Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun
Nu begyndte træningen til vor opgave, som bestod i at erobre et område ca. 7-800 meter dybt fra fort Vaux over mod forterne Tavannes og Souvillers og så holde stillingen i fire dage, hvorefter vi ville blive afløst af en ny division, der så skulle bryde igennem til Verdun. Det første magtede vi at gennemføre: det sidste lykkedes ikke.
Træningen bestod i først og fremmest at bringe os fysisk i form efter de syv måneders skyttegravsliv i en forholdsvis rolig stilling. Men her gik det ikke som under rekruttiden i Aabenraa med, at vi for frem med et »Sprung auf marsch, marsch« og så storme stillingen med hurraråb. Nej, vore øvelser var mere realistiske: Håndgranatkastning, rulle en skyttegrav op, brug af flammekastere osv.
Den 20. juli okkuperede vi et større ubeboet areal ved byen Loisson, der lå endnu tættere ind på Verdun, og her fortsattes øvelserne på bataljons- og regimentsbasis, hver dag ledet af regimentsføreren, en både dygtig og sympatisk oberst.
Området, som skulle erobres, var blevet nøje udforsket og kortlagt i forvejen, så tyskerne havde nøjagtig rede på, hvor franskmanden lå og havde sine udbyggede støttepunkter. Disse blev markerede, og de forskellige delinger fik deres opgaver som at likvidere en maskingeværrede i et stenbrud og længere til højre at ødelægge nogle minekastere, der var installeret i en hulvej o.s.v., o.s.v. – men alt dette på øvelsesbasis. – Ja, alt var planlagt i de mindste enkeltheder.
For os menige var det i grunden en ret behagelig uge. Når vi havde klaret vor opgave, så var vort arbejde jo slut, og vi kunne ligge og sole os, mens officerer og underofficerer var til kritik hos obersten, så det var lige så meget træning og uddannelse af disse, det hele tog sigte på.
Til sidst fik vi alle af obersten forklaret, hvordan alt skulle foregå: Natten mellem den 30. og 31. skulle stormstillingerne besættes, hvorpå alle skulle holde sig skjult efter bedste evne for så den 1. august klokken fire om morgenen at være parate til angrebet.
Efter en forberedende trommeild på seks timer – altså klokken ti – skulle angrebet startes, idet alle kanoner nu skulle »Feuer vorverlegen« med 100 meter, mens vort infanteri i hurtigt tempo skulle fare frem og så »rulle skyttegraven op«, næsten inden de derovre kunne nå at få hovedet løftet op over dækningen. –
Så kom det, der kaldtes »Feuerwalzen«: Altså for hvert minut flytte spærreilden 100 meter frem, mens infanteristerne i hælene på alt dette søgte at erobre grav efter grav, så hele aktionen kunne blive afviklet i løbet af en halv snes minutter; og det klappede fuldstændigt, som det var planlagt.
Men her ved oberstens redegørelse fik vi et indblik i det store koordinerings- og planlægningsarbejde, som staben udførte, og det gjaldt alle våbenarter, artilleri, minekastere med videre, så lidt respekt fik vi da for dem, der efter vor mening »ellers ikke bestilte noget« – staben altså.
Kompagniet var jo på 250 mand, men de 50 var afkommanderet til skrivestue, køkken, håndværkere, sygebærere, telefonister o. s. v. Af de resterende 200 mand dannede 150 angrebskæden, mens 50 blev tilbage for at bringe forsyninger frem til kamptropperne m. m. –
Jeg slap for at komme med blandt stormtropperne, da jeg sammen med fem andre blev udtaget som stafetløber, der skulle holde forbindelsen mellem bataljon og regiment intakt.