Kirkegårde, tyske militærkirkegårde

Tyske militærkirkegårde

Ved Jørgen Flintholm

Tyskland tabte krigen, og dette har haft stor indflydelse på placeringen og indretningen af de tyske militærkirkegårde, som i første omgang blev bestemt af myndighederne i de berørte lande. Da den første verdenskrig sluttede, var der i Belgien et meget stort antal tyske militærkirkegårde, anlagt af tyskerne selv. Under oprydningen af slagmarkerne blev flere af disse udvidet, men i modsætning til f.eks. de britiske, lå de alle på lejet jord, ofte kun med en 30 års lejekontrakt. Den 16. december 1919 blev der i Tyskland oprettet en organisation – Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge – til varetagelse af kirkegårdene, anerkendt efter Artikel 224 i Versailles Fredsaftalen, der netop omhandlede problemerne omkring krigsgrave. Den tyske organisation kom først for alvor i gang med kirkegårdene i midten af 1920’erne, på et tidspunkt hvor de respektive lande allerede havde gennemført en lang række overflytninger af grave fra de tidligere slagmarker. Mangel på penge som resultat af den økonomiske situation i mellemkrigs perioden kom til at betyde, at arbejdet gik i stå inden den Anden Verdenskrig.

Yderligere tyske militærkirkegårde kom til som følge af den anden verdenskrig, og endnu engang var det sejrherrerne, der bestemte placering og udformning. Først efter nye aftaler indgået mellem Tyskland og de berørte lande i 1950’erne kunne Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge endeligt gå i gang med etablering af de permanente tyske militærkirkegårde. I dag har organisationen ansvaret for 827 militærkirkegårde i 45 forskellige lande med omkring 2 millioner grave. Efter Sovjetunionens sammenbrud er organisationen nu gået i gang med retableringen af 190 kirkegårde fra den første og 300 fra den anden verdenskrig med yderligere 480.000 grave.

En konsekvens af de franske og de belgiske myndigheders flytning af tyske grave før tyskerne selv kom ind i billedet er, at et meget stort antal grave er forsvundet, da der formentlig ikke altid har været større vilje til at sikre identiteten på de ombegravede.

Aftalen med Belgien efter den anden verdenskrigskrig kom til at betyde en meget væsentlig reducering af antallet af tyske kirkegårde, således at der i dag kun er fire kirkegårde fra første og to fra anden verdenskrig. Samtidig kom det til at betyde, at de tyske kirkegårde er meget store, som eksempel Lommel med 41.000 grave.

Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge har sin egen hjemmeside med et on-line register over faldne tyske soldater fra begge verdenskrige. Desværre bær registeret præg af den manglende omhu fra navnlig fransk og belgisk side, og der mangler oplysninger om et meget stort antal tyske soldater. Registret forbedres dog hele tiden.  Hjemmesiden findes under www.volksbund.de.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918