Senest opdateret 26. april 2022

Persondata
Født: 10/11-1891, Korntved, Tønder sogn.
Død:  1972
Uddannelse: Håndværkerlære
Erhverv: Håndværkssvend
Bopæl: Efter krigen Toftkro pr. Tønder
Hustru (efter krigsafslutningen): Gift 31/10-1920 med Karen Kjerstine Jensen født Petersen (enke efter broderen Martin Jürgen Jensen).
Børn (efter krigsafslutningen): 7 samt broderdatter af hustruens 1. ægteskab.

Andet: Bror til Hans Peter Jensen (1886-1978), Hans Lassen Jensen (1887-1974), Martin Jürgen Jensen (1889-1916) og Magnus Christian Jensen (1894-1915).

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1913
Udtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste august 1914
Enhed: Infanterie-Regiment  163, 5. kompagni.
Rang:  –
Andet: –

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste august 1914
Udtrådt: Taget til fange 18/09-1914. Til Aurillac.
Enhed(er): 9. reservearmekorps
Rang: –
Såret: Af maskingevær i begge lår. Invalid.
Udmærkelser: –
Andet: På lazaret gentagne gange.

Efter krigen
Bygmester, invalid.

Kilder
Kirkebog, Tønder, LAA.
Verlustlisten (dateret 29/09-1915).
Ribe Stiftstidende (dateret 02/10-1915) som værende i krigsfangenskab.
Midlertidige Ministerium Sønderjyske Anliggender Krigsfangekontoret – RA. Link til Anders Thomsen Jensens kort. (Eksternt link, juli 2016).

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936

Fotos
Ja, gruppebillede

Uddrag af Aurillac-Bogen, 1936:
Født d. 10. November 1891 i Korntved ved Tønder, hvor Forældrene var Arbejdsfolk. Efter en lykkelig Barndom, skriver A. Th. J. fra Statshospitalet i Sønderborg, hvor han f. T. ligger paa Grund af sin Krigsskade, kom jeg i Haandværkerlære fra 1907— 10 og arbejdede som Svend, til jeg i 1913 blev indkaldt til I. R. 5/163 i Neumünster. Straks efter Krigens Udbrud var jeg med ved Bevogtningen af Højbroen ved Rendsborg og kom derefter med Regimentet til Belgien med 9. Res. Armeekorps. Efter nogle Smaatræfninger paa Marchen gennem Belgien kom vi til Elincourt i Nordfrankrig.

Her blev jeg den 16. September 1914 saaret i begge Laar af en Maskingeværkugle. Jeg er blevet Krigsinvalid. Den 18. September blev jeg taget til Fange i Elincourt, hvor jeg laa i et Feltlazaret. Franskmændene tog hele Stadsen og gav os noget at leve af. Liggende paa Baare i en Lastbil førtes jeg til Compiégne og derfra til Le Mans (Sarthe), hvor jeg kom til at ligge i et Kloster. Jeg blev opereret den 2. Oktober af tre Studenter og senere i November og Marts 3 Gange af to dygtige franske Læger, som jeg hele mit Liv vil mindes med Taknemlighed. Her havde jeg den Glæde at træffe den første Sønderjyde, Jens Lassen, Nypøhl.

I Juli 1915 kom jeg til Aurillac. Det første Hovede (med stor Straahat paa), jeg saa dernede, var Chr. Haeg, Sdr. Sejerslev. Saa tog den Gamle (Serg. Boulanger) imod mig og anviste mig Plads. I Depot Special traf jeg min store Broder Peter, men han maatte snart ud at arbejde hos Bønderne, og jeg blev indlagt paa Hospital 32 (Byens Latinskole, der var indrettet som hospital temporaire). Senere laa jeg ogsaa paa Hospital 2. Der gik stadig Betændelse i mine Ben, og jeg maatte opereres 4 Gange her, sidste Gang i 1917. De to sidste Gange blev Operationen foretaget af en gammel Kirurg. Hvor maa jeg ikke være ham taknemlig og ligesaa hans Medhjælpere og mange af Røde Kors-Damerne, der var rare imod mig. Nogle af mine smukkeste Minder fra Frankrig har jeg fra mine Hospitalsophold. Navnlig husker jeg Maj 1916, da jeg var meget daarlig. Den rørende Omhu og Omsorg, der da blev vist mig, kan jeg aldrig glemme, og jeg ønsker ofte paa en eller anden Maade at kunne faa sagt Tak for al Venlighed fra den Gang.

Da Vaabenstilstandsdagen kom, var jeg netop i Færd med at vaske min Skjorte. Ude paa Gaden hørte jeg en Mand blæse Trompet og bagefter raabe: Vive la France, vive l’armée, vive l’armistice! Saa lod jeg Skjorte være Skjorte, og for de faa Skillinger, jeg havde, bestilte jeg to Flasker Vin i Danmarks Farver.

I Marts 1919 foregik Hjemrejsen med Skib til København, hvor Modtagelsen var helt ovenud. Det var nok en Maade at komme hjem paa! Kort efter kunde vi mødes hjemme i Sønderjylland med vore Kære, blandt hvilke vi savnede to Brødre, der blev derude.

Kort efter min Hjemkomst blev jeg gift. Vi har 7 Børn fra 8 til 16 Aar og desuden en Broderdatter paa 22 Aar, hvis Fader faldt. Efter Krigen har jeg arbejdet som Bygmester, men Aar efter Aar er det blevet mere vanskeligt for mig paa Grund af mine Saar, og nu det sidste Aar har jeg slet ikke arbejdet.

Ja, jeg vilde gerne engang til Frankrig igen, hvis jeg kunde træffe nogle af dem, der var gode mod mig paa Hospitalerne.