Flådens vej mod krig.
Den tyske flådeopbygning under Alfred von Tirpitz.

I maj 1872 sættes en 10-års plan for modernisering af den tyske flåde I gang. I denne periode skulle bygges 8 pansrede fregatter, 6 pansrede korvetter, 20 lette korvetter, 7 panserskibe (Monitors), 2 flydende batterier, 6 patuljebåde (aviso’er), 18 kanonbåde og 28 torpedobåde. 25 % af byggesummen på 220 millioner Reichmark blev hentet fra den franske krigsskadeerstatning fra 1871.

I 1883 bestod den tyske flåde af 7 pansrede fregatter, 4 pansrede korvetter 400 officerer og 5000 underofficerer og mening. Opgaven var stadig kystbevogtning, men torpedoteknologien åbnede mulig-heder for at små skibe kunne angribe store enheder. I 1887 dannes de første to Torpedo Divisioner i henholdsvis Kiel og Wilhelms-haven, og der bestilles endnu 10 pansrede fregatter. Samme år påbegyndes bygningen af Kaiser Wilhelm Kanal (Kielerkanalen) mellem Østersøen og Nordsøen. Dermed undgik man at skulle sejle gennem farvande kontrolleret af andre nationer. Den forkortede også rejsen for kommerciel skibstrafik, men hovedsigtet var militært. Pris 150 mill. Reichmark.

Man begyndte også oprettelse af de kolonistationer (Auslands Stationen) der senere kom til at spille en rolle i etableringen af tyske kolonier og protektorater i Afrika, Asien og Oceanien.

Kejser Wilhelm II indledte sin regeringsperiode i 1888 med en intention om at udvikle flåden som hans bedstefar Wilhelm I havde udviklet hæren. Med skabelsen af en maritim styrke der kunne udfordre den engelske og franske flåde, var hans ambition at udvikle Tyskland til en global stormagt. I denne forbindelse blev Wilhelm II storadmiral i den tyske flåde, men fik også honorere maritime titler over hele Europa, bl.a. admiral i den Engelske, Russiske. Svenske, Danske, Norske, østrig-Ungarske og Græske flåde.

Flådeopbygningen skete på bekostning af hæren, og mødte mod-stand fra de tre succesfulde hærchefer Generalfeldmarschall Waldersee, Feldmarschall Schlieffen og Feldmarschall Moltke i årene1888 til 1914. Havde Kejserens (og Tirpitz) flådeplaner været kendt i en videre kreds havde modstanden været bredere, men udviklingen skete lidt efter lidt og i forholdsvis ubemærkethed.

I 1889 reorganiseres flådens øverste ledelse med skabelsen af et Marinekabinet svarende til Militærkabinettet, der tidligere havde haft kommandoen over både hær og flåde.
Samtidig oprettes den administrative myndighed Reichsmarineamt.

I 1894 leveres 4 slagskibe af Brandenburg Klassen på hver 10.000 tons og en stykpris på 16 mill. Reichmark.

I 1895 bevilges midler til 5 slagskibe af Kaiser Friedrich III klassen, der leveredes i 1902. Disse skibe var af meget høj teknologisk standard. Vandtætte rum og kullene lagret langs skibenes sider for at absorbere eksplosioner. Udviklingen gik mod større og større hovedskyts, og alligevel endte disse nye skibe med mindre kaliber end den tidligere Brandenburg klasse. Til gengæld var mellem-skytset såkaldt hurtigskydende og kraftigere. Skibene var på 11.500 tons og en pris på 21 mill. Reichmark stykket.

18 Juni 1897 blev kontreadmiral Alfred von Tirpitz statssekretær for flåden, hvor han var de næste 19 år.
Tirpitz var varm fortaler for en udvidelse af flåden for at forsvare de tyske territorier i udlandet, og han havde stor succes med at overtale parlamentet til nye flådebevillinger.
Otto von Bismarck havde været tilhænger af at aflede stor-magternes interesse i retning af udlandet, medens Tyskland konsoliderede sin samling og militære styrke og nu var Tyskland klar til at optage konkurrencen.

Tirpitz startede med en kampagne for at gøre flåden populær. Han fik udgivet populære magasiner om flåden, fik oversat et amerikansk værk om flådens historiske betydning til tysk, indrykkede føljetoner i aviserne, arrangerede støttestævner og inviterede politikere og industrifolk til flåderevyer. Forskellige grupper dannedes for at på-virke politikere og sprede information. F.eks. Flottenverein, der var dannet af de absolutte ledere i stålindustrien, skibsværfterne og bankerne. Den havde over 1 million medlemmer. Politiske partier blev tilbudt indrømmelser, som f.eks. afgifter på importeret korn, i bytte for deres støtte til marinelovene.

I 1898 besluttedes at flåden skulle udgøres af 19 slagskibe, 8 pans-rede krydsere, 12 svære krydsere og 30 lette krydsere. 5 mill Reich-mark afsattes årligt til drift af flåden og 408 mill. Reichmark til ny-bygninger. Fem skibe (Wittelsbach-klassen) skulle leveres i 1904 . Dette ville sætte den tyske flåde i stand til at måle sig med den franske eller russiske flåde. Den ville dog stadig være den engelske Royal Navy langt underlegen.

Efter Boxer-oprøret i Kina og Boerkrigen blev et nyt lovforslag vedr. flåden fremsat år 1900. Dette forslag næsten fordoblede antallet skibe til 38 slagskibe, 20 pansrede krydsere og 38 lette krydsere. Der var ikke sat nogen øvre budgetgrænse for disse nybyggerier. Udgifterne til dette projekt blev da også for store til at blive finan-sieret ved beskatning, så der blev optaget massive lån.

Tirpitz var allerede nu ved at undersøge mulighederne for at udvide den samlede slagskibstyrke til 45, stigende til 48 i 1909. Hans ul-timative mål var en flåde der kunne matche den engelske. Tirpitz fremførte, at hvis flåden kunne opnå to tredjedele af antallet af de svære skibe England rådede over, var der en mulighed for at vinde i en konflikt.

Storbritannien måtte opretholde en flåde i hele verden og også forholde sig til andre flådemagter, medens den tyske flåde kunne koncentrere sig om tysk farvand. Der blev gjort forsøg på at nedtone den sandsynlige trussel mod Storbritannien, men når den tyske flådes størrelse nåede et antal der svarende til regionens næst-største flåder, blev det umuligt at undertrykke hvilken flåde det egentlig var hensigten at udfordre.

Den engelske offentlighed var tyskfjendsk, og Admiral Sir John Fisher foreslog to gange, i 1904 og i 1908, at England brugte sin overlegenhed til, præventivt, at “Københavne” flådebaserne i Kiel og Wilhelmshaven. (Udtrykket refererer til angrebene på den danske flåde i 1901 og 1907).

Tirpitz håbede, at andre lande med betydende flåde ville alliere sig med Tyskland, tiltrukket af den tyske flåde og dens muligheder.

Den tyske politik forudsatte ikke en forventet engelsk reaktion på våbenkapløbet og forholdt sig heller ikke til den engelske politik, (Naval Defence Act) fra 1889. Ifølge denne vart det målet, at opret-holde en flåde der var større en Storbritanniens to største rivaler tilsammen. Det britiske admiralitet anslog, at den tyske flåde vil være verdens næststørste i 1906.
I Royal Navy skete der moderniseringer af både uddannelse og materiel mellem 1904 og 1909. Dette var og ment som en mod-forholdsregler mod Tysklands flådeoprustning.
154 ældre enheder, herunder 17 slagskibe, blev ophugget for at skaffe plads til nye enheder og flere store skibe blev stationeret i de hjemlige britiske farvande.

En traktat med Japan i 1902 betød, at en del engelske skibe kunne trækkes tilbage fra Østasien, medens Entente Cordiale med Fran-krig fra 1904 betød, at Storbritannien kunne koncentrere sig om bevogtning kanalfarvandet, herunder den franske kyst, medens Frankrig ville beskytte britiske interesser i Middelhavet.

I 1904 leveredes de fem Wittelsbach slagskibe, til hver 22 mill. Reichmark til den Kejserlige flåde.

Mellem 1901 og 1906 byggedes yderligere fem skibe af Braun-schweig klasse for godt 24 mill. Reichmark stykket. Teknologiske fremskridt gjorde det muligt at øge kaliberen på de hurtigskydende kanoner, og på grund af torpedoens udvikling indenfor både række-vidde og træfsikkerhed, blev der lagt større vægt på mellemskytset til forsvar mod sådanne angreb.

Fra 1906 blev det almindeligt anset, at Storbritanniens eneste sandsynlige fjendtlige flåde var den Tyske.

5 Deutschland-klasse slagskibe byggedes mellem 1903 og 1908. De havde en bevæbning svarende til Braunschweig-klassen, men havde tykkere pansring.

SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau leveredes mellem 1904 og 1908 til en pris af 20,3 mill. Mark for hver. Vigtigste bevæbning var otte 21 cm kanoner, men med seks 15 cm kanoner og atten 8,8 cm kanoner til mindre mål.

Otte lette krydsere af Bremen-klassen blev bygget mellem 1902 og 1907, udviklet af den tidligere Gazelle klassen. Skibene havde ti 10.5 centimeter kanoner. Bremen-klasse krydseren SMS Lübeck var den første tyske krydser skal udstyres med turbinemotorer. De var hurtigere, mere stille, lettere, mere pålidelige og mere brændstof-økonomiske ved høje hastigheder. Turbiner blev også afprøvet i torpedobåd S-125. Det første britiske fartøj med turbiner var 1901 destroyeren HMS Velox,  og Tirpitz oprettede herefter en særlig kommission til at udvikling af turbiner. Der var ingen pålidelig tysk teknologi til rådighed, så i 1903 ind-købtes Engelske Parsons turbiner.

Første ekstra flådebevilling 1906 til 1908. (Dreadnought).

I 1906 fik Royal Navy et nyt slagskib, HMS Dreadnought. Den blev berømt som den første af et nyt slagsskibs-oncept. Alt stort skyts var af samme kaliber og den var udstyret med turbiner. Skytset var arrangeret således, at tre gange så mange kanoner kunne skyde fremefter og dobbelt så mange kunne skyde i en bredside som de hidtil kendte skibe. Dette ændrede slagskibsbyggeriet, og også Tyskland måtte foretage en kostbar revurdering af deres slag-skibsprogram. Det blev til et slagskib med lettere pansring og højeres fart, kendt som en slagkrydser.

Nytænkningen i konstruktion, sammen med forbedringer i både mandskab og uddannelse, bragte alvorlig tvivl om den tyske antagelse, at en flåde på to tredjedele af ​​den britiske flåde i det mindste ville have en chance i et engagement.

Allerede i 1906 brugte Tyskland 60 % af statsbudgettet på hær og flåde og der måtte enten måtte man finde en enorm sum penge til videreudvikling af flåden, eller også måtte den opgives. Beslutningen om at fortsætte blev truffet af Tirpitz i september 1905, og den blev godkendt af kansleren og Kejseren. Dette var medens Dreadnought stadig var på planlægningsstadiet. De større skibe ville naturligvis være dyrere, men de ville også kræve en udvidelse af havne, sluser og Kaiser Wilhelm Kanalen, hvilket var enorme investeringer. Anslåede omkostninger til nye Dreadnoughts blev estimeret til 36,5 mill. Reichmark til 19.000 tons deplacement skibe (større end Dreadnought på 17.900 tons) og 27,5 mill. mark til slagkrydserere. 60 mill. Reichmark blev afsat til uddybning af Kaiser Wilhelm Kanalen.

Rigsdagen blev overtalt til at acceptere programmet, og en tillægs-bevilling om ændring af flåde lovene blev bevilget. I alt 940 mill. Reichmark til Dreadnought programmet og den nødvendige infrastruktur. To Dreadnoughts og én slagkrydser skulle bygges hvert år.

Bygningen af 4 skibe af Nassau-klassen påbegyndtes i største hemmelighed i 1907. Et nyt princip blev indført, hvorefter tykkelsen af ​​skibssidens pansring skulle være lig kaliberen af skibets store skyts. Konstruktionen blev hæmmet af, at man stadig måtte bruge stempelmotorer da man ikke havde teknologi til de mindre turbiner. De optog megen plads, og skytstårne kunne derfor ikke placeres over midten af ​​skibet, men måtte placeres på hver side. Dermed ville to af de seks tårne altid vende væk fra skudretningen ved affyring af bredsider. Skibenes hovedbevæbning var tolv 28 cm kanoner og de blev leveret i 1910 til en pris af 37,4 mill. Reichmark stykket.

Den første tyske slagkrydser SMS von der Tann blev påbegyndt marts 1908. Fire Parsons turbiner blev brugt til at bringe farten op til 27 knob og reducere vægten. Den havde fire dobbelte tårne ​​med i alt otte 28 cm kanoner. Selv om de to center tårne ​​stadig var an-bragt på hver side af skibet, blev de forskudt, så de nu kunne skyde til begge sider. Typen blev betragtet som en succes, men omkost-ningerne på 35,5 millioner mark pr. styk var betydeligt over 1906 bevillingen.

Udviklingen af de lette krydsere fortsatte med Dresden-klassen, der i starten af krigen skulle blive berømte for deres aktioner i Stillehavet .
Skibene var på 3.300 tons, og bevæbnet med ti 10,5 cm hurtig-skydende kanoner og en hastighed omkring 24 knob.  SMS Dresden kostede 7,5 mill. Reichmark og SMS Emden 6 mill. Reichmark.

Fire Kolberg-klasse krydsere blev produceret mellem 1907 og 1911, hver på 4.400 tons og til en pris på omkring 8 millioner Reichmark. De havde turbiner, og tolv 10.5 cm kanoner som hovedskyts. De var endvidere udstyret til at transportere og udlægge 100 miner.

Uvidende om dens senere store betydning, afviste den tyske flåde at se på et andet eksperiment, ubåden, før 1904.
Den første ubåd, U-1, blev leveret i december 1906. Den blev bygget på Krupp Germania værftet i Kiel. Petroleumsmotoren udviklede 10 knob på overfladen, og den havde en rækkevidde på 1.500 sømil (2.800 km). Under vand kunne den sejle 50 sømil ved 5 knob ved hjælp af batteridrift. Ubåden havde blot én torpedo rør ved fronten og i alt tre torpedoer.
Disse tidlige motorer var både støjende og røgfyldte.  I 1910 indførtes dieselmotoren der var mindre støjende og renere  U-båden blev dermed både mere brugervenlig og sværere at opdage.

Anden ekstra flådebevilling 1908 til 1912.

De tyske udgifter til flåden var støt stigende. I 1907 blev der brugt 290 mill. Reichmark på flåden, stigende til 347 mill. Reichmark eller 24 procent af det nationale budget i 1908. Dette år var der et forventet budgetunderskud på 500 millioner Reichmark. Ved ud-bruddet af Første Verdenskrig var den tyske nationale gæld øget med1 mia. Reichmark, alene på grund af flåden. Medens hvert tysk skib var dyrere end det sidste, lykkedes det hver gang englænderne at reducere udgifterne til de efterfølgende generationer af slag-skibe. Samlet set var de tyske skibe ca. 30 % dyrere end de engelske.
Dette var årsag til politisk modstand mod hele flådeprojektet, specielt da det stod klart, at England ænderne var klar til at møde enhver form for tysk ekspansion.
Selv i flåden opstod der klager over manglende midler og manglende mandskab.

Valget i 1907 gav en mere militærvenlig Reichstag og det lykkedes derfor Tirpitz at få endnu en tillægsbevilling til flåden i marts 1908. Denne reducerede levetiden for skibe fra 25 år til 20 år, hvilket gav mulighed for hurtigere modernisering og øgede byggeraten til fire store skibe om året.
Tirpitz mål var en flåde på 16 slagskibe og 5 slagkrydsere i 1914 og 38 slagskibe og 20 slagkrydsere i 1920. Herudover skulle der være 38 lette krydsere og 144 torpedobåde. Lovforslaget indeholdt en begrænsning af nybyggeriet til kun to nye skibe om året fra 1912, men Tirpitz var indstillet på at ændre denne på et senere tidspunkt. Han forventede, at tysk industri var nu var så stærkt involveret i skibsbygning, at de vil bakke op om en kampagne for at opretholde den hidtidige byggerate.

Fire slagskibe af Helgoland-klassen blev køllagt i 1909-1910, hver på 22.800 tons, tolv 30,5 cm skyts i 6 tårne, og en hastighed på 21 knob. Pris 46 millioner Reichmark pr. styk.
Igen blev opstilling af skytset dikteret af den nødvendige plads til maskinen. Skibene blev yderligere udstyret med 50 cm torpedoer.

Slagskibene af Kaiser-klassen blev bygget mellem 1909 og 1913 og udstyret med de nu godkendte turbinemotorer. Skibene havde ti 30,5 cm kanoner.
Som med von der Tann konstruktionen, kunne alle kanoner nu affyres ved en bredside. Der blev bygget 5 i stedet for de sædvanlige 4 i klassen, da et skulle fungere som flagskib for flåden.
Disse skibe var større end den foregående klasse på 24.700 tons, men kostede kun 45 mill. Reichmark. De var en del af den tredje eskadre af Højsøflåden, der blev oprettet ved krigsudbruddet.

Mellem1908 og1912 blev to slagkrydsere af Moltke-klassen bygget. De var bestykket med 28 cm. kanoner og havde en topfart på 28 knob. SMS Moltke blev en del af Højsøflåden, medens SMS Goeben blev en del af Middelhavs- eskadren som en del af det Osmanniske flåde.
Skibene kostede henholdsvis 42,6 og 41,6 millioner Reichmark.

Mellem 1910 og 1912 fire blev lette krydsere af Magdeburg-klassen bygget, hver på af 4.600 tons. Pris: ca. 7,4 millioner Reichmark hver. Skibene blev udstyret med oliebrændere for at mindske forbruget af deres kulforsyning.
Disse blev efterfulgt af lignende, men lidt forstørrede og marginalt hurtigere lette krydsere af Karlsruhe og Graudenz klassen.

I 1907 etableredes flådens artilleriskole i Sønderborg. Denne skulle løse de vanskeligheder der var med den nye generation af kanoner, som med potentielt større rækkevidde krævede sigter apparater, som kunne lede ilden over disse store afstande. I 1914 blev der eksperimenteret med kanoner i størrelser op til 51 cm og de store skibe var udstyret med afstandsmålerudstyr højt oppe på masterne.

I 1910 påbegyndtes byggeriet af den første ubåd drevet af to diesel-motorer. U-19 var dobbelt så stor som den første tyske ubåd, havde fem gange så stor aktionsradius (7.600 sømil =14.100 km) og en top-fart på 15 knob. Der var to torpedorør for og to agter og ialt seks torpedoer.
Bådene var konstrueret til at kunne fungere i en dybde på 50 meter, men kunne i realiteten gå ned til 80 meter.

Fire König-klasse slagskibe blev påbegyndt i 1911 og 1912 og taget i brug i 1914 til en pris på 45 millioner Reichmark per styk. De var på 28.500 tons. Deres tre Brown-Boveri-Parsons turbiner gav en mak-simal hastighed på 21 knob.
Hovedbevæbningen var fem dobbelte tårne med hver to 30,5 cm kanoner, arrangeret med to tårne for og agter og et midtskibs. Skibene blev, som noget nyt, udstyret med torpedonet, der hængende fra skibssiden skulle standse torpedoer. Disse redu-cerede dog topfarten til upraktiske kun 8 knob, og blev senere fjernet.
Skibene udgjorde sammen med det eksisterende reserveflagskib og fire andre reserveslagskibe en ny eskadre i Højsøflåden.

I 1912 oprettede Tyskland en Middelhavseskadre bestående af slagkrydseren Goeben og den lette krydser Breslau.

Tredje ekstra flåde-bevilling 1912 til 1914.

Udgifterne til flåden steg år for år. I 1909 forsøgte man at øge skatterne i håb om at bremse underskuddet. Efter en regerings-rokade forsøgte den nye kansler von Bethmann-Hollweg at forhandle en opbremsning af den maritime oprustning.
Det endte dog resultatløst, da Agadir-krisen i 1911 bragte Frankrig og Tyskland på kant.

Bekymringen over Tysklands ekspansionistiske mål øgedes i Eng-land, og tilskyndede England til at danne et tættere forhold til Frankrig, herunder at øge flådesamarbejdet.
Tirpitz så dette som en mulighed for at presse på for udvidelse af flåden, og en fortsættelse af byggeraten på de fire store skibe om året som i 1912.

I februar 1912 kom den britiske krigsminister, Viscount Haldane, til Berlin for at drøfte mulige begrænsninger af flådeopbygningen. Disse samtaler sluttede resultatløse og med gensidige påstande om, hvem der havde tilbudt hvad.

Den tyske hær var opmærksom på, at den stadigt stigende andel af udgifterne gik til marinen, og krævede en nu en forøgelse af mand-skabet på 136.000 mand for at bringe sin størrelse tættere på Frankrig.
Bethmann-Hollweg argumenterede for en garanteret andel af udgifterne til hæren, men mislykkedes da officererne nægtede at støtte ham offentligt.
Samtidig argumenterede Tirpitz for seks nye store skibe.
Han fik bevilget tre, sammen med 15.000 mand i et nyt kombineret militærbudget vedtaget i april 1912.
Med disse nybygninger ville flåden have fem eskadrer med otte slagskibe, tolv store krydsere og tredive små, plus yderligere krydsere til oversøiske opgaver.

Tirpitz’s hensigt med det rullende program var, at det med ud-skiftningerne ville være muligt at samle det eksisterende kyst-forsvars eskadre af gamle skibe til en sjette flådeeskadre, mens de otte eksisterende slagkrydsere kunne blive lagt sammen med otte mere som erstatning for de store krydsere der befandt sig i de oversøiske eskadrer. Planen forudså en flåde på 100.000 mand, 49 slagskibe og 28 slagkrydsere i 1920.
Der Kaiser kommenterede forholdet til Briterne således,
“… vi har dem op mod væggen.”

I 1913 havde England og Frankrig planer om en fælles offensiv flådeaktion mod Tyskland, og Frankrig flyttede sin Atlanterhavs-flåde fra Brest til Toulon for at afløse engelske skibe. Samtidig eskalerede Storbritannien flådekapløbet  ved at udvide størrelsen af sine nye slagskibe.
De fem 1912 Queen Elizabeth-klasse Dreadnaught skibe på 32.000 tons, ville blive armeret med 38 cm. kanoner, være oliedrevne og kunne yde en hastighed på 25 knob.

I 1912-1913 koncentrerede Tyskland sig om slagkrydsere med bygning af tre skibe i Derfflinger-klassen på hver 27.000 tons og med en tophastighed på 26-27 knob. De havde fire tårne, to for og agter, hver ​​monteret med to 30,5 cm kanoner. De kostede 56-59 millioner Reichmark hver.
SMS Derfflinger var det første tyske skib der havde luftværns-kanoner monteret.

I 1913 reageredeTyskland på den britiske udfordring ved at køl-lægge to Bayern-klasse slagskibe. De var på 28.600 tons, havde en besætning på 1.100 mand, kulfyrede og en hastighed på 22 knob. Hver kostede 50 mill. Reichsmark. Kanonerne var monteret efter samme system som de foregående slagkrydsere, men kaliberen blev forøget til 38 cm. Skibene havde fire 8,8 cm antiluftskyts kanoner og som mellemskyts seksten 15 cm kanoner.
Disse kom ikke i tjeneste før efter slaget ved Jylland, og kom derfor heller aldrig til at deltage i en større flådeaktion. To yderligere skibe i klassen blev senere køllagt, men aldrig færdigbygget.

Tre lette krydsere til en pris af 9 mill. Reichmark stykket, var bestilt af den russiske flåde og påbegyndt på tyske værfter i 1912-1913. Skibene blev ved krigsudbruddet beslaglagt, og efterfølgende taget i brug som henholdsvis SMS Regensburg, SMS Pillau og SMS Elbing.

To større krydsere, SMS Wiesbaden og SMS Frankfurt blev taget i brug i 1915.

Endelig blev der bygget en del torpedobåde på op til 800 tons.