Senest ændret den 31. januar 2016 21:43
Af Regiment 86’s historie:
Den følgende morgen, den 25. august, bliver den franske grænse med stor glæde overskredet ved Ruinsette og la Folie. Nogle km syd for grænsen ligger den lille by Bavai. Den siges endnu at være besat af en engelsk bagtrop. I og III bataljon deployeres til højre for vejen Hon-Bavai. Men ingen modstand rører sig. Med marchsikring[1] marcheres der ind i Bavai. Syd for Bavai skulle vi gå i bivuak sent på eftermiddagen. Bataljonerne sikrer sig ved vagtposter mod sydøst og øst, d.v.s. især mod overraskelser fra Maubeuge.
Da bliver en patrulje fra 2. kompagni, som rekognoscerer i Mecquigny, en landsby 3 km syd for Bavai, udsat for kraftig ild. 250 til 300 geværer skønnes det. Hurtigt bliver 1. og 2. samt en deling af 3. kompagni alarmeret.
På få minutter danner de skyttekæde i retning af vagtposterne. Fremrykningen over markerne, der er omgivet af levende hegn og hække, er vanskelig. Så nås den forreste linje, og ildkampen begyndes. Snart efter viger fjenden. Så en kort forfølgelse. Uden anlæg bliver adskillige skudt ned, og mangen en såret englænder synker sammen i kløvermarken og bliver forbundet og bragt tilbage af vore folk. 10 bliver taget til fange.
Det drejer sig om afsiddede engelske lansenerer, som skal dække den franske armés tilbagetog. En forpostfægtning, som I bataljon alene havde klaret. Vore tab var ringe, 1 død og 5 såret.
Om aftenen indtraf efterretning om den venstre naboarmés sejr, den 2. armé, og det skabte stor jubel. Nu brød de to arméer frem henholdsvis vest og øst for Maubeuge. Fæstningen var en hindring, der skulle tages alvorligt. ”Hvis kommandøren er en snedig hund, så vil han denne nat forsøge et udfald her mod nord med de 40.000 mand, han formodentlig har til rådighed”, mente en bataljonskommandør.
Derfor skulle der i hvert fald etableres sikring mod et fremstød fra fæstningen i flanken på den forbimarcherende armé. Denne sikring blev delvist betroet regimentets II og III bataljon.
De to bataljoner gravede sig ned foran Bavai med front mod Maubeuge. Selve korpskommandøren besigtigede de udgravede stillinger og indskærpede for soldaterne, hvor uhyre vigtig deres post var. Hele natten og den følgende dag blev bataljonerne liggende i deres stillinger, mens tropper uophørligt marcherede, vogne og artilleri raslede forbi. Men kommandøren for Maubeuge var ingen ”snedig hund”, han foretog sig intet, og de to bataljoner forblev uforstyrrede.
[1] Når en troppeenhed flyttes er der tale om march, hvad enten man går eller kører. Foregår det i eller nær kampzonen, vil marchen skulle sikres mod ildoverfald, typisk ved hjælp af mindre grupper foran og til siderne