Tag-arkiv: HR15

Fra samlingerne: Feltgrå Atilla, Husar-Regiment Nr. 15

Feltgrå husarjakke (såkaldt Atilla) M1909 for gefreiter ved 2. eskadron ved Husar-Regiment Nr. 15. Ligesom den øvrige tyske hær aflagde husarene også deres ofte meget farverige uniformsjakke for en feltgrå, der bortset fra farven i stort set alle enkeltheder svarede til fredsuniformen. Husar-Regiment Nr. 15 var hjemhørende i Altona og tilhørte IX. Armekorps område, som også Nordslesvig var en del af.

Jakken har feltgrå, stående krave med afrundede hjørner og lysegrå kantning af kraftigt snoreværk, samt på hver side en gefreiterknap. Ærmeenderne er pyntet med kraftigt lysegråt snoreværk, som også bryst, skøder og ryg. Jakken knappes fortil med 5 knebler af træ og 3 metalhægter. På bagsiden to messingknapper i taljen, og i hver side en taljekrog til at støtte bæltet. Taljekrogene kan afmonteres. Kraven fæstnes med 2 hægter. De blå og hvidstribede skuldersnorer med gulbroderet nummer “W” m. krone over holdes ved kraven fast af hver en kunststofknap m. 2-tal. Jakken er i overkroppen foret med hvidt stof, skøderne med brunt. I bagskøderne findes to inderlommer og i venstre forskøde en kortlomme m. hornknap, samt i højre forskøde en lomme til forbindingspakke og på venstre bryst en inderlomme. På hvert forskøde en lomme med flap, som fæstnes med en kronet bronzeknap.

Stempler
I nakken med blæk et ulæseligt overstreget navn, derunder “Götje”. På venstre revers i rektangel “40 96/86 43/42[?]”, derunder i rektangel “B.A.IX 1913”, derunder “H E [—]”.

Jakken til hører Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot

Husar Regiment Nr. 15´s mørkeblå Atilla (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)