Senest ændret den 7. december 2022 21:49
Redaktør af denne hjemmeside, René Rasmussen, blev af Magasinet Grænsen bedt om at anmelde “Intet nyt fra Vestfronten.”
Anmeldelsen (der er en forkortet udgave af nedenstående) kan fra i dag, den 5. december 2022, ses i Magasinet Grænsen og på Magasinet Grænsens hjemmeside.
Nedenfor gengives en lidt længere version, der uddyber anmelderens fortolkning af filmen som “en alternativ dolkestødslegende” med franskmændene i skurkens rolle.
Anmeldelsen er skrevet få dage efter filmens premiere.
Nyt fra Vestfronten
Hvis der er én bog, der står som indbegrebet af Første Verdenskrig, så er det Erich Maria Remarques antikrigsroman “Intet nyt fra Vestfronten”, der udkom i 1929. Skønt bogen er fiktion, blev den internationalt anerkendt som en troværdig skildring af krigsoplevelsen hos den generation af unge mænd, der deltog.
Det kan god fiktion nemlig godt.
Bogen blev filmatiseret første gang i 1930 og igen i 1979, begge gange af amerikanske produktionsselskaber. Den nyeste, tredje filmatisering, er fra i år, denne gang i en tysk Netflix produktion.
Først en disclaimer (som det hedder på nudansk): For det første: Jeg er blevet bedt om at anmelde filmen med historikerbrillerne på. For det andet: Når man skal anmelde med historikerbrillerne på, så må der nødvendigvis være spoilere om filmens indhold.
Krigsfrivillig
Bogens (og filmens) hovedperson, Paul Bäumer, bor endnu hjemme hos sine forældre, da han sammen med hele sin gymnasieklasse, opildnet af lærerens patriotiske tirader, melder sig frivilligt.
I bogen sker det ret tidligt i krigen, mens det i filmen først sker i 1917. Og mens det endnu i 1914/15 var muligt at begejstre unge mænd, var det en hel del vanskeligere i 1917. Vi er nu på den anden side af hungervinteren i Tyskland 1916/1917 i et forår med strejker og protester.
Tidsforskydningen efterlader derfor et fejlagtigt indtryk af usvækket krigsbegejstring på hjemmefronten tre år inde i krigen.
Bogen følger Bäumer og en håndfuld af hans klassekammerater, først under militæruddannelsen hos den sadistiske underofficer Himmelstoss, og derefter ved fronten, hvor deres romantiske forestillinger om egne heltegerninger konfronteres med krigens grusomme realiteter.
I filmen er Himmelstoss og soldateruddannelsen helt skåret fra, muligvis for at formidle det indtryk, at de unge mænd sendes nærmest direkte fra skolebænken til fronten. Det virker følelsesmæssigt meget stærkt på beskueren, men er til gengæld historisk ukorrekt. Det eneste, der er tilbage af soldateruddannelsen, er en urimeligt karikeret overordnet, der i en komplet urealistisk scene ydmyger soldaterne (og navnlig Bäumer) i en lastbil og under marchen på vej til fronten.
Frontsoldat
Ved fronten tager den ældre, erfarne soldat, Stanislaus Katczynsky (kaldet “Kat) de unge soldater under sine vinger. Bogen og filmen skildrer det kammeratskab, der udvikler sig mellem soldaterne, og den forråelse, der sker, efterhånden som de bliver erfarne frontsoldater. Bäumer fremmedgøres fra det civile liv, og der opstår en så uovervindelig kløft mellem fronten og hjemstavnen, at Bäumer føler sig mere hjemme sammen med sine frontkammerater end hos sin egen familie.
Én for en dør Bäumers kammerater under forskellige omstændigheder, og til sidst falder han også selv. Det sker i bogen på en i øvrigt stille dag på Vestfronten henimod slutningen af krigen, hvor der ikke er noget særligt at melde. Netop dette er så vigtig en pointe, at det har givet bogen sin titel: “Intet nyt fra Vestfronten.”
Flot film
Mens de to tidligere filmatiseringer fulgte bogen ret nøje, frigør den nye version sig helt fra bogens forlæg. Bortset fra titlen, navnene på en håndfuld hovedpersoner og enkelte genkendelige scener, er der ikke meget tilbage af Remarques mesterværk.
Men filmen forsøger at videreformidle bogens væsentligste budskaber på sin egen måde. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med, og det ville heller ikke være problematisk, hvis blot det nye værk var godt. Men det er det desværre ikke.
Det skyldes ikke det rent filmtekniske. Det er en æstetisk flot film; kameraføringen er superb, skyttegravene fremstår meget troværdige (bortset fra den meget sparsomme pigtråd), og slagscenerne er brutale og blodige (bortset fra alt for få håndgranater). Man er aldrig i tvivl om filmens antikrigsbudskab. I det stykke er filmen for så vidt tro mod Remarque.
Alligevel overbeviser filmen ikke.
Det skyldes først og fremmest, at den overdriver Remarques antikrigspointer, så de flere steder kommer til at fremstå som klichéer eller endog som karikaturer.
Hvad forstår vi ved “autenticitet”?
Filmen har fået fremragende anmeldelser af filmkyndige anmeldere, mens nogle historikere har været mere forbeholdne.
Uenigheden skyldes formentlig, at filmfolk og historikere forstår noget helt forskelligt ved “autenticitet” og “historisk korrekthed”.
Filmfolk går meget højt op i kostumer, rekvisitter og kulisser. De kasserer gerne timers eller dages optagelser, hvis de opdager, at en medalje er placeret forkert på brystet af en officer.
Den slags er historikere som regel ret tolerante over for.
Men når filmskabere har sikret sig historisk korrekte kostumer, rekvisitter og kulisser, så er der dømt fri leg og kunstnerisk frihed inden for de således afstukne rammer. Det er endda tilladt at ændre på faktuelle historiske begivenheder, hvis blot det styrker filmens fortælling eller budskab.
Det sidste er historikere til gengæld sjældent tolerante over for. De mener som regel ikke, at det kan være lige meget, om en signifikant begivenhed sker i 1914, 1916 eller 1918 – eller om den overhovedet har fundet sted!
Der er flere eksempler på dette i filmen, men det værste er slutsekvensen.
Fiktivt slag
Det er en pointe i både bog og film, at millioner af mænd i Første Verdenskrig døde til ingen verdens nytte i meningsløse slag. Men selvom man skulle synes, at der var rigeligt med faktiske, meningsløse slag i Første Verdenskrig at tage af, så opfinder filmskaberne ikke desto mindre et fiktivt slag, i hvilket Bäumer falder.
Og hvad ville vel, set fra en filmskabers synspunkt, være mere meningsløst end at falde i et stormangreb, beordret af en vanvittig general, ganske få minutter inden våbenstilstanden træder i kraft den 11.11. 1918 kl. 11:00? Også selvom et sådant angreb aldrig fandt sted i virkeligheden?
Det er formentlig derfor, filmen afsluttes med en helt urealistisk episode: En tysk general, komplet med mensur-ar og delle i nakken, beordrer Bäumers infanteriregiment (og hvorfor kun et regiment, når han nu er general?) til et frontalt stormangreb mod de franske stillinger. Da en soldat protesterer, bliver han brutalt trukket ud af geleddet, stillet op ad en væg og skudt.
Den slags forekom ganske vist alt for mange gange i slutningen af 2. Verdenskrig. Men det forekom altså ikke i Første Verdenskrig, og slet ikke på den måde, og da slet ikke på det tidspunkt af krigen.
Den 11.11. 1918 var revolutionen i Tyskland fuldbyrdet, en ny regering tiltrådt og kejseren abdiceret. Hvis en general havde beordret et regiment til et selvmordsangreb den 11.11. 1918 om formiddagen, så ville det have været generalen, der var blevet stillet op af en væg og skudt!
Hvis der ligger en kunstnerisk mening bag scenen, må det være at foregribe den næste, endnu mere brutale Anden Verdenskrig. Generalens tirader mod socialdemokraterne, der beskyldes for at have givet den tyske hær et ”dolkestød i ryggen”, peger desuden fremad mod Adolf Hitler, der flittigt brugte denne ”dolkestødslegende” i sin propaganda på sin vej mod magten.
Bäumers regiment angriber uden artilleriforberedelse i tætte klynger tværs over ingenmandsland de franske stillinger.
Sådan angreb de frivillige tyske studenter ved Langemarck i oktober 1914. Men i 1918 var der ingen, der angreb på den måde.
Det urealistiske angreb og den karikerede general synes alene at skulle reproducere den slidte og historisk ukorrekte kliché, at generalerne i Første Verdenskrig intet lærte, men i alle krigens fire år sad på et chateau langt bag fronten og drak rødvin, mens de med åbne øjne sendte deres soldater i den visse død uden anden anledning end forsvar for den nationale ære.
Angrebet er nærmest en parafrase over den scene i “Ringenes Herre”, da den gale marsk af Gondor beordrer sin søn Faramir til et selvmordsangreb mod orkerne i Minas Tirith, i hvilket angriberne mejes ned, mens marsken fortærer et fad små, saftige tomater på en temmelig uhygiejnisk måde.
I ”Intet nyt fra Vestfronten” er tomaterne dog erstattet med rødvin, som generalen spytter ud på gulvet. Der var vel bundfald i.
Symbolikken er så tyk, at man kan skære den i skiver og sømme den op på væggen med papsøm. Den er næsten Bornedalsk – og dét er ikke ment som en kompliment!
Det franske dolkestød
At lade Bäumer falde på én af de mest betydningsfulde dage i Første Verdenskrig, nemlig den 11.11. 1918, går desuden stik imod symbolikken i både bogens og filmens titel: “Intet nyt fra Vestfronten.” For hvis der var én dag blandt de knap 1.500 dage, krigen varede, da der var “Nyt fra Vestfronten”, så var det den 11.11. 1918!
Det er da – undskyld metaforen – at skyde sig selv i foden.
Sideløbende med historien om Bäumer og hans kammerater krydsklippes til historien om forhandlingerne om våbenstilstanden.
Her optræder filmens anden protagonist: den demokratiske politiker Matthias Erzberger, der er en virkelig historisk person. Han optræder ikke i Remarques bog, men spiller en meget vigtig rolle i filmen.
Erzberger blev leder af den delegation, der førte forhandlinger med de allierede om den våbenstilstand, der trådte i kraft den 11.11. 1918. kl. 11. Han præsenteres for de ydmygende allierede våbenhvilebetingelser, appellerer forgæves om retfærdighed, men tvinges af både sin samvittighed og af de arrogante og ubøjelige franskmænd til at underskrive.
I de selvsamme minutter, som våbenhvilen træder i kraft, dør Bäumer. Han stikkes i ryggen af en fransk bajonet, der går lige durk igennem ham.
Hvis der skal være en dybere mening med filmens slutscener, så må det næsten være, at det er Frankrig, der dolker det unge, demokratiske Tyskland i ryggen ved sin uforsonlighed i 1918/1919?
Altså en alternativ version af dolkestødslegenden?
“Kats” meningsfulde død
En sådan tolkning understøttes af den måde, som Kat dør på i filmen.
I romanen såres Kat i knæet. Et alvorligt sår, men ikke dødeligt; et såkaldt ”Heimatschuss”, hvor den sårede som et minimum kunne forvente at skulle tilbringe mange måneder på et lazaret hjemme i Tyskland, langt fra fronten.
Bäumer bærer sin kammerat hele vejen til en forbindingsplads, hvor en sanitetssoldat lakonisk konstaterer: ”Det kunne du have sparet dig! Han er død!” Kat er nemlig undervejs blevet såret dødeligt at en lille granatsplint, som Bäumer ikke har opdaget.
Dette er en meningsløs død – typisk for Første Verdenskrig og helt i tråd med Remarques budskab.
I filmen dræbes Kat derimod af en psykopatisk fransk bondedreng. Bäumer og Kat har, sultne som de er, flere gange stjålet æg og gæs fra en fransk bonde, der hver gang har forbandet dem og skudt efter dem med sit jagtgevær.
(Det er af mange grunde i øvrigt fuldkommen urealistisk. Der blev nemlig gjort kort proces med civilister, der beskød soldater).
På Bäumers og Kats andet tyvetogt sniger bondens søn (der ligner ét-eller-andet fra en gyserfilm) sig efter dem og skyder Kat, da denne er allermest værgeløs: Netop som han har knappet bukserne efter vandladning.
Kat har gennem hele filmen være selve personificeringen af den helt almindelige tysker; den menige soldat, der blot prøver på at klare sig igennem krigens helvede så godt, som han nu kan. Hans og Bäumers tyveri fra den franske bonde skal vel i overført betydning symbolisere en (lille) del af den materielle og økonomiske skade, som den tyske hær påførte Frankrig ved sin tilstedeværelse og krigsførelse på fransk territorium i mere end fire år.
Når filmskaberne vælger at lade en hævntørstig fransk dreng henrette Kat med koldt blod for gåsetyveriet, så er det vel ikke forkert at tolke scenen som en kommentar til Frankrigs krav på krigsskadeserstatninger i Versaillesfreden, der tvang Tyskland økonomisk i knæ og ramte helt almindelige tyskere meget hårdt?
Stik imod Remarques morale præsenteres vi altså her for en mening med Kats død: Han dør som et offer for fransk hævntørst!
Dermed bliver det egentlige offer for filmens dolkestød – efter denne anmelders mening – faktisk Erich Maria Remarques litterære budskab.
Det ville have været meget let at understøtte de filmens antikrigspointer med virkelige begivenheder i Første Verdenskrig. Der er så rigeligt at tage af.
De frit opfundne scener, som tilmed er hentet fra den øverste skuffe med klichéer om Første Verdenskrig, fratager i denne anmelders øjne filmen den autenticitet, den ellers prøver at påberåbe sig.
Det er da ærgerligt.
Meget interessant anmeldelse, som giver et noget mere nuanceret indtryk af filmen. Især afslutningen syntes jeg var meget “film” og forstår nu, at den ikke er “efter bogen”, som jeg desværre ikke har fået læst endnu
Helt enig. Rene kritiserer filmen korrekt. Filmen mangler klart en forståelse af romanens grundideer. Der er ingen grund til at begå en film, der blot er en illustration af forlægget, men hvis den ødelægger grundideen , bliver filmen ligegyldig. Filmen har dog en kvalitet, nemlig starten/ forhistorien om Pouls uniform. Det er godt tænkt.
Mange tak til René Rasmussen for en meget oplysende anmeldelse.
Filmen er omtalt og anmeldt flere steder på nettet, men vist hidtil uden det historiske blik og perspektiv. (Med anmeldelsen på Historie-online.dk som en delvis undtagelse). Så det er godt, nu at få sat ord på de historisk ukorrekte fortællinger i filmen.
“Det er da ærgerligt”, som er Renés slutord.
Ærgerligt at andre ikke skriver om de urealistiske episoder.
Ærgerligt at filmen bidrager til historieforfalskning.
Vi lever i en tid med falske nyheder, og med – globalt set – påstande om historiske fortællinger uden hold i virkeligheden, brugt i forsøg på at legitimere og styre udviklingen. Bedst illustreret med Putins belæringer om Ruslands glorværdige fortid, i relation til 2. verdenskrig, Sovjetunionens storhed, og til Ukraine.
Abraham Lincoln tillægges en konstatering: “You can fool all the people some of the time and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time”.
(Siden https://abrahamlincolnassociation.org/you-can-fool-all-of-the-people-lincoln-never-said-that/ har et bud på oprindelsen).
Forhåbentlig er det rigtigt, at man ikke kan snyde alle altid.
Skolernes undervisning i historie burde lægge en ‘bund’ og kronologi, som det, man senere i livet får oplyst, kan placeres i.
Desværre er det sådan, i hvert fald her i landet, at historie undervisningen er mangelfuld eller helt fraværende, eller blot reduceret til temaprojekter uden sammenhæng.
I andre lande er situationen måske tilsvarende eller endnu værre. Demagoger kan måske for let få frit spil. (Den Danske Ordbog har en fin forklaring, om hvad en demagog / folkeforfører er: “politiker som ved hjælp af letkøbte, usaglige argumenter, tomme løfter og gode talegaver forstår at vinde den brede befolknings sympati og tilslutning”).
Film som ‘Im Westen nichts Neues’ / ‘All Quiet on the Western Front’ på Netflix åbner for, at underholdning og manipulation går forud for seriøsitet.
Et nyligt eksempel er filmen ‘Skyggen i mit øje’ om bombningen af Den Franske Skole. Her angriber et af flyene tilfældige mennesker på gaden: “.. nedskyder et civilt køretøj med bryllupsgæster i Jylland, hvilket ikke stemmer overens med virkeligheden.”
Det er rigtigt, at det forekom, at allierede fly på vej hjem fra missioner over Tyskland angreb tilfældige mål, og det forekom også i Danmark. Tog blev angrebet, og der var omkomne. Men en speciel opgave som bombningen af Shellhuset var noget andet, og de fly, som ikke umiddelbart gik tabt, havde store problemer med at komme tilbage til England. Der var ikke tid til svinkeærinder.
(Om luftangreb på passagertog: https://ubirex.dk/blog27 7. januar 1945: 28 dræbt, 50 såret. Iht. Fyens Stiftstidende 8. januar).
– – –
Af anmeldelser af filmen ‘Intet Nyt Fra Vestfronten’ kan nævnes:
https://www.historie-online.dk/nyheder-og-aktiviteter-2-2/intet-nyt-fra-vestfronten
“Hvorfor er det så svært at lave gode film om 1. Verdenskrig?” Af Kasper Nissen, Cand.mag.
https://graenseforeningen.dk/nyheder/ny-tysk-storfilm-faar-blaendende-anmeldelser
“Bogklassikeren ’Intet Nyt Fra Vestfronten’ fra 1928 er for første gang blevet filmfortolket på tysk. Filmen, der nu kan ses på Netflix, får stor ros fra anmelderne.”
(Fejl: Bogen er fra 1929).
https://vielskerstreaming.dk/anmeldelse-af-all-quiet-on-the-western-front/
Skrevet af Steffen Lomholt Pedersen. Det er en ret udførlig anmeldelse.
https://www.flixfilm.dk/anmeldelse-intet-nyt-fra-vestfronten/
Skrevet af Søren Meinertz. (Flixfilm er ikke associeret med Netflix).
“Det var i 1930, tolv år efter Første Verdenskrig sluttede og otte år før Anden Verdenskrig for alvor brød ud, at vi fik den første filmatisering af ‘Intet Nyt Fra Vestfronten’. Den var amerikansk produceret, og blev en bragende succes. Dvs. undtagen i Tyskland.
Remarques roman var nemlig langt fra en glorificering af den tyske indsats under den store krig, og som et resultat, angreb medlemmerne af Hitlers højrefacistiske Sturmabteilung (forgængeren til nazipartiet) den tyske premiere ved at smide stinkbomber og endda levende mus ind i salen, mens de tævede på biografgængerne og proklamerede filmen som værende en ”jødefilm”.”
(Denne tekst om modtagelsen af filmen fra 1930 stammer nok fra den engelske Wikipedia: Reception, Controversy and bannings: “However, controversy would attend the film’s subject matter elsewhere. Due to its anti-war and perceived anti-German messages, Adolf Hitler and the Nazi Party opposed the film. During and after its German premiere in Berlin on December 4, 1930, Nazi brownshirts under the command of Joseph Goebbels disrupted the viewings by setting off stink bombs, throwing sneezing powder in the air and releasing white mice in the theaters, eventually escalating to attacking audience members perceived to be Jewish and forcing projectors to shut down. They repeatedly yelled out “Judenfilm!” (“Jewish film!”) while doing this.
Goebbels wrote about one such disruption in his personal diary: ..”
“Between 1930 and 1941, this was one of many films to be banned in Victoria, Australia, on the ground of ‘pacifism’, by the Chief Censor Creswell O’Reilly. However, it was said to enjoy “a long and successful run” in other states, though the book was banned nationally. The film was also banned in Italy and Austria in 1931, with the prohibition officially raised only in the 1980s, and in France up to 1963.”)
https://soundvenue.com/film/2022/10/intet-nyt-fra-vestfronten-saving-private-ryan-har-moedt-sin-overmand-med-krigsfilm-paa-netflix-496394
Skrevet af Alexander Grevy.
“Lige siden Versailletraktaten i 1919 har læresætningen »vinderen skriver historien« hjemsøgt Tyskland (Preussen) som et dogmatisk, indsnævret grundlag for at se den tyske krigsscene som en ondsindet, fascistisk militærmagt i stil med Imperiet fra Star Wars.”
https://www.imdb.com/title/tt1016150/
442 User Reviews.
– – –
René Rasmussen benytter i sin anmeldelse ordet protagonist. Det måtte jeg slå op:
Den Danske Ordbog: 1. Hovedperson i et drama eller en anden litterær tekst.
2. Forkæmper for en sag.
Ordets oprindelse: Af græsk protos ‘første’ og agonistes ‘kampdeltager, en som anstrenger sig’.
eplik til redaktør Rasmussens anmeldelse af filmen “Intet nyt fra Vestfronten”.
Redaktør René Rasmussen (RR) har anmeldt den 4-dobbelte tyske Oscar-vinder “Im Westen nichts Neues” til websiden her. Han bryder sig ikke om filmen. Når han tager sine historikerbriller på, kan han konstatere, at den udelader scener fra Erich Maria Remarques antikrigsroman, filmen digter en ny slutscene og har heller ikke styr på kronologien i bogen. Den slags går bare ikke. Filmen er dog ifølge RR “æstetisk flot”. Kameraføringen er superb, og skyttegravene fremstår meget troværdige, om end der mangler pigtråd og håndgranater.
Autencitet, historisk korrekthed og film
Men, hvor er det så, det går galt for filmen? Det er ifølge RR, fordi “filmfolk” og historikere ser forskelligt på begreber som “autencitet” og “historisk korrekthed”. Filmfolk går meget højt op i kostumer, rekvisitter og kulisser, må vi forstå, og ifølge RR kasserer man gerne flere dages optagelser, fordi en medalje er placeret forkert på brystet. (Måske vi kan få et enkelt eksempel eller to herpå?). Den slags er de gode historikere som regel ret tolerante overfor. Hvad de derimod ikke bryder sig om er, hvis man ændrer på faktuelle historiske hændelser. Det kan man ikke, blot fordi det skal styrke fortællingens budskab.
Jeg har læst mange interviews med den tyske instruktør Edward Berger om filmen, og i ingen af dem kommer han eller intervieweren ind på problemstillingen om autencitet og historisk korrekthed. RRs vigtigste pointe. Det har selvfølgelig været et tema, da man indspillede filmen, men det kunstneriske valg med at lave en ny slutscene – det RR lidt overbærende kalder “fri leg” – er gjort med fuldt overlæg. Forhandlingerne mellem generaler og politikere i en fjernt placeret togvogn, der ikke fører til andet end endnu mere død og ødelæggelse, er blandt andet en understregning af klicheen om, at krig ikke sluttes på slagmarken, men ved forhandlingsbordet – også den i Ukraine. Og en påmindelse om, at politikere, generaler og menige soldater på slagmarken har forskelligt på spil. Grader af liv.
Film er kunst og ikke historieskrivning
Men, er det overhovedet rimeligt at anmelde et kunstnerisk produkt, som en film jo er, med historikerbriller. Selvfølgelig ikke! Der er faktisk tåbeligt, for det giver ikke mening. Filmen skal anmeldes på dens egne præmisser. Det har jo aldrig været meningen af lave en filmatisering af den berømte bog, så hvorfor i al verden så holde filmen op mod den?
Filmproduktion er en yderst kostbar affære, som bliver til i et meget kompliceret arbejdsfællesskab – se blot filmens alenlange creditliste – hvor producenten, instruktøren, manuskriptforfatteren, fotografen, lyddesigneren, komponisten, skuespillerne og mange, mange flere spiller væsentlige roller. Oven i alt det planlagte kommer så de tilfældigheder, som også spiller en afgørende rolle for filmproduktion. I dette tilfælde bl.a. Covid 19 og de klimatiske betingelser i form af et regnfuldt forår i Tjekkiet. I alt 54 optagedage. Og så skal en film selvfølgelig helst kunne sælges og ses af så mange som muligt. Selv antikrigsfilm er underholdning. Filmproduktion er også forretning mere i USA/Hollywood end i europæisk film, hvor man også kan være dygtig og få offentlige midler tilført produktionen.
Berger er også medforfatter på historien. Han har selvfølgelig læst “Im Westen nichts Neues”, så når han udelader ting fra bogen – for eksempel de unge tyske mænds militære opdragelse – så gør han det bevidst. Når han koncentrerer filmens historie om de sidste 5 dage før våbenstilstanden og oveni købet indforskriver en virkelig tysk socialdemokratisk politiker, som end ikke nævnes i bogen, så stiller RR sig skeptisk – jf. kommentaren, “hvis der ligger en kunstnerisk mening bag scenen”! Ja, men selvfølgelig gør der det! Oscar-vindere er sjældent idioter!
Bergers film er det første tyske bud på en filmatisering af “Im Westen nichts Neues”, og han og Netflixs tyske afdeling har villet lave en film, som kunne fremstille krigens gru, så denne kunne forstås af et internationalt publikum. Og vel og mærke ikke på en amerikansk måde. I amerikanske krigsfilm er der altid helte og skurke og kendte skuespillere, der skal løse en konkret situation, men i Bergers film er der anonyme skuespillere – i hvert kun kendte af få – uden heltestatus, og som alle ender med at miste livet. Den eneste kendte er faktisk Daniel Brühl, kendt fra “Goodbye Lenin” og “Inglorious Bastards”, som spiller den tyske politiker. Det er da nogle interessante kunstneriske valg. Og et tredje valg er filmens postulat om, at nok er krig en kollektiv beslutning, men den rummer også individuelle valg. Tydeligst vist i scenen, hvor hovedkarakteren forsøger at slå en fransk soldat ihjel ved at kvæle denne med jord i hans mund, så fortryder han, men uden held, og franskmanden dør. Den tyske soldat lover at opsøge hans kone og børn, men det bliver så heller ikke. Krigen er nådesløs. Scenen findes i bogen, men var ikke med i Bergers manuskript. Det kom den, da hans 17-årige datter insisterede herpå.
RR som Fortolker Holger
Når RR er mest skævt på den i sin anmeldelse, er det, når han tager sine Fortolker Holger-briller på, og altså ikke længere er den bebrillede historiker. For eksempel hans påpegning af filmens manglende fortælling om de unge soldaters militære uddannelse. Det bliver så til, at publikum skal manipuleres til at tro, at soldaterne kom til vestfronten uden militær træning. Tyskland sendte altså bevidst soldaterne til “Kødhakkeren”. En anden forklaring på filmens valg kunne være, at der er grænser for, hvor spændende militær træning er på film – medmindre den gøres til et tema som i Kubricks “Full Metal Jacket.”
En anden helt vild overfortolkning er RRs postulat om filmens alternative Dolkestødslegende! Hovedpersonen Bäumer stjæler sammen med en anden soldat en gås fra en fransk bonde, som skal – ganske vist i overført betydning – “symbolisere en (lille) del af den materielle og økonomiske skade, som den tyske hær påførte Frankrig …”. Og den franske generals uforsonlige holdning og afvisning af ønsket om retfærdighed i togvognen, er så ydermere med til at vanskeliggøre det unge tyske demokratis fødsel. Fransk Dolkestød! Det forekommer næppe sandsynligt, at manuskriptforfatterne har tænkt, at vi også lige skal præsentere publikum for en helt ny konspirationsteori!
I den af RR så udskældte slutscene, hvor hovedkarakteren Bäumer et kvarter før lukketid – kl. 10.45 11.11.18 – sendes i krig endnu engang, tolker han, at scenen nærmest er en parafrase over en scene i “Ringenes Herre”. Den association kan man godt få, selv tænkte jeg, at scenen er en parallel til den afsluttende scene i Stanley Kubricks “Ærens vej”, hvor det til gengæld er den franske general Dax, der sender sine soldater til den tyske “Slagtebænk” i 1916. Film refererer ofte til andre film, såkaldt intertekstualitet, og der findes faktisk en række parallelscener i de 3 film, som er identiske helt ned til kameraets enkelte indstillinger.
Intet nyt fra Vestfronten som film
RR vedkender, at fiktion som Erich Maria Remarques bog godt kan være troværdig og fortælle om livet som tysk soldat under Verdenskrigen. Jeg tror også, at RR vil mene, at det kan film også – bare ikke denne sidste version af filmen. Og nok slet ikke de to første amerikanske? Er manglende pigtråd og for få håndgranater så alvorlige, at vi misser filmens budskab. Jeg synes det ikke. Og hvis man ser den indledende scene, som var vildt kompliceret at optage (tog 3 dage bare at øve), så vil man forstå, hvorfor der ikke var så meget pigtråd. Ifølge Berger var budgettet for filmen ca. 20 mio. dollars, det er ikke mange penge til så stor en film. Men det har også været en god økonomisk investering.
Den er allerede på listen over verdens bedste krigsfilm i klasse med Steven Spielbergs “Saving Private Ryan” – based on a true story. Det er da godt gået, og de fleste publikummer lever nok med de kunstneriske, men ind i mellem ukorrekte historiske valg. Så tag historikerbrillen af og se og oplev filmen, som den er tænkt. Den vandt trods alt BAFTA-priserne for bedste film og instruktion (og 5 andre priser), og 4 Oscars for bedste internationale film, bedste scenografi, bedste musik og bedste fotografering. Og hvis mange så ser filmen og får lyst til at læse bogen, så er filmen “Intet nyt fra Vestfronten” trods alt godt nyt.
Ole Østergaard
Kære Ole Østergaard
Tak for din replik til min anmeldelse. Det er en interessant, principiel diskussion, der dukker op næsten hver gang en ny historisk spillefilm har premiere.
Lad mig svare på nogle af dine indvendinger: Du spørger, om det overhovedet er rimeligt at anmelde et kunstnerisk produkt som en spillefilm med de faglige historikerbriller på – og svarer straks selv: ”Selvfølgelig ikke!” Du tilføjer endda, at det ligefrem er ”tåbeligt og meningsløst”, fordi det aldrig har været meningen at ”lave en filmatisering af den berømte bog.”
Der er to forhold i denne indvending. Lad os tage den sidste først: Hvis det ikke er meningen at lave en filmatisering af bogen, så er det ikke særligt gennemtænkt at give filmen samme titel som bogen og markedsføre den massivt som den første tyske filmatisering af bogen, efter de to amerikanske fra hhv. 1930 og 1979.
Det tror jeg i grunden også, vi er enige om, når det kommer til stykket. Du skriver i hvert fald selv lidt længere nede: ”Bergers film er det første tyske bud på en filmatisering af ’Im Westen nichts Neues’.” Jeg kan ikke læse den sætning anderledes, end at du også selv opfatter Bergers film som en filmatisering af romanen?
Og hvad skulle filmen vel ellers være? Hvis den ikke var, så ville den jo nok have heddet noget andet.
Og naturligvis skal den nye film holdes op imod både bogen og de to tidligere filmatiseringer. Alt andet ville være et radikalt brud med alle anmeldertraditioner.
Hermed er det første forhold også allerede berørt: Jeg mener nemlig stik modsat, at det er meget rimeligt at anmelde et kunstnerisk produkt som en historisk spillefilm med de historiefaglige briller på. Det skal naturligvis ske på spillefilmens præmisser: nemlig at der er tale om fiktion og ikke en dokumentarfilm. Det mener jeg bestemt også, jeg har gjort.
Men der er flere grunde til at anmelde en historisk film med historikerbrillerne på. Lad mig nøjes med at nævne to:
For det første insisterer mange historiske spillefilm ofte selv på at være ”autentiske” og markedsfører sig som ”baseret på virkelige hændelser” eller lignende. Det regnes for et succeskriterium for en skaber af en historisk spillefilm, hvis man kan ramme den fortidige virkelighed så præcist som muligt. Det spørgsmål uddyber jeg nærmere nedenfor.
For det andet bruges historiske spillefilm i historieundervisningen i både folkeskolen og gymnasiet. Ikke sjældent er det folkeopdragende eller undervisningsegnede element ligefrem et argument for at modtage offentlig filmstøtte. Mest kendt er vel Ole Bornedals ”1864”, der fik 100 millioner skattekroner med den begrundelse, at serien skulle bibringe danske tv-seere et indblik i en væsentlig periode i Danmarkshistorien. Serien var – som man sikkert vil huske – genstand for en massiv historiefaglig kritik. Den særligt interesserede kan læse mere om denne sag her: https://tidsskrift.dk/soenderjydskeaarboeger/article/view/113019
Undersøgelser har vist, at historiske spillefilm er den væsentligste kilde til almindelige seeres kendskab til historiske begivenheder. Det betyder, at filmskabere har meget stor indflydelse. Med stor indflydelse følger også et stort ansvar. Når det ser sagt, så skal det tilføjes, at der naturligvis er forskel på film. ”Inglorious Basterds”, ”Indiana Jones” og tilsvarende film foregår ganske vist i fortiden og læner sig op ad virkelige begivenheder, men de lægger ikke skjul på, at der er tale om underholdning og fri fantasi.
Anderledes med film som ”1864”, ”Saving Private Ryan” – og ”Intet nyt fra Vestfronten”, der påberåber sig autenticitet.
Jeg ved, at filmskabere gør sig store anstrengelser for at finde de rigtige locations og skaffe de rigtige kostumer og rekvisitter. Castere finder skuespillere, der ligner de historiske personligheder, og de sminkes og maskeres ofte, så de ligner mest muligt. Der er ofte knyttet historikere eller særligt historisk fagkyndige som rådgivere, og der er ansat scriptere, folk i art- og costume-department etc., hvis eneste opgave er at holde øje med potentielle ”fejl” fra scene til scene. Det kan f.eks. være en skuespiller, der har glemt at tage sit moderne armbåndsur af, eller der kan være moderne vinduer i en bygning, der skal retoucheres bort digitalt i post produktionen.
Det er en kilde til stolthed hos filmskabere, hvis filmen opfattes som historisk troværdig. Og det er en kilde til ærgrelse, hvis en nidkær og pedantisk seer alligevel skulle finde én eller anden ”fejl”, selvom den er nok så lille.
Når man hænger sig så meget i den slags, forekommer det for en historiker som mig paradoksalt at se, hvor nonchalant de samme mennesker ofte omgår faktiske historiske hændelsesforløb.
Og her kommer vi så til en tredje indvending. Filmens instruktør, Berger, har foretaget en række meget gennemgribende ændringer i forhold til bogen, og han har forfattet og tilføjet en række scener, der fundamentalt ændrer på bogens budskab. Og ikke nok med det: De strider også mod faktuelle historiske kendsgerninger. Jeg er sandelig ikke i tvivl om, at han har haft en kunstnerisk hensigt med det. Problemet er, at det efter min mening ødelægger både Remarques budskab og gør vold på det faktiske historiske hændelsesforløb. Det er hel to ting på én gang, og det er efter min mening frygteligt ærgerligt.
Jeg har i min anmeldelse givet mit bud på, hvad den kunstneriske mening i grunden kan være, når Berger lader en fransk bondedreng skyde den værgeløse ”Kat” ned med koldt blod (i bogen dør han på en helt anden måde), når Berger lægger så stor vægt på de uforsonlige franske forhandlere i Compiègne, når han lader en vanvittig tysk general beordre stormangreb få minutter i våbenstilstand og når han lader vores hovedperson Bäumer stikke ned bagfra af en fransk bajonet (også fundamentalt anderledes end bogen).
Her har jeg faktisk skubbet historikerbrillen op i panden og betragtet filmen som almindelig seer. Det er “helt skævt”, synes du. Men jeg synes stadig, at min fortolkning giver rigtig god mening.
Du har ikke selv givet noget sammenhængende bud på, hvad meningen med de tilføjede scener ellers er? Det ville interessere mig meget at høre, hvordan du mener, de skal fortolkes?
Om togvognsscenen skriver du jo ganske vist, at scenen viser, at ”forhandlingerne mellem generaler og politikere i en fjernt placeret togvogn ikke fører til andet end endnu mere død og ødelæggelse”.
Men det er en cirkelslutning. Forhandlingerne fører jo i filmen alene til ”endnu mere død og ødelæggelse”, fordi Berger tager sig endnu en kunstnerisk frihed ved at indsætte en frit opfundet scene med et tysk stormangreb på de franske stillinger den 11.11. om formiddagen. I virkelighedens verden fandt et sådant angreb slet ikke sted og i virkelighedens verden førte forhandlingerne i togvognen jo rent faktisk til våbenstilstand og fred.
Mvh
René
Tak for svar. Du skriver, at hvis det ikke er meningen at lave en filmatisering af bogen, hvorfor så give den titlen på Remarques bog, det virker ikke særlig gennemtænkt, mener du. Jeg tror, at du med al respekt går fejl af filmindustrien. Der er ikke noget, der ikke er gennemtænkt i en filmproduktion af det format, som vi her kan se på Netflixs (store) lærred. Slet ikke en filmtitel. Men, hvorfor skulle man dog forsøge at lave en filmatisering af en snart 100 år gammel bog 1:1? Og bare fordi man bruger en kendt og berømt titel, har man da ikke lovet publikum, at nu får det “Intet nyt fra Vestfronten” – bare på film! Forskellige kunstarter kan forskelligt – litteraturen appellerer til egne tanker og forestillingsverden: hvordan var livet i en skyttegrav under første verdenskrig? På filmlærredet eller skærmen viser man, hvordan det kunne være. Derfor investerer man 140 mio kr. I en ny ikke-amerikansk måde at fortælle om første verdenskrig og krig i almindelighed på.
Dine principielle betragtninger om dels at lave film “baseret på virkelige hændelser” – sådan er “Intet nyt fra Vestfronten” mig bekendt ikke markedsført – dels at filminstruktører har et specielt historisk ansvar, kan du selvfølgelig godt mene, men de er ikke så relevante her. For Netflix er jo et særdeles kommercielt foretagende og har ikke tænkt filmen som undervisningsmateriale til en historietime i folkeskolen eller på gymnasiet, selv om den absolut kan anvendes. Netflix føler formodentlig ikke, at det har noget moralsk ansvar for historieundervisningen hverken i USA, Tyskland eller Danmark for den sags skyld.
Du hævder også, at når det drejer sig om filmproduktion forsøger man at finde skuespillere, der ligner de faktiske, historiske personer i virkeligheden og autentiske locations m.v., men det gælder heller ikke denne film. I parentes bemærket bryder du dig jo ikke om Ole Bornedals tv-serie “1864” – men der var trods alt over 1 mio. danskere, der så den og levede med historiske ukorrektheder m.v. De meget voldsomme krigsscener i afsnit 7 i stil med Saving Private Ryans er ikke filmet på Dybbøl banke 18. april, men på en nedlagt russisk militærflyveplads øst for Prag – om sommeren! Her var der andet, der var vigtigere, end en autentisk location, og sådan er det i rigtig mange historiske film.
Så alt i alt kan man nok konkludere, at filminstruktører ikke har autenticiteten eller det historisk korrekte som vigtigste prioritet. For lidt pigtråd i skyttegravene holder ikke en filminstruktør vågen om natten!
Og nogle historikere har åbenbart også ondt ved, at filmens budskab bliver et andet end i dette tilfælde bogens. Men hvorfor egentlig? Netflix og tyske filminstruktør Berger har aldrig haft til hensigt at lave denne 1:1-filmatisering af bogen, så hvad er problemet med et andet budskab? Et oplyst biografpublikum går ikke i biografen for at se en filmatisering af en næsten 100 år gammel (fiktiv) bog, som de færreste har hørt om endsige læst. Det ved da godt bl.a. fra mediernes filmanmeldelser, at de får noget andet. Er det netop ikke det interessante for publikum og historieundervisningen for eksempel?
Slutningen i filmen er anderledes end i bogen. Kats (nye) død, de uforsonlige franske forhandlere i skoven, den frit opfundne, vanvittige tyske general og Baümers (nye) død – for mig er de alle brikker til anskueliggørelse af en krigs vanvid. Verdenskrigene og nu Ruslands krig mod Ukraine for eksempel. Og ja, sådan var det ikke i Remarques berømte bog med samme titel som filmen, men det får ikke mig til at løfte en historisk pegefinger og sige: Dur ikke! Den spiller en langt større rolle for forståelsen af første verdenskrigs vanvid hos nutidens filmpublikum, ja, for forståelsen af begrebet krig, end en 100 år gammel opdigtet bog om samme. Den når simpelthen et meget større publikum. Og så kan mere eller mindre nørdede historikere påpege, at sådan var det ikke i bogen eller i den historiske virkelighed. Det minder mig om dengang Dansk Ornitologisk Forening i en kommentar til Lars von Triers Amerika-trilogi gjorde opmærksom på, at de fuglestemmer, man hørte i de tre film, var danske og fandtes ikke i Amerika. Pip!
Et sidste pip:
Måske beror vores uenighed i vurderingen af Netflix tyske filmatisering med titlen “Intet nyt fra vestfronten” på, at du på grund af titlen og som historiker så forventer en 1:1-filmatisering af Remarques bog. Og det er den jo ikke og har aldrig været tænkt sådan, så hvorfor anmelde filmen med en rød historiker kuglepen bag øret? For mig er det indlysende, at filmproduktion er forretning, fortolkning og underholdning – gerne tankevækkende. Hensigten er ikke at tilfredsstille nørdede historikere. Du er fortørnet over, at filmen ikke er korrekt og autentisk i alle scener og ikke mindst tillader en anden slutning end i bogen. Dermed svigter Netflix og instruktøren sit historiske og måske moralske ansvar. Jeg deler ikke dette synspunkt, for sådan er filmproduktion ikke. Og Netflix har som skrevet ikke villet lave Remarques bog “Intet nyt fra Vestfronten” – bare på film! I øvrigt er der ikke noget “bare”, når man laver film. Der er gået 100 år, og selv historikere må indrømme, at man ser på fortiden med nutidens briller, og forstå, at film er ikke litteratur. Det er selvfølgelig en kunst at lave gode film og skrive gode bøger. Som “Intet nyt fra vestfronten”.