Ny roman om 100 års historie i Sønderjylland udkommer til januar 2019

Forlaget skriver:

Anna Elisabeth Jessen romandebuterer med Om hundrede år, en familie- og danmarkshistorie fortalt fra skiftende perspektiver, i hundrede korte nedslag fra 1914-2014. Et tidsbillede med grumme skæbner og det usagtes evne til både at forme og forpurre livet for en familie.

Om hundrede år begynder i 1914, da Første Verdenskrig bryder ud. Soldaten Hans, der som dansk sønderjyde må kæmpe på tysk side, vender aldrig hjem til slægtsgården. I stedet overtager hans svoger Marius og søster Helene gården. Sammen får de fem børn, hvis liv bliver voldsomt præget af både hverdagen med deres døve far, men også af de spor som den altoverskyggende krig trækker helt frem til 2014.

Sideløbende med udgivelsen udkommer en podcast-serie i 100 korte episoder i samarbejde med DR.

Bogen er på 320 sider og koster 299,- kr (vejl)

Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) er bachelor i dansk fra Københavns Universitet, journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og manuskriptuddannet fra Den Danske Filmskole. Har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og har vundet flere internationale priser for radiomontagerne Hvorfor ringede hun ikke igen?, Efter festen og Doktor Tramsens rapport. I 2008 udkom hendes bog Kraniet fra Katyn på baggrund af radiomontagen og dokumentarfilmen af samme navn. Om hundrede år er hendes første roman.
Anna Elisabeth arbejder i København, men bor på sine oldeforældres gård uden for Haderslev i Sønderjylland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *