Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Claus Eskildsen og hans kammerater nåede lige med nød og næppe at krydse den belgiske grænse, inden fristen for hvornår de skulle være ude af landet udløb. Til gengæld blev de heller ikke mødt med åbne arme i Luxembourg.
Den 20. November marcherer vi til Longchamps, den 21. kommer vi ud af Belgien. Købstaden Bastogne er den sidste større belgiske By, vi berører. Den er et eneste Hav af Flag, Guirlander, Æresporte med franske og engelske Velkomsthilsner.
Lidt bag Byen møder vi en hel Folkevandring. Fra alle Egnens Landsbyer strømmer man ind til Bastogne for at tiljuble Amerikanerne, der følger os i Hælene. Om faa Timer er Fristen udløbet!
Hvis vi saa ikke er over Grænsen, er vi fanget. Vi standser, skubber os et Par Hundrede Meter frem, standser igen. Forude er der et stejlt Bjerg, som kun kan overvindes ved Hjælp af Forspand. Vi staar paa Springet til at løbe fra det hele. I den ellevte Time slipper ogsaa vi over.
Ved Siden af en Markvej staar Grænsepælen med den belgiske Løve paa den ene og den luksemborgske Løve paa den anden Side. Vi lægger Mærke til den meget skarpe Sproggrænse, der nøje falder sammen med den politiske. I den sidste belgiske By talte alle Fransk, i den første luksemborgske, kun 2 Kilometer derfra, taler alle Tysk. Men Sindelaget er uforandret.
Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg som de er det i det sort-gul-røde Belgien. I Nieder-Wampach, vort første Kvarter i det lille Land, nægter man os Adgang til Husene, idet man paastaar, at Fristen er udløbet.
Vi erfarer Senere, at Grunden er en anden, Etappekolonner har Dagen i Forvejen opført sig som Røvere. Vi parlamenterer med Kommuneforstanderen og faar Tag over Hovedet. Inden vi skilles, er vi gode Venner med de brave Wampacher.