Senest ændret den 26. oktober 2019 21:35

Persondata
Født: 12/04-1894 i Østerholm, Egen sogn
Død: Efter 1939
Uddannelse: –
Erhverv: –
Bopæl: Egen sogn.
Hustru: Gift 1926 med Ingeborg Hansen.
Børn (før krigsafslutningen): –
Andet: Søn af Musikus Peter Petersen Thomsen og hustru Anne Marie Thomsen f. Jensen i Østerholm.

Militær løbebane før krigen
–

Militær løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: Krigsfange i Rusland.

Tyske tabsliste:–

Efter krigen
Arbejdsmand i Østerholm, Egen sogn (i 1930).

Kilder
Kirkebog Egen sogn, fødte 1894. Link.
Folketælling Egen 1930. Link.
Lægsrulle Link.
Link til slægtsside.

Folketælling 1940, Egen sogn, Guderup. Rigsarkivet.

Publikationer
B. Preben-Hansen & A. May. Sønderjyder i russisk krigsfangenskab under 1. verdenskrig. Forthcoming 2018.

Fotos
–

Hejmdal 09/10-1924: Egen, Torsdag. Hjem fra russisk fangenskab. Chr. Thomsen fra Østerholm, er for et par dage siden kommen hjem fra russisk fangenskab. Han blev taget til fange i 1915.

Hejmdal 10. Oktober 1924
Verdenskrigens ofre.
Hjem fra russisk fangenskab efter 9 års forløb.
Sønderborg, fredag.

Mindestenene rundt omkring på vore kirkegårde står som et minde om dem, som blev derude i den frygtelige verdenskrig. Budskabet om, at nu var denne, nu hin faldet, spredte i de lange og trange krigsår sorg o mange, mange hjem Sønderjylland over. Men endnu frygteligere end dette budskab var vel meddelelsen om, at en af de kære derude var savnet. Dødsbudskabet bragte dog sikkerhed for, at nu var det frygtelige forbi.

Nu er der gået 6 år siden krigens slutning, og mange af de savnede er nåede hjem efter et kortere eller længere ophold i fangeskabet, men endnu findes der mange, om hvis skæbne der endnu stadig hersker uvished.

Men det hænder endnu, at en eller anden af de savnede kommer hjem, efter årelangt ophold i fangeskabet, uden gennem lange tider at have kunnet opnå forbindelse med deres hjem.

Således er for et par dage siden Chr. Thomsen fra Østerholm kommen hjem fra russisk fangenskab.
I 1915 blev han taget til fange ved den russiske front, og førtes gennem hele det store europæiske Rusland til det sydvestlige Sibirien, hvor han kom i en fangelejr i den lille by Fliga. Som så mange andre af sine kammerater kom han snart ud på arbejde i en stor fabrik, hvor han har arbejdet siden da. Behandlingen var helt god der betaltes også fangerne en efter forholdene nogenlunde anstændig løn.

Værst var det, når der enten i byen eller i nærheden udbrød uroligheder. Fangerne blev da, ”for at der ikke skulle ske dem nogen overlast”, spærret inde i lejerne, indtil der atter var ro.

Et mislykket forsøg på at flygte i året 1919 førte til, at Thomsen blev idømt et års fængselsstraf. Efter afsoningen kom han atter i arbejde på fabrikken. Hungeråret 1920 var at mærke, levnedsmidlerne var knappe, uden at man dog måtte lide nød.

Selv efter 1920 blev vi, fortæller han, halvejs behandlede som fanger, og om aftenen spærret inde i fangebarakkerne.

Hjemad.
I foråret 1924 blev jeg med tre kammerater, to fra Flensborg og en fra Haderslev-egnen, enig om at gøre et forsøg på at komme hjem. Jeg havde i den sidste tid jeg arbejdede fortjent ret godt, indtil 1½ rubel om dagen, og var således nogenlunde forsynet med pengemidler til rejsen. Vi turde ikke straks gå hen til jernbanen og sætte os i toget, da vi var bange for eftersøgning.

35 dage på vandring.
Et kort havde vi skaffet os, og vi vandrede da trøstigt fremad den ene dag efter den anden. Efter 35 dages vandring havde vi det uheld at miste vort kort, og vi turde da ikke forsætte længere af angst for at løbe vild og måske komme tilbage til den egn, vi havde forladt. Vi nærmede os jernbanen og besluttede at løbe risikoen og løse billet . Det gik godt, og vi kørte så med toget til nærheden af Moskva.

I en stor bue gik vi uden om dette sovjets hovedsæde og kørte så med jernbane til den polske grænse. Ved nattetid sneg vi os enkeltvis over grænsen og kørte så videre til den tyske grænse. Her måtte vi atter snige os over, men en tysk grænsegendarm, som vi traf på, lagde os ingen hindringer i vejen, men hjalp os tværtimod på bedste måde.

Uden hindringer kom vi gennem Tyskland, tog i Flensborg afsked med vore kammerater og kom lykkelig og vel ind i Danmark. Desværre er begge mine forældre døde. Jeg kunne derfor godt tænke mig, så snart som muligt at tage tilbage til Rusland igen.

Er der stadig sønderjyder i Rusland?
– Traf de landsmænd derinde? Spørger vi.
– Der var dels i byen, dels i dens nærmeste omegn forskellige fanger, som talte dansk, men hvor de er fra hernede, ved jeg ikke.
– Rolig og sindig fortalte han os om den lange, eventyrlige rejse fra den fjerne fangelejr hjem til den hjemstavn, som han trods alt aldrig glemte, men stadig længtes tilbage til.

A. P. Møller