Det tunge budskab. Brevveksling i en sønderjysk familie under Første Verdenskrig.

227 sider, indbundet og illustreret. Udgivet af Mariane Blume Aarhus, 2016, på eget forlag. 120,- kr.

Familien Hansen Smidt fra Spandet og Arnum i det nordvestlige Sønderjylland er et uhyre interessant bekendtskab.

Søren Hansen Smidt blev indkaldt til Første Verdenskrig i august 1914, han blev tildelt Infanteriregiment 75 (IR75) og faldt ved Hartmannsweilerkopf i Alsace i april 1915.

Et kort tidsrum – men den velskrivende og belæste Søren Hansen Smidts brevveksling med sin lige så tænksomme og dannede landmandsslægt på Spandetgård og andetsteds er spændende læsning og giver et godt indblik i tanker og rørelser i den sønderjyske befolkning.

Familien var tilknyttet frimenigheden i Skærbæk, holdt Højskolebladet og var i det hele taget en vakt familie, både nationalt, åndeligt og kristeligt.

En søster var bosat i nede i Tyskland, hvor hun uddannede sig til gartner – det giver et interessant perspektiv på Tyskland og det tyske.

En anden søn var indkaldt til Landsturm-Infanterie-Regiment 76 og lå på Østfronten, men overlevede. Også hans breve er trykt, men her er desværre ikke bevaret så mange.

Bogen kostet 120,- kr og kan købes hos:

Villads Blume Schmidt
Bakkevænget 4, Rebæk
6000 Kolding
villadsblume@gmail.dk

Og lidt mere om bogen:

Søren Hansen Smidts breve er tænksomme og meget velskrevne,

Her et eksempel fra november 1914:

”At drage i krig vil vel altid være svært, når folk ellers tænker alvorligt over, hvad de går ind til; men det værste er dog, når man ikke har længsler, håb og ønsker til fælles med det folk, som man skal kæmpe for og blandt. Ja, det er en tung, trist lod, der er bleven os danske sønderjyder til del, men der gives intet udenom.”

Det er den klassiske holdning – men den er iblandet en vis spænding, for senere samme måned skriver han:

”Ja, kommer jeg godt fra det, vil jeg få meget at se, opleve meget på denne rejse. Hvor er vi mennesker underlige, for hvor gerne jeg ville have været fritaget for at være med her, givet meget for at slippe, så drages man alligevel deraf. Det er vel trangen til oplevelse, til at se det store grufulde på nært hold, der gør sig gældende; men jeg skal snart blive kureret.”

Selvom man ikke følte sig tysk, så er familiens syn på tyskerne meget nuanceret. Storebror Hans, der senere overtog gården i Arnum, da Søren var faldet, har f.eks. følgende betragtninger om tyskerne:

”Angående mig selv, og jeg tror dog, der er mange, der har det sådan, så står jeg så mærkelig dobbelt i denne tid, jeg kunne finde på at kalde det neutralt. Vel har tyskerne hundset og hånet os danske i Nordslesvig så tit og kan ikke lade være med at gøre det endnu, og jeg ville med største glæde se Hahn (Amtsdommer Hahn, Nordborg – formand for Den tyske Forening og meget anti-dansk, RR) og Straherz (Det må være en fejllæsning for Strackerjahn, der var redaktør af det stærkt anti-danske Schleswigsche Grenzpost, RR) og mange flere komme nedenunder engang, men alligevel kan jeg ikke ønske, at Tyskland, det tyske folk, de tyske bønder, som jeg lærte at kende som soldat i Hannover, den tyske arbejder, som jeg lærte at kende i Kiel, det rige land ved Rhinen, nej ikke kan jeg ønske det den samme skæbne som Belgien og Frankrig. Ej heller kan jeg ønske ondt over de tyske soldater i fronten, bortset fra vore egne, som står der, kan jeg ikke andet end føle, at de andre, som står der, den menige tyske soldat, han står mig nærmere end både franskmænd og russere. Er det at være tysk, ja, så må de kalde mig det, så længe de vil.”

Hvordan vil det mon gå Nordslesvig i tilfælde af tysk sejr eller nederlag? Også det funderer Hans over:

”Ja Tinne, jeg kan ikke lade være andet, end at jeg håber på gode tider for vort lille kære land; men jeg forstår det næsten alligevel ikke, for går tyskerne sejrrig ud af kampen, da skal du se, hvordan de vil klare sig og hovere; man mærker det straks, man kommer til Arnum. Der er ligegodt noget storhedsiver over dem, man mærker det knap så meget nu, da de er lidt i knibe, men kommer der engang efterretning om en stor sejr fra Vestfronten, ja så skal I se, så slår det ud i lys lue igen.

Så jeg ved ikke, hvad der er bedst at ønske; men man har lov at håbe, at de bedste elementer i det tyske folk må komme ovenpå, og at det efter al den nød, sorg og elendighed må skabes noget godt, må stå et ungt frit Tyskland frem, som og må se, at det har noget at gøre godt, som fædrene har gjort ilde.”

Brevet er fra oktober 1914.

Det er troen på Gud, der holder Søren Hansen Smidt oppe i skyttegravene på Vestfronten. Brevvekslingen er rig på detaljer om livet ved og bag fronten – og om familien derhjemme, der prøver at få bedriften til at hænge sammen med et stadigt faldende folketal.

En meget interessant detalje er meddelelsen om Søren Hansen Smidts død. Kompagniføreren skriver et brev, hvor han meddeler familien det sørgelige budskab, men trøster med, at han døde øjeblikkeligt af en kugle gennem hovedet og at hans krop hurtigt blev bjerget og at han blev begravet, omgivet af sørgende og kærlige kammerater. Den slags breve blev der sendt tusindvis af hjem til familierne – og i familiens indbyrdes brevveksling efterfølgende fremgår det klart, at den hurtige død trods alt er dem en trøst.

Men … kammeraterne kan give en anden version! Kammeraten Søren Finnemann, der har beretningen fra Sørens bedste kammerat Ulrich, kan berette, at Søren Hansen Smidt blev såret under storm på en fransk stilling og at han lå i mange, mange timer i live i ingenmandsland, før han kunne bjerges. Hans kammerater hørte ham flere gange, indtil han endelig – efter næsten tolv timer – blev tavs. Da saniteterne endelige hentede ham, var han død.

Hele situationen omkring hans død er genstand for flere breve – og derfor er det meget ærgerligt, at bogen ikke aftrykker Ulrichs tre fyldige breve om begivenhederne – muligvis fordi de er skrevet på tysk.

Spørgsmålet om desertering vendes også flere gange velovervejet og tankevækkende. Her er det kammeraten Søren Finnemann i september 1915:

“Gud ved hvor længe denne skrækkelige tid varer endnu. Udsigten kan man vel næppe tale om, for jo mere tyskerne går fremad, jo mindre tilbøjelige vil de andre vel være til at slutte fred, da det jo dog alligevel lykkes Centralmagterne at diktere de andre freden.

Hvem der tror det, og dem er der såmænd mange af i Tyskland, er blottet for indsigt i forholdene. England, som tyskerne så gerne det tiltror, vil det aldrig lykkes dem at få bugt med, og det var vist heller ikke heldigt.

Hvorfor skal et land herske over et andet? – Interessant er det at høre meningerne hjemme.

Mange tror, at Nordslesvig efter denne krig vil komme tilbage til Danmark, og på den konto er sikkert mange stukket over grænsen.

Bare ikke de bliver skuffede, det vil være forfærdeligt for dem ikke at kunne vende tilbage til hjemmet. Dersom der er nogen, der elsker deres hjemstavn, så er det sikkert nordslesvigerne. Hårdt er det at slås imod sin overbevisning, men værre, synes jeg, ville det være aldrig mere at måtte se hjemmet. Der er jo, når man tænker sig om, ikke spor af sandsynlighed for, at Nordslesvig kommer tilbage, og selv om tyskerne tabte, hvad garanti har man så for, at dette vil ske.

Det eneste var jo, om Danmark også var indviklet i krigen, og det ville sikkert være en stor ulykke for dette. – Skal krigen vare længe endnu, så vil det nok være tyskerne, der bliver de underlegne. Aldrig før har de haft så gode kort på hånden til at slutte fred som nu, og de gør sig sikkert anstrengelser for at opnå dette, men vil englænderne? Det er spørgsmålet. Gud give denne elendighed snart havde ende.”

Der er godbidder som denne mange steder i bogen, som hermed varmt anbefales.

René Rasmussen