Tag-arkiv: foredrag

Foredrag 21. marts: “Kampen om de faldnes minde”

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer mandag den 21. marts 2022 til foredraget:

Kampen om de faldnes minde
ved historiker, dr.phil. Lars N. Henningsen.

Hvert sogn i Sønderjylland har sit mindesmærke over de faldne i Første Verdenskrig. Mindre kendt er, at der i en del sogne blev strid om mindesmærket. Danske sønderjyder så de faldne som ofre for en sag, der ikke var deres. Tysksindede så soldaterne som helte faldet for det tyske fædreland. Det skabte strid. I 1930’erne og under besættelsen benyttede det tyske mindretal mindestenene ved såkaldte ”Heldengedenktage” under hagekorset. De dansksindede svarede i 1936 med at oprette foreningen ”Dansksindede sønderjydske Krigsdeltagere” og gjorde 11. november til dansk mindedag. Først i 2018, i 100 året for freden, blev mindesmærkerne igen fælles samlingssted for mindretal og flertal.

Foredraget fortæller med eksempler fra hele Sønderjylland og Sydslesvig om mindesmærkerne og de dramatiske stridigheder, som de blev centrum i.

Entré: Gratis for medlemmer. Ikke-medlemmer: 50 Kr.
Tid og sted:  Kl. 19.00. Multikulturhuset, Salen, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg.

Parkering: Der henvises til parkeringsanlægget P-Huset på Nørre Havnegade (indkørsel overfor Hotel Alsik, hvor de første 2 timer er gratis) eller til p-pladser under broen.
Den lille p-plads overfor Multikulturhuset har kun få pladser og der er tidsbegrænset parkering.

Foredrag i Aabenraa 7 marts: “Sanitetssoldat på Østfronten 1915”

Rigsarkivet Aabenraa inviterer onsdag den 7. marts 2018 til et spændende foredrag ved dr.phil. Lars N. Henningsen, Aabenraa, kaldet ”Sanitetssoldat på Østfronten 1915”.

Henningsen-forsideForedraget handler om vognmaler Iver Henningsen fra Haderslev som tysk soldat i 1915. Han oplevede østfronten i grænseområdet mellem Litauen, Polen og Rusland.

I hundredvis af breve og tegninger til familien skildrede han slagmarkernes gru, brutale fangenedskydninger og lazaretternes elendighed. Han så ødelagt herlighed på storgodser, i kirker og klostre og oplevede bøndernes liv i de jævne bondestuer.
Foredraget vil fremdrage en ualmindelig krigshistorie, om virkeligheden på lazaretterne og soldatens møde med lokalbefolkningen i øst, ledsaget af nogle af hans fine tegninger.

Iver Henningsens breve og tegninger er udgivet i bogen “Sanitetssoldat på Østfronten” – læs en omtale af bogen.

Praktiske oplysninger:

  • Sted: Rigsarkivet, Aabenraa, Foredragssalen, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.
  • Tidspunkt: kl. 15.00-16.00.
  • Pris: Gratis.
  • Tilmelding er ikke nødvendig.

Foredrag lørdag: “Da sønderjyderne blev preussere i 1867”

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer lørdag den 6. januar 2018 til sæsonens første arrangement, der indeholder 2 spændende foredrag.

Dagens program:

Kl. 10.00:  Foredrag: ”Da sønderjyderne blev preussere i 1867” ved dr.phil. Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet, Aabenraa.

Hør om reaktioner, pligter og rettigheder da hertugdømmerne blev indlemmet i Preussen.
For 150 år siden blev hertugdømmerne indlemmet i Preussen som provinsen Slesvig-Holsten. Dermed forsvandt ”det slesvig-holstenske spørgsmål” fra europæisk storpolitik. Til gengæld opstod ”det nordslesvigske spørgsmål”.
I foredraget skal vi høre om reaktionerne på indlemmelsen såvel hos den dansk- som den tysksindede del af befolkningen. Vi skal endvidere erfare nærmere om de pligter, som den nye stat stillede til sine borgere. Endelig vil forskningsleder Hans Schultz Hansen i foredraget belyse de rettigheder, som den preussiske forfatning gav de dansksindede sønderjyder, og hvordan de udnyttede dem.
Foredraget arrangeres i samarbejde med FolkeUniversitetet.

I pausen vil der være mulighed for at benytte “Spørgehjørnet” samt Multikulturhusets Café.
Kl.13.30:      Foredrag: ”Faderskab og skilsmisse” ved cand.phil. Svend-Erik Christiansen.

Læs omtale af foredraget på Slægtshistorisk Forening Sønderjyllands website.

Praktiske oplysninger:

Sted: Multikulturhuset, Salen, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg.

Entré: Gratis for medlemmer.
30 kr. for gæster, der ikke er medlem af Slægtshistorisk Forening Sønderjylland.

Parkering: Der henvises til det gratis parkeringsanlæg P-Huset på Nørre Havnegade eller på Havbogade.