Madsen, Hans (1889-1960)

Persondata
Født: 20/11-1889, Roost, Arrild sogn.
Død: 19/06-1960
Uddannelse: Landbrugsskole
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Efter krigen Rurup; Toftlund; Rødding
Hustru (efter krigsafslutningen): Gift i 1927.
Børn (efter krigsafslutningen): 1 datter

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1911
Udtrådt: 1913
Enhed: I.R. 14, Bromberg (Bydgoszcz)
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 04/08-1914
Udtrådt: Taget til fange 07/09-1914, på lazaret. Til Aurillac.
Enhed(er): I.R. 84, komp. 7
Rang:
Såret: I brystet af shrapnel 06/09-1914.
Udmærkelser:
Andet:
Nævner mange andre krigsfanger

Efter krigen
Gårdejer; journalist

Kilder

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936

Fotos
Ja, samt gruppebilleder

Uddrag af Aurillac-Bogen 1936:
Født d. 20. November 1889 i Roost, hvor Forældrene var Gaardmandsfolk.

Efter min Konfirmation arbejdede jeg ved Landbruget, dels hjemme, dels i forskellige Pladser. Jeg har besøgt Hejls Efterskole Vinteren 1903—04 og Delingsførerkursus paa Ryslinge Højskole Efteraaret 1909. Den følgende Vinter var jeg paa Ollerup Højskole og 1913— 14 Elev paa Høng Landbrugsskole. Jeg har ligget aktiv Soldat fra 1911— 13 ved I. R. 14 i Bromberg.

Den 4. August 1914 blev jeg indkaldt til Haderslev og rykkede ud den 8. August med I. R. 7/84 over Aachen til Belgien, hvor Indmarchen fandt Sted den 11 . August. Deltog derefter i Kampene ved Tirlemont den 18, August, ved Mons den 23. August og i Marneslaget den 6. September 1914. Under det tyske Angreb gennem Skoven ved Slottet Nogentel, lidt østfor Esternay, blev jeg saaret i Brystet af en Shrapnelkugle og kom til Div. Feltlazarettet, der stod nogle Kilometer bagved Fronten i den lille Landsby Aulnay. Da jeg arbejdede mig tilbage gennem Skoven, mødte jeg en Sanitetssoldat, der anlagde en foreløbig Forbinding. Ankommet til Lazaretpladsen blev der af en Stabslæge anlagt en ny og bedre Forbinding, men da Divisionslægen personlig ønskede at se alle de Saarede, blev jeg bragt hen i en Port i en lille Gaard, hvor der var indrettet Forbindingsplads, og hvor der arbejdedes under Højtryk. Her blev jeg saa forbundet for tredjegang. Det blev lavet meget omhyggeligt og i Betragtning af, at denne Forbinding kom til at sidde i en halv Snes Dage, maatte det siges at være vel gjort.

Under Franskmændenes Fremrykning den følgende Morgen, blev jeg sammen med flere i Bil transporteret nogle Kilometer længere tilbage, til Landsbyen Neuvy, hvor 20—30 Mand, alle Saarede, blev anbragt i Stuehuset til en lille Gaard. Her blev jeg taget til Fange ved Middagstid den 7. September. — Der var nogen Spænding blandt de Saarede, da Fangenskabet Time slog. Vi vidste, at Franskmændene var i Byen, ved andre Gaarde, hvor der ogsaa laa Saarede; hvorledes mon det vilde spænde af?

Vi kunde dog tage Situationen nogenlunde fattet, thi til stort Held var der en Underofficer fra Kiel iblandt, der talte Fransk. Han tilbød sig som Ordfører. Da kort efter to franske Kavallerister med statelige Kyrasserhjelme traadte ind i Køkkenet, hvor vi laa — Pistol i Haanden og Fingeren paa Aftrækkeren — stak vor Parlamentær, der sikkert har været en af de Svage ved Eksamen, som eneste Mand i at græde. Han fik absolut intet sagt. Dette viste sig forøvrigt ogsaa at være uden Betydning; Franskmændene sagde, hvad der skulde siges ved en saadan Lejlighed; vi var taget til Fange og skulde blive, hvor vi var.

Dér laa vi en Ugestid og blev taget flittigt i Øjesyn af franske Tropper, der paa Fremmarchen gjorde Holdt i Landsbyen. De trøstede os det bedste, de kunde; vi vilde komme til det dejlige Sydfankrig og skulde vandre under Palmer, som én sagde.

M.H. t. Sydfrankrig fik han Ret, men der blev Maade med Palmerne. Palmer og Krigsfanger staar formentlig heller ikke saa godt til hinanden.

Efter en Uges Ophold i Neuvy blev vi, et helt Jernbanetog af Saarede, transporteret fra Esternay til Mont de Marsan, ikke ret langt fra den spanske Grænse. Her laa jeg først i Byens Latinskole, der var omdannet til Hospital, og senere, da jeg var blevet rask, i Byens Arena, som tidligere havde været brugt til Tyrefægtninger. Dér blev jeg til henimod Jul og kom saa til den lille Ø Oléron paa den franske Atlanterhavskyst overfor Rochefort sur Mer. Opholdet her varede til omkring 1. Maj 1915, da en Snes Sønderjyder, der var i Lejren, ifølge telegrafisk Ordre fra Paris en skønne Dag blev sendt til Aurillac. Hvor var vi glade!

Der kunde fortælles mange Enkeltheder fra Krigen og Fangenskabet, om Vaabenstilstandsdagen og Hjemrejsen; lidt om vort Forhold til de franske Bønder, vi arbejdede hos, findes andetsteds i Bogen; mere maa vente til en anden Gang.

Jeg kom hjem over Odense Palmesøndag den 13. April 1919 og blev modtaget af min Fader — min Moder var død under Krigen. Det gik fra den ene Yderlighed til den anden i disse Dage. Efter Fangenskabets trange Aar, tør det nok siges, at Verden og Livet aabnede sig paa vid Gab for os. Da blev Prof. Verriers Ord opfyldt: Vi kom hjem med dansk Skib til Danmark, jublende glade — og saa lavede Odense By Fest for os i 2—3 Dage.

Fra Odense rejste jeg til København, hvor jeg en Maanedstid hjalp Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen, der samlede og videresendte Adresser paa sønderjyske Krigsfanger, for at disse kunde komme hjem hurtigst muligt. Paa Grund af Afstemningen kunde de nemlig komme hjem, inden den almindelige Hjemsendelse til Tyskland skulde finde Sted. Kort Tid efter Hjemkomsten til Sønderjylland deltog jeg i Festlighederne i Aarhus for det næste Krigsfangehold fra Aurillac og Feltham, der ankom dertil omkring i. Juni 1919. Dér traf jeg Resten af vore Kammerater fra Aurillac, som vi havde maattet lade blive tilbage i Dunkerque, idet »St. Thomas« ikke kunde medføre os alle i første Omgang.

Efter Hjemkomsten fortsatte jeg ved Landbruget og var hos min Fader, der Sommeren 1919 købte en Gaard i Rurup. Vinteren 1921—22 besøgte jeg Askov Højskole. Jeg vilde have haft Ejendom, men havde ikke rigtig Mod paa det i de usikre Tider. I 1924 gik jeg saa over til Journalistikken og blev Medarbejder ved »Modersmaalet&-»Dannevirke« i Haderslev, hvis Lokalredaktion i Toftlund jeg overtog og havde til 1930, da jeg overtog Bladets Lokalredaktion i Rødding, hvor jeg har været siden. Jeg blev gift i 1927; vi har en lille Pige paa 8 Aar.

I Maj 1934 var jeg sammen med min Hustru og nogle Venner paa en Udflugt til Frankrig til Afsløringen af et Monument for faldne Landsmænd paa den danske Soldaterkirkegaard i Braine. Blandt Deltagerne af gamle Kammerater fra Aurillac var Chr. Christensen, Lundsgaard, hvis Broder Andreas, der døde i Aurillac, nu ligger begravet i Braine; endvidere deltog Gartner Jens Lund, Vojens, Svend Anker Hanssen, Nørremølle, og N. C. Kloster, Haderslev, i Turen. Vi oplevede meget smukt og meget alvorligt paa denne Tur, hvor vi bl. a. var ved Verdun, paa Krigsskuepladsen for Marneslaget 6. September 1914 og i Chateau Thierry. Vi havde den særlige Glæde at besøge Professor Verrier og Hustru i deres Hjem i Paris. Desværre naaede vi ikke at komme til Auvergne og Aurillac, hvilket jeg gerne havde villet.

Jeg har nu — foruden Professor Verrier, som vi jo alle har Forbindelse med, kun Forbindelse med en enkelt Familie i Frankrig — Madame Delmas paa Bouyssou, hvor jeg som Krigsfange lavede Gymnastik med en lille Dreng og en lille Pige, der nu begge er store. Jeg skal ikke nægte, at det kunde være morsomt at se dem igen og ligeledes at hilse paa andre gamle Bekendte dernede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918