Som jernbane-nettene blev udviklet, så de militære myndighederne snart mulighederne. I 50 år op til 1. verdenskrig havde man brugt jernbanerne til hurtig transport for tropper og forsyninger. Første gang i større omfang under den Fransk-tyske krig i 1870/71.Første gang man forsøgte af bruge tog som mobilt artilleri, er under den Amerikanske borgerkrig.
Dette førte i slutningen af 1800-tallet til udvikling af både pansertog og jernbaneartilleri. Frankrig anvendte improviseret jernbaneartilleri under Paris belejring 1870/71. Danmark får sit første og eneste artilleritog i forbindelse med Vestvolden syd-vest for København i 1890 (købt hos Schneider-Canet i Frankrig).
England monterede nogle få 4,7 in (12 cm) på togvogne under den anden Boer-krig 1899/1900.
Det var dog først i forbindelse med 1. verdenskrig at udviklingen tog fart. Under første verdenskrig var kanonernes rækkevidde og præcision samt granaternes evne til at trænge gennem beton og tykke jordlag afgørende. Da de svære kanoner og haubitser der evnede dette var meget tunge og dermed både svære og tidskrævende at transportere, var det nærliggende at anvende jernbanevogne som affutager og dermed gøre det tunge skyts mobilt.
Ved krigsudbruddet manglede Frankrig, specielt den første tid, tungt feltartilleri. Dette kompenserede man for ved at flytte et stort antal tungt kystskyts til fronten. Disse var dog uegnet til feltbrug, idet de skulle have en brisk at stå på. Dette løste man ved at placere dem på togvogne. Også Tyskland brugte i større stil overflødige marinekanoner som jernbaneskyts.
I 1916 havde både Tyskland, Frankrig, England og USA jernbaneartilleri forskellig udformning.
Den største og mest avancerede var den tyske ”Paris-Geschütz” eller “Kaiser Wilhelm Geschütz” med en rækkevidde på 130 km. Granaten nåede op i 40 km. højde.