Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 12. jan. 17

Min kære, kære Jørgen!
I går fik jeg dit brev fra søndag eftermiddag. I dag har der ingenting været fra dig, ellers har jeg næsten haft brev eller kort fra dig hver dag i denne uge. Bare du også kunne få et lille livstegn fra mig eller her hjemmefra, men den opmuntring har du jo heller ikke på turen. Det er nu anden gang, du rejser til fronten, det gør os alle så ondt for dig, kære. Nu er du så ene igen, og nu var det vel først, at du rigtig havde dig nogle venner i Beverloo…

I går aftes fik vi igen en stor rød kalv. Nu er der ikke plads til flere derude, men i svinestalden kan der jo være mange. Endnu har vi ikke mærket til kreaturhandlere, men det er vist også tidlig nok endnu. Der har ellers været røre blandt folk i de sidste dage, der er bleven udskrevet en hel del heste. Her fra kommunen skulle der stilles 7. De blev så enige om at trække lod, for der er jo egentlig ingen, som har for mange heste. Loddet traf så Jens Friis, Jep Hansen, Kr. Vildfang, Jes Hansen, Peter Ravn, Hans From og os. Vi var tvivlrådige, om det skulle være Prins eller Lise. Men da kommunerådet så dem, mente de, at det helst måtte være Prins. Den blev takseret til 4000. Og det var så ordnet på den måde, at de, der var fri for at stille med heste, skulle erstatte vi andre det, som militæret gir mindre. Prins biir imidlertid for ung, og de tog heller ingen af de andre, jo, en hoppe hos Simon Froms, og i stedet for blev Fjelstrup ordret til at stille med alle heste mellem 5 og 15 år i dag. Det var et held for os, da vi så helt slap. I dag ville de nemlig ingen hopper se. Men ellers er det jo slemt for mange. Du kan tro, jeg var glad, da Prins kom igen. Det var synd, om den skulle ha’ været af sted, og vi kan heller ikke undvære den…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 23. aug. 1916

 … 1. og 4. komp. havde stormet og taget et lille stykke skyttegrav, som franskmanden først havde taget fra tyskerne. Hen på aftenen blev så en del af vort kompagni ordret hen at stå vagt ved det tagne stykke. Jeg kom til at stå, hvor der havde været lavet en dækning og endnu var en lille hule. Lidt efter kom der en anden soldat hen og stod ved siden af mig, og det var jeg glad ved, foldet er rart at have selskab, især om natten. Han spurgte mig, om jeg havde set efter om der lå døde franskmænd i hullet, og da jeg så rev en tændstik og så efter, sprang der en levende franskmand op og råbte, kammerat, kammerat, pardon. Han greb min hånd og trykkede den og tog mig om halsen og var da så meget glad, at jeg ikke gjorde ham fortræd. Nå, det var da det sidste, jeg skulle gøre imod en sådan stakkel. Jeg skyndte mig at føre ham hen til løjtnanten, for så slap jeg for at stå vagt og det var rart, for det er ikke ufarligt. Jeg transporterede ham derfra til Hauptmanden og fra ham .til 3. bataljon. Der fik jeg at vide, at fangen skulle hen til en by, som hedder Croix-Moligneaux, udt. Croar Moli, det fortalte fangen mig, da vi kørte forbi en vejviser. Jeg fik ham så afleveret, og han lo over hele ansigtet, for han kom sammen med 9 andre kammerater. Nu har de deres del af krigen overstået. Jeg ville ønske, at jeg var lige så vidt, for det er ikke rart at være her. Men vi skal have tålmodighed, så får- det hele nok en god ende. Nu er jeg på hjemvejen og sidder på en grøftekant og skriver til dig. Du kan nok se, at det er ikke så godt skrevet, for jeg mangler et bord. Det er rart at komme ud af krigens tummel en dag. Der ser man ikke andet end ødelagte træer og marker fulde af ukrudt, de har ikke været tilsået i to år. Det er ødelæggelse i højeste grad

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.