Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket bort fra Champagne.
Den 11. juni blev pinsen i Königindorf fejret af III bataljon og de i nærheden liggende artilleri- og pionerformationer med en sportsfest under overværelse af den kommanderende general. Kapløb, fodbold og håndgranatkast. Om aftenen festede kompagnierne hver for sig. Dagen efter ankom forsyningsofficererne for et andet regiment. Armékorpset skulle trækkes ud af Champagne.
Reserveinfanteriregiment 6 fra 5. reservekorps skulle indtage regimentets stillinger. Den 13. juni blev III bataljon i Königindorf, II bataljon i vestafsnittet afløst, den 14. juni tidligt I bataljon i østafsnittet. Fjenden lod regimentet drage af i fred. Føreren af 3.armé, general von Einem, gav 9. armékorps følgende afskedsbefaling med på vejen:
”9. armékorps bliver til min beklagelse trukket ud af 3. armé, som det har været underlagt i otte måneder. Da det i sidste års store efterårsslag var indsat på et kritisk sted i arméfronten, ydede korpset i svære kampe ydet en tapper og succesrig indsats over for en langt overlegen modstander. Det har med utrætteligt arbejde udbygget og forstærket sin stilling og målbevidst forbedret sin front ved angrebsoperationer på de vigtigste steder. Korpsets førere og mandskab fortjener den højeste anerkendelse for deres præstationer i den begivenhedsrige periode. Jeg udtaler min varmeste tak til alle korpsets styrker for de af 3. armé så fortræffeligt ydede præstationer. Mine bedste ønsker ledsager det nu udskilte 9. armékorps. Jeg er overbevist om, at det på enhver plads, som Hans Majestæt måtte befale, vil leve op til sit gamle våbenry”.
Således måtte regimentet ud af sin stilling netop i det øjeblik, hvor værket nærmede sig sin afslutning, og man kunne håbe på hvile.
Endnu engang vendte 86´erne blikket bagud fra Blamonts højder på det fuldstændig uoverskuelige kridtnet, som deres flid havde skabt. Ikke uden vemod forlod de Champagne, der i begyndelsen syntes dem så forladt og ugæstfrit. Nu havde de taget det til hjertet.
Var det måske så underligt? De havde skabt disse tilsyneladende uangribelige stillinger ud af intet. Nat efter nat havde de slæbt, skanset, hakket, trukket tråd, så fingrene blødte, havde stået post om natten i regn og granatild og således ved arbejde og årvågenhed standset fjenden. Og mere endnu. To gange var de gået til angreb og havde nået deres mål helt og holdent. Stolte kunne de være af deres præstationer i kamp og i arbejde.
Dette deres land, som de havde erobret og bearbejdet, som de havde mættet med sved og blod, det efterlod de nu. Men dette stykke land gemte også på regimentets døde. Også fra dem skulle man nu tage afsked.
Omkring to hundrede havde 86’erne sænket ned i kridtet på kirkegården i St. Etienne. Endnu engang blev geværerne præsenteret, ”se til, højre!” blev kommanderet, da marchkolonnen passerede deres hvilested. Så gik det videre, imod en uvis fremtid.
Hvordan ville den se ud? Først vel lidt hvile, men så igen kamp, en svær kamp. For længe ville fjenden ikke finde sig i de store nakkedrag ved Verdun og de små, som var givet ham ved Navarin-Ferme. Når han nu forblev rolig, så var det kun, fordi han var ved at forberede et stort afgørende slag et andet sted. Et slag, der i størrelse og grumhed ville overtrumfe alt andet. Og dér skulle 86’erne naturligvis være med, med den vante friskhed!
Men soldaten bliver ikke hængende i fremtidstanker. Først vinker hviletiden langt bag fronten. Rige og frugtbare egne, landsbyer med mennesker, der ikke var soldater, især kvinder og børn, som man i otte måneder ikke havde set skyggen af. Gode kvarterer, sove godt. Marchmelodier lød igen efter lang tid. Fortiden forsvinder, fremtiden, hvad skal man bekymre sig om den for! Soldaten lever for dagen i dag.
Og er det forbi i morgen, så lad os i dag: “Endnu tømme denne kostelige tids bæger til bunds!”