Hejmdal 5. oktober 1923
Roiglise, 26. April 1916.
Kære Niels!
Ja nu har jeg faaet Papir og vil nu ogsaa vise Dig, at jeg denne Gang holder Ord og skriver et Brev. Først siger jeg Dig min bedste Tak for Din Venlighed mod Helene og Børnene og ligeledes mod mig ved alle de Pakker, der er blevne sendte hjemme fra Majbøl. Ja, kere Niels, man kan desværre nok have dem behov hernede. Kosten er skam mager. Vi faar nu kun 1 Pund Brød om Dagen, og Middagsmaden er for det meste uspiselig for mig, saa sulten jeg mangen Gang er. I Gaar fik vi Roer kogt i Vand og deri kogt nogle Klipfisk. Jeg kan med min bedste Vilje ikke faa saadant noget ned. Du kan jo nok forstaa, at jeg derfor er glad for Pakkerne. Købe noget her kan man jo ikke. En Gang imellem en lille Pakke Kiks, den koster 40 Pg. Ja Tiderne bliver sløje. Du kan tro Tarmene skriger i Maven paa mangen Kammerat, som slet intet faar hjemme fra. Saadan en Stakkel spiser jo med Lethed 2 Pund Brød en Dag.
Mon den længe ventede Fred dog ikke snart skulde komme? Efter hvad jeg ser af Brevene er det meget knap med visse Ting ogsaa hjemme.
Nu er der lige en Flyver over os. KI. er 10 Aften og saadan en Fyr har saa ikke det bedste med til os. Ja Du kan ikke forestille Dig et saadant Liv. Man er næsten altid i Livsfare og dog gaar det mangen en gang heldigt, hvor man tror, at nu er det ovre med en. De første 14 Dage i Felten er ikke de rareste, man er for ængstelig. Man farer sammen mangen Gang, naar der ingen Fare er, og forglemmer at søge Dækning, naar den virkelige Fare kommer. Men det sløver alt. Man ved snart saa nøje paa Melodien af Skudet om der er Fare eller ej. Man kender Retningen og omtrent Stedet, hvor de fjendtlige Batterier staar, som skyder derhen og herhen. Man vænner sig til denne hæslige Hvæsen i Luften, om det ogsaa mangen Gang er helt uhyggeligt.
Forleden Aften, jeg var ude ved Fronten, beskød Franskmændene os meget heftigt. Jeg var i Sikkerhed, men min stakkels Hest stod bag ved en Mur, saa den ikke var synlig for Fjenden. Det varede længe, inden jeg kunde komme til at kigge hen efter min stakkels »Hans«. Han var hel endnu. Til al Lykke satte vort Artilleri da pludselig ind over mod Franskmændene. De lod være at skyde over mod Huset, hvor jeg laa under Jorden og min hest stod ovenfor. De sendte nu deres Granater over os og over til vor Artilleristilling. Et saadant Øjeblik maa man sna benytte: paa hesten og afsted. I næste Øjeblik begynder de ellers igen. Men Du kan tro, det er uhyggeligt at være imellem saadanne 2 Ildsvæg. Dækning gives der ikke mere. Fremad. Lykken hjælper Dig! ½ Time og Du er bag vor Artilleristilling. Da er Du allerede saa nogenlunde uden for Fare men langt fra i Sikkerhed. Nu kan Du først lade Hesten strække ud. For maa Du kun ride Skridt, for at Fjenden ikke bemærker Dig, hører Hesten og afgiver en Geværsalve paa Dig. Nu man Du samtidig forestille Dig, at det er Nat. Paa engang lyser det op og bliver lyst som om Dagen, det er Fjendens Lyskugler, og dem sparer han ikke paa. Du kan tro, kere Niels, det er spændende Øjeblikke, og man er glad som en nappet Hundehvalp, naar det er overstaaet.
Det, jeg har beskrevet Dig, var Paaskedagsaften i Aaret 1916, den glemmer jeg ikke saa let. Forhaabentlig kan vi næste Aar samles sunde og raske under bedre Forhold. Nu er det jo over et Aar siden jeg har været i Majbøl. Husker Du det, det var den 21. Marts 1915. Jeg havde da faaet Ordre til at møde den 22. Hvem havde da troet, at det skulde vare saa længe, forinden jeg skulde komme til Majbøl igen? Husker Du den Gang jeg rejste til Rusland, det var ogsaa en haard Dag for Helene. Det gik Gud ske Lov godt. Forhaabentlig ogsaa denne Gang, vi bor jo da haabe, at denne skrækkelige Krig, dette Myrderi snart maa faa en Ende. Hvor mange af vore brave Landsmand har ikke allerede maattet bøde med Liv og Sundhed? Hvor mange Børn og Hustruer venter ikke forgæves efter deres Fader og Mand? Sunde og raske drog de ud til den blodige Leg for aldrig mere at vende tilbage.
Ja kære Niels, Verden var daarlig, det kunde ikke gaa mere. Men er den bleven bedre? hvad for et Liv fører ikke mangen Hustru, hvor Manden er i Fronten og hver Dag maa se Døden for Øje. Mangen en bliver tvungen af Nøden, men saa mange, mande af Letfærdighed. Mangen Mand kommer hernede paa andre Tanker, men mange bliver ogsaa raa og hæslige. Ja skal Trængsel hjælpe, da har vi endnu meget at vente. Men hvem ved, hvad os endnu forestaar.
I Morgen har jeg en temmelig rar Dag for Haanden. Jeg skal i Morgen tidlig melde mig hos Hauptmanden og med en Seddel cirka 20 km tilbage.
Din gamle Ven og Kammerat – Christian.
Frankrig, den 7. Maj 1916.
Kare Niels!
Takker Dig mange Gange for Dit Brev, og da jeg nu har god Tid, vil jeg straks besvare det. Du skriver altid saa fornuftig, kære Niels, og jeg er særdeles glad, naar jeg kender Din Haandskrift. Ja, gid den Tid snart Kunde komme, hvor vi igen kan samles til et andet Arbejde.
Her er det ellers meget smukt og det kunde være rart at være her, om denne hæslige Krig ikke havde været. Du kan tro Jorden er god her og det er noget, der kan fryde en Landmands Øje. Men Du kan jo nok tænke Dig, hvordan det ser ud, det er til at ærgre sig over. Her ligger Roemarkerne endnu fra 1914. Her bliver jo intet saaet; det er for farligt, Flyverne opdager jo straks, naar der er noget paa Færde, og saa sætter det Franske Artilleri ind som forrykt.
I Altes var jeg ude ved Fronten for at hente 2 døde Kammerater. Jeg og en Kammerat med en Vogn. Du kan tro, kære Niels, det er frygteligt, naar man skal hente dem derude fra! Hvor man ikke selv ved, om man kommer levende hjem igen efter at de døde er bleven lagt op i Vognen. Et uhyggeligt Arbejde. Det skal gaa i en Fart, at man kan komme bort. Saa kører vi afsted med de 2 døde. Vi var fire Mænd paa Vognen, 2 levende os 2 døde. Da faar man mange Tanker. De som ligger der, har Fred. Hvor lange varer det, inden Du faar det? Kommer Du levende bort med de døde? Franskmanden lyser op, et Par Granater suser hen over os. Men vi kører langsomt videre.
Ja, der er Øjeblikke, hvor man indser, hvor let man kan blive færdig med Livet Hvad gælder et Liv her? Og hvad gælder det Liv, som her saa let og uden mange Omstændigheder og Hensyntagen lægges øde, for Familien derhjemme? »Hat den Heldentod für sein Vaterland gestorben«. Ja, det er Meddelelsen. og saa er de færdige med det. Men hvor mange staar saa der faderløse derhjemme, og venter forgæves paa Far?
Ja, venter paa Far – naar kommer Far? Det er et brændende Spørgsmål i denne Tid. Og hvor tidt maa der desværre svares: Far kommer ikke mere! hvem kan bare Ansvaret for dette?
Nu, man maa jo ikke blive alt for tragisk. Men saa friske er Indtrykkene nu fra de sidste Dage. Lev nu vel kære Ven, Du kan tro jeg ønsker at Du stedse maa faa Lov at blive fri for at deltage i denne Elendighed Desværre skal Broder Jacob nu snart med hvis han ikke allerede er borte. De kærligste Hilsener og paa snarlig Gensyn.
Din heng. Ven og Svoger Christian