Tag-arkiv: efterlysning

23. april 1918 – Hejmdal: Bekendte mødes på et feltlasaret

Senest ændret den 30. juni 2024 13:55

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Der maa ikke males Korn om Natten
Da Myndighederne gentagende har gjort den Iagttagelse, at mange Landmænd omgaar Forbrugsforskrifterne for Korn derved, at de hemmeligt, i Skjul af Nattens Mørke afhenter deres Mel fra Møllen, har Regeringspræsidenten i Slesvig forbudt al forretningsmæssig Samfærdsel mellem Landmænd og Møllere efter Mørkets Frembrud.

Desuden er det forbudt Møllerne at male Korn om Natten samt paa Søn- og Helligdagene.

Dyre Bier (A. T.)
Fra Broager meddeles, at der i Aar er særlig stærk Efterspørgsel efter Bistader. Sælgerne kan næsten forlange en hvilken som helst Pris og alligevel let blive af med dem. Saaledes blev der for nylig solgt flere Bistader for næsten 300 Mark Stykket.

Udmærkelse (S. Z)
Lasaretvogter A. Hoffmann ved Marine-Lasarettet i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Deserterede
I det sidste Nummer af “Offentlige Kundgørelser for Regeringsdistriktet Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa grund af Faneflugt: Max Weirich fra Heimsdorf ved Potsdam, Wilhelm Kalter fra Koblenz, Reinhold Cerajewski fra Moschitz Wirssitz og Wilhelm Peter Leibe (Skrog højtysk).

Endvidere efterlyses Friedrich Wilhelm Karl Diedrich fra Køln, Richard Albert Rudolf Martens fra Hamborg og Bager Georg Behrens fra Kiel, sidst bosat i Hamborg, for at have forladt deres Troppeafdelinger uden Tilladelse, Martin Friedrich Berens fra Mederns-Jever i Oldenborg for at have unddraget sig Værnepligten og Joh’s. Hans Friedrich Bischof fra Magdeborg for at have befriet sig selv.

Fra Felten


Den 17. 4. 1918.

Kære “Hejmdal”!

Da vi nu efter 3 Aar har truffet hinanden i et Feltlasaret, sender vi alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten en venlig Hilsen i Haab om et lykkeligt Gensyn i vort gamle Nordslesvig.

Underofficer Carl Larsen og Gefreiter Aug. Svenson fra Løjtkirkeby.

 

d. 17. 4. 18.

En Hilsen til alle Bekendte ude og hjemme.

Rasmus Rossen fra Felstedskov.

 

En hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte derhjemme og ved Fronten.

Landstrm. A. Wollesen fra Hellevad.

 

Faldne
Til Christian Hansen og Hustru paa Stenhøj paa Rugbjerg Mark ved Rødekro er der kommet den sørgelige Efterretning, at deres Søn Marius den 10. April er falden under Kampen i Flandern. Meddelelsen kom fra den Faldnes Officersstedfortræder. Marius Hansen blev kun 19½ Aar gammel. Det er Christian Hansens anden Søn, der er falden. En tredje staar foran Indkaldelsen. Christian Hansen er selv indkaldt til Militærtjeneste.

Dosine Jessen, født Kühlmann, i Ulkebøl har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes Mand, Hermann Otto Jessen, der tjente som Signalist, er falden under et Stormangreb den 28. Marts om Morgenen Klokken 8, ramt i Hjertet af en Maskingeværkugle. Den Faldne, der var opdraget i Feldstedskov og blev 28 Aar gammel, var først bleven gift under Krigen. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham paa Søndag den 28. April om Eftermiddagen Kl. 2 i Ulkebøl Kirke.

Bagermester Carl Møller og Hustru i Hørup paa Als har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Hans er falden i en Nærkamp i Frankrig den 2. April. Den Faldne, der var Indehaver af Jernkorset, blev kun 20 Aar gammel. Der vil blive holdte Sørgegudstjeneste for ham paa Søndag den 28. April om Eftermiddagen Klokken 2½ i Hørup Kirke.

Henrik Christian Mumm fra Almstrup paa Als er den 24. Marts falden paa Slagmarken i en Alder af 30 Aar. Han efterlader sig Hustru og 2 smaa Børn.

Laurids Skjøth og Hustru i Lintrup har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Rasmus er falden ved Vestfronten den 23. Marts. For den Faldne, der blev næppe 20 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste Mandag den 29. April om Eftermiddagen Kl. 3 i Lintrup Kirke.

Frederik Brandt, ældste Søn af H. Brandt i Tirslund, der tjente som Sergent, er falden under Kampene ved Vestfronten den 5. April i en Alder af 29 Aar. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham paa Søndag den 28. April i Bevtoft Kirke.

Peter Nissen, Søn af tidligere Smed Jens Nissen i Ørderup ved Toftlund, der tjente som Underofficer, er falden den 14. April. Den Faldne, der blev 30 Aar gammel, skulde have været sine Forældres Støtte.

Vistnok falden
Barber Meise, der før Krigen havde Barberforretningen hos Malermester Sohnemann ved Nørreport i Aabenraa, maa uden Tvivl anses for at være falden, da hans Svigermoder, Enke efter Fisker Neumann der i Byen, fra Kompagniet har modtaget hans Ejendele og hans Lønning. Den unge Mand havde for nogen Tid siden købt Forretningen af Enke efter den i Krigen faldne Barber Christensen i Ramsherred og samtidigt lejet Lokalerne hos Farver Jacobsen, hvor Forretningen er blevet dreven i mange Aar. Nu lader hans Fremtidsplaner til at være bristede.

Døde paa Lasaret
Peter M. Greve og Hustru i Tumbøl ved Felsted har atter modtaget et Sorgens Budskab, idet de har faaet Meddelelse om, at deres Søn Hans er afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret efter at være bleven haardt saaret. For den Afdøde, der kun blev rigelig 20 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 28. April om Eftermiddagen Kl. 3 i Felsted Kirke.

Peter Jakobsen og Hustru i Sottrupskov i Sundeved har nu ogsaa mistet deres anden Søn i Krigen. De har nemlig modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Hans er afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret den 9. April efter være bleven haardt saaret. Den Afdøde blev kun 20½ Aar gammel.

Jens Faaborg og Hustru i Høkkelbjerg ved Kristiansfelt har modtaget den sørgelige Tidende, at deres Søn Niels den 15. April er afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Rusland. Han blev næppe 19 Aar gammel. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham paa Torsdag den 25. April om Eftermiddagen Klokken 2½ i Tyrstrup Kirke.

Død af sine Saar
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Hansen fra Egernsund er død af sine Saar.

Saarede
Redaktør Sothmann fra Aabenraa, der indtil sin Indkaldelse var beskæftiget ved “Apenrader Tageblatt”, er ifølge det nævnte Blad under de sidste Kampe ved Vestfronten bleven saaret ved et Jordskred som Følge af, at en blind Granat slog ned. Han ligger for Tiden paa et Hjælpelasaret i Eisleben.

Løjtnant i Reserven Tams, Søn af Raadmand  Tans u Gaderskev, er ifølge “Schl. Gr.” bleven saaret af et Skud i Laaret.

Musketer August Tychsen, Søn af Brødsælgerske Tychsen paa Sønderbro i Haderslev, er bleven haardt saaret af et Skud i Lungen og en Granatspint i Ryggen.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Laue Holdt fra Stubbum, Jørgensen Knudsen fra Aarø, Løjtnant Rudolf Krichau fra Haderslev, Jens Muzmann fra Christiansdal ved Haderslev og Christian Tinnesen fra Broballe let saarede.

I Fangenskab
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Jensen fra Skelle, Hans Jørgensen fra Brøns og Asmus Juhl fra Hønsnap, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Paa Hjemvejen fra Fangenskab
Gaardejer og Kommuneforstander H. Tychsen og Hustru paa Nybøl Mark i Sundeved har fra deres Søn, der allerede i nogle Uger har været paa Hjemvejen fra russisk Fangenskab, modtaget Meddelelse om, at han er bleven slaaet af en Hest og som Følge heraf ligger paa et Lasaret i Warschau, men at han haaber snart efter overstaaet Karantæne at komme tilbage til Tyskland.

Dekorerede
Bagersvend Schrøder fra Stiftelsesgade Nr. 8 i Haderslev, der har været med siden Krigens Begyndelse, har ifølge “Dv.” faaet tildelt Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 23. april 1918).