Museum Sønderjylland har for kort tid siden modtaget en afskrift af et brev i privateje.
I sommeren 1920 var Karla A. Nielsen (1898-1990) på cykeltur sammen med Andreas Joachim Lütken (1898-1988) og en anden studiekammerat. Fra Refsvindinge besluttede gruppen at køre til Sønderjylland og overvære festlighederne der.
I et brev til søsteren Anna i Norge, beskriver Karla A. Nielsen oplevelserne den 10. juli 1920:
Næste Morgen havde vi givet Ordre til at blive vækket Kl. 5 for at være i god Tid lige ved Grænsen, saa vi kunde se Kongen ride over. Vi kom ogsaa op, fik vor Morgenmad og kom af Sted Kl. 6.
Der gik da vilde Rygter i Vonsild, om at den nærmeste ½ Mil paa hver Side Grænsen allerede var fuldt besat, saa vi kunde saamænd ikke komme nærmere end ½ Mil, vi var jo ikke glade for den Meddelelse, og det viste sig da ogsaa, at vi med største Lethed kom til Grænsen, der var nok en Del Mennesker men dog ikke flere end vi meget let fandt os en fortræffelig Plads, hvorfra vi kunde se det alt sammen, men vi var jo rigtig nok ogsaa kommet 2½ Time førend det skulde gaa for sig.
Automobilerne holdt i Tusindvis inde paa Markerne men til alt Held for os, blev Passagererne siddende i dem, ellers var det blevet ganske umuligt at faa Plads saa mange Mennesker var der. Der var flere store Lastbiler langt Nord fra bl.a. fra Thisted og Aalborg de var stuvende fulde af Mennesker og havde kørt næsten hele Natten, det maa have været en slem Omgang, men det de nu skulde opleve var rigeligt Umagen værd. –
Vi havde paa Vejet fra Vonsild til Grænsen passeret flere Æresporte, men lige her paa Grænsen stod den allerstørste og smukkeste og paa den stod der ”Velkommen til Sønderjylland”.
Vi stod saa der og ventede og kom saa i Snak med en ung sønderjysk Pige, som stod lige ved Siden af os. Der stod 1800 unge hvidt og rødklædte unge sønderjyske Piger fra Grænsen og til Christiansfeldt, de havde Kurve med Roser, som de skulde kaste for Kongen, naar han kom.
Vor unge Veninde var af den rigtig gode Slags, hun var saa glad, saa glad og saa voldsom interesseret i Kongen. ”Har De nogensinde set Kongen?” spurgte hun, og hun var meget imponeret, da hun hørte, at vi havde set Kongen mange, mange Gange. –
Desværre kan jeg ikke hele Brevet igennem give Dig den rette Forstaaelse af den Stemning og den Jubel, som fandtes overalt, den var nemlig i Ordets egentlige Forstand ubeskrivelig. –
Kl. 9¼ saa vi lidt paa den anden Side Grænsen – d.v. altsaa s. Nord for den gamle Grænse, da vi jo var i Sønderjylland Kongen komme ridende paa den pragtfulde hvide Hest, da han nærmede sig Grænsen red han ganske langsomt med Hatten i Haanden, og under den dybeste Stilhed, red han i Solskin ind i det forjættede Land, han græd og vi græd alle sammen, jeg siger Gud ske Lov at jeg fik opleve dette.
Saa snart Kongen var kommet gennem Æresporten brød Jubelen løs, man klappede og raabte Hurra alt medens Taarerne løb ned ad Kinderne, jeg har aldrig hørt saadan Jubel og aldrig set saa mange glade Mennesker, som i de Dage i Sønderjylland. Og saa var der Flag. Flag og atter Flag langs Vejene, ved Husene paa Cykler og Automobiler og i Smaabørns Hænder ja alle de sønderjyske Karle havde endda taget de sorte Baand af deres Panamahatte og erstattet dem med højrøde. –
Saa snart Kongen var kommet et lille Stykke paa den anden Side Grænsen, blev han budt Velkommen af Gaardejer Refshauge og svarede med det samme meget bevæget. Derefter red han langsomt videre Syd paa.
Pludselig løftes en lille Pige op mod ham med en Buket Roser, og Kongen tog – ikke Roserne – men hele Stumpen op paa Hesten hos sig – Jubelen vilde ingen Ende tage, da Kong Christian; den store, brune, stærke Mand sad med denne lille Pige foran sig. Hun lagde sine smaa hvide Arme om hans Hals, og sludrede rask væk.
Vi fulgte med Kongen til Christiansfeldt hvor han skulde til en kort Gudstjeneste i Tyrstrup Kirke for derefter at køre i Automobil til Haderslev.
Vi tog saa Afsked med vor sønderjyske Veninde og begav os til Vonsild igen for at faa noget Frokost. Efter Frokost sov vi et Par Timers Tid, hvilket vi i høj Grad trængte til.
Om Eftermiddagen Kl. 4 kørte vi op til Skamlingsbanken, som vi gerne vilde se, naar vi var saa nær ved; hvordan der er paa Skamlingsbanken behøver jeg jo ikke at fortælle Dig, vi var meget begejstrede. Der spiste vi saa Middag oppe og kom ved 9 Tiden tilbage til Vonsild og gik i Seng.
3. og sidste del af brevet bringes i morgen.
Foto:
Karla A. Nielsen og Andreas J. Lütken med sort hue, fotograferet juli 1920 i Refsvindinge før turen til Sønderjylland. Originalt foto i privateje, 2020.