Den 6. juni 1915 angreb franske tropper de tyske stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Stillingerne blev forsvaret af Füsilier-Regiment “Königin” nr. 86, i hvilket usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste.
Angrebet blev indledt med et meget voldsomt bombardement, hvorefter infanteriet gik til angreb. I løbet af få timer erobrede de franske tropper de tyske skyttegrave, men tyske forstærkninger fik snøret angrebet af og forhindret et gennembrud.
Flere end 100 soldater fra Sønderjylland faldt denne ene dag, hvilket gør det til den med afstand mest blodige dag i Første Verdenskrig, set fra et sønderjysk perspektiv.
Den franske løjtnant Fernand Basty har i bogen Les parias de la gloire : 1914-1918 (1928) givet en rystende øjenvidneskildring af det syn, der mødte ham, da han besigtigede de erobrede skyttegrave den følgende morgen.
Citatet bringes i bogen “Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent – 6. juni 1915” af Martin Bo Nørregård og René Rasmussen (2017) i forfatternes egen oversættelse. Bogen er meget tæt på at være udsolgt, men der kan stadig gemme sig eksemplarer i nogle boghandler. Der står i dette øjeblik 2 stk. på hylden hos forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland.
Advarsel: Det følgende citat indeholder meget makabre beskrivelser af slagmarken.
Vi ankom snart til den tyske linje. Forestil Dem en dyb, hakket fure, gennempløjet i alle ordets betydninger, hvor alle de genstande, som forsvarerne gennem otte måneder har brugt, ligger spredt eller i bunker, alt efter, hvorhen eksplosionerne eller sammenstyrtningerne har slynget dem: knækkede bjælker, splintrede brædder, svedne og forvredne dækningsplader og blik; gennemborede værn; brandrør, granater og patroner dækker jorden, brudte geværer, bajonetter, stadig røde af blod, trævlede og brændte tøjstumper …
Og midt mellem alle disse ubeskrivelige ting, alle disse mordvåben, lå ligene – allerede sorte – med øjnene udspilede af frygt og lemmerne stivnede som i en sidste bøn eller tryglen.
Spredt hist og her lå arme og ben, nøgne fødder, som en ukendt, makaber hånd havde taget støvlerne af; hoveder endnu iført de hjelme, der skulle have beskyttet dem!
Inde i dækningsrummene så der endnu mere skrækindjagende ud: I et af dem, som vore granater havde slået ned i, var møblerne, der var stjålet fra de nærliggende gårde, forkullede. Ligene, der stadig lå i sovestilling, var forbrændte. (…).
I et andet, hvor kampen havde været hård, fandt vi sårede og døde: alle havde de brystet gennemboret af vore bajonetter! I et tredje så vi det skrækkelige syn af kvælningsdøden: Et jordskred havde spærret den snævre ventilationsskakt til hulen, i hvilken disse “tapre“ havde søgt skjul under vores bombardementer, og havde forårsaget 15 ingeniørsoldaters død. Deres lig lå spredt i grusomt forvredne stillinger.
Vi flygtede fra disse fordømte steder, men den erobrede skyttegrav fortsatte ubønhørligt sin makabre og dystre belæring. Her var minerne sprunget! Midt i den oprodede jord dukkede hoveder, ben, afhuggede arme, sønderflænget udstyr og knuste våben op!
Længere henne stoppede vi, stumme af rædsel: en soldat fra det 86. regiment var død. Nedsunket, begravet til halsen. Kun hans enorme, opsvulmede hoved ragede op. Hans udstående øjne og hans hæsligt opsvulmede tunge var allerede fluernes og maddikernes bytte! (…)
Synet af de rædselsfulde forvredne og forkrampede lig, de talløse insekters summen, de grøn-gyldne spyfluer, som mæskede sig i det endnu flydende blod, strømmen af maddiker, der åd sig ind i øjnene, ørerne, næsen og i munden på ligene, var intet i sammenligning med lugten af rådnende eller brændt kød, fordærvet blod, blandet med stanken af ekskrementer, den skarpe lugt af krudt og røg, der under denne brændende sol, langsomt afslørede … den erobrede skyttegrav! (…)
Man er nødt til selv at have mærket lugten af denne mere end én kilometer lange, menneskelige massegrav, før man kan forstå den voldsomme kvalme, der overvælder én. Åh! Hvor var den afskyelig og gennemtrængende denne lugt af slagmark: den gennemtrænger én; påvirker én; forfølger én; forgifter ens krop og sjæl!