Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.
Tidligt den næste Morgen kom Stache til mig. Han havde benyttet den korte Hviletid til at faa sig barberet og Skægget studset og lignede nu sig selv, som da jeg saa ham første Gang i Daressalam. Under vor Safari i Ulugurubjergene frygtede jeg en Overgang stærkt for, at han skulde lægge sig Fuldskæg til ligesom Wisner, der var en temmelig ung Mand, men alligevel optraadte med et stort, blondt Fuldskæg.
Stache havde Ordre fra Generalen. Alle de Bærere, som vi kunde skrabe sammen, skulde uophørligt sendes med Ammunitionen til Kungulio ved Rufijifloden. De skulde være ude af Byen, saa hurtigt det kunde lade sig gøre, da Englænderne kunde angribe hvert Øjeblik og lukke Tilbagetogsvejene, saa ubevæbnede Safarier ikke kunde slippe igennem.
Altsaa paa den igen! Jeg var ikke meget begejstret for Tanken, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Vi kaldte paa Bærernes Formand og forklarede ham Situationen, saa han kunde kalde sine Folk sammen, og gik saa sammen hen til Magasinet, foran hvilket der ogsaa laa en Del Ammunitionskasser opstablet, og tog fat paa Arbejdet.
Een for én kom de sorte Bærere vandrende forbi, tog deres Ammunitionsbyrde og vandrede bort. Det gik ganske af sig selv som en vel smurt Maskine, og vor Tilstedeværelse var egentlig temmelig overflødig, naar undtages, at vi skulde afgøre, hvilken Slags Ammunition der skulde føres bort.
Efterhaanden som de var blevet forsynet med Ammunition, samledes de i Safarier paa ca. 150 Mand og afmarcherede samlet. Man hørte Bærerførerens Raab: — Gør Byrderne færdig! og Bærernes Svar: Færdig! og et Øjeblik efter hørte vi deres Opsang, naar de drog af Sted. Bærerne sang ikke altid, men ofte ved Begyndelsen eller Slutningen af en Safari.
Vi havde sendt en tre-fire Bærerkolonner ud af Byen, da de første Skud faldt ikke langt fra os, og snart bredte Skydningen sig langs hele Linien mod Vest. Geværskuddene faldt som Trommehvirvler og ind mellem blandede sig Maskingeværernes tikkende, skrattende Lyd.
Man kunde kende de engelske Riflers skarpe Knald fra de tyske
71-eres dumpe Drøn og de langsomme engelske Lewis Geværer fra de hurtige tyske Maskingeværer. Naar Ilden blev afgivet lige i den Retning, hvor vi stod, lød det som Smeld af Kæmpepiske. Det var ikke langt borte, der blev kæmpet.
Vi arbejdede hurtigt for at faa sendt vore sidste Bærere af Sted, men de var blevet skræmte af Skydningen og trykkede sig. Kuglerne begyndte nu at pibe over Hovedet paa os. Først drejede det sig kun om nogle forvildede Projektiler, men efterhaanden kunde vi mærke, at Kampen rykkede nærmere, idet hele Byger af Geværprojektiler fløjtede om Ørene paa os.
Om de, der skød, kunde se os, vidste vi ikke, men vi kunde i det mindste ikke se dem, og Skydningen voldte intet Tab, men derimod Afbræk i Arbejdet. Vi maatte Gang paa Gang have fat paa Bærerne og tale dem til Rette.
Hvad der foregik udenfor Byen, havde jeg kun en vag Anelse om, da jeg ikke kendte Stillingerne, men Stache, der havde været kaldt til Generalen i nogle Timer, meddelte mig, da han kom tilbage, at Englænderne en Overgang var trængt farligt frem, men nu overalt var standset eller slaaet tilbage. Det var blot en af de mange Fægtninger, som havde staaet om Kisakki i den sidste Uge, men den tilkendegav, at det var paa Tide at faa saa store Forraad som muligt transporteret mod Syd.
Alt imens vi talte, peb Kuglerne lystigt over Hovedet paa os, men mærkeligt nok blev ingen af os ramt, og ingen af vore Bærere alvorligt saaret.
Ud paa Aftenen døde Skydningen hen. Den havde en Overgang været temmelig nærgaaende, idet Kugler var gaaet gennem Magasinets Tag og andre var slaaet ind i Træerne. Deres Virkningsløshed havde gjort Bærerne trygge, og den ene Safari drog af Sted mod Syd efter den anden.
Da Mørket faldt paa, holdt al Skydning op, og kort efter blev Stache igen kaldt til Generalen. Han kom tilbage til mig nogen Tid efter og meddelte, at han maatte blive i Byen, medens jeg skulde drage af Sted med den sidste Safari. Den var først marchklar ved Midnatstid, og skønt jeg var meget træt af en hel Dags anspændt Arbejde, maatte jeg jo med.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
