Senest opdateret 23. august 2019

Persondata
Født: 17/09-1891, Øbening, Egvad sogn.
Død: efter 1935
Uddannelse: Tømrerlære
Erhverv: Tømrer
Bopæl: Efter krigen Nørre Hostrup pr. Rødekro
Hustru (efter krigsafslutningen): Ja
Børn (efter krigsafslutningen): 1 søn, 2 døtre

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1912
Udtrådt:
Enhed: I.R. 140, komp. 7, Hohensalza (Inowrocław)
Rang:  –
Andet: –

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste 07/08-1914
Udtrådt: Taget til fange 07/10-1914. Til Marokko, siden til Aurillac.
Enhed(er):
Rang: –
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet:-

Efter krigen
Tømrer

Kilder
–

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936

Fotos
–

Uddrag af Aurillac-Bogen 1936:
Født d. 17. September 1891 i Øbening ved Hellevad, hvor Faderen var Landmand.

Som Ung lærte jeg Tømrerhaandværket og arbejdede ved det til 1912, da jeg blev indkaldt til Militærtjeneste i Hohensalza ved I. R. 7/140. Jeg var aktiv Soldat, da Krigen udbrød. Den sidste Fredag i Juli 14 fik jeg om Eftermiddagen Kl. 4 Ordre til at besætte en Post ved den russiske Grænse, hvortil jeg var uddannet. Dér var jeg til den 7. August, og saa gik Turen til Frankrig. Den 5. Oktober var jeg med til at storme Byen Les Loges, men vi fik den ikke; den 7. prøvede vi igen, men Byen kunde ikke tages. Ved dette sidste Angreb blev jeg taget til Fange.

Efter Tilfangetagelsen kom jeg først 5—6 Dage til Øen Belle Isle og senere til Bordeaux, hvorfra jeg kom med en Transport til Marokko. Jeg var i Casablanca, Rabat og Kinatra, hvor jeg arbejdede som Snedker; senere var jeg i Kremiset, hvor jeg lavede Vinduer og Døre til et Lazaret. I November 15 kom jeg til Aurillac.

Ankomsten til Depot Spécial blev en Genforeningsdag med danske Kammerater i Krigsfangenskab. Arbejdet hos Bønderne var ikke altid efter min Smag, jeg fik dog lært at slaa Græs og køre med Stude, men havde undertiden Held til at komme til at arbejde ved mit Haandværk. Jeg havde det særlig godt, da jeg var ved Høpresning i Brioude. Madame gav os en Gang imellem en 5 Francs, hvilket var meget opmuntrende. Der var Frihed paa Landet. Jeg har fejret Jul i Lejren og Jul paa Landet, og jeg maa sige, at det næsten blev den bedste hos den Familie, jeg var hos paa Landet, hvor man forøvrigt aldrig havde set et Juletræ.

Vaabenstilstandsdagen var jeg i Depotet. Vi fejrede Dagen med Taler og Sang; vi mindedes vore faldne Kammerater og vore Kære derhjemme. Da endelig Budskabet om, at nu skulde vi hjem, naaede ud til os paa Landet, gav Vagtmanden os Haand til Venskab og Farvel. Da vi i Dunkerque gik om Bord i det danske Skib, blev vi ledsaget af vore franske Vagtmænd, men uden Gevær. Jeg kom hjem over København, hvor vi fik en storartet Modtagelse. — Gensynet derhjemme med mine Forældre og Søskende blev en stor Glædesdag, dog var den blandet med Vemod ved Mindet om en Broder, der blev derude.

Efter Hjemkomsten tog jeg igen fat paa mit Haandværk. Tiden har været god, og den har været sløj, men det gaar dog. Jeg er gift og vi har tre Børn, en Dreng paa 15 Aar og to Piger, der er 14 og 12 Aar gamle.