Anmeldelse: Karsten Skov og Hans Christian Davidsen: ”I krig og kærlighed. En bog om filmen og 1. verdenskrig.” Gyldendal, 2018. 211 s., 249,- kr. (vejl.)

Filmproducer Ronnie Fridthjof og instruktør Kasper Torsting har fået den udmærkede idé at udgive en bog, der skal anskueliggøre processen med skabelsen af filmen ”I krig og kærlighed”.

Filmen havde premiere i november 2018. Den er et ret kulørt kærlighedsdrama, der handler om en sønderjysk soldat i tysk krigstjeneste, der under Første Verdenskrig deserterer fra krigen og gemmer sig hjemme på sit eget loft. Filmen baserer sig meget løst på forfatteren Karsten Skovs roman ”Knacker”, der igen løst er inspireret af en virkelig begivenhed i Første Verdenskrigs Sønderjylland.

Læseren føres i en række kapitler gennem skabelsesprocessen fra idé og manuskriptskrivning, kunsten at finde locations, rekvisitter, kostumer etc. over instruktionen af skuespillerne til special effects, klipning og visning for et testpublikum.

Ind i mellem de mange kapitler om filmskabelse er der historiske faktakapitler om Første Verdenskrigs og Sønderjyllands historie.

Teksten er skrevet af den ovenfor nævnte forfatter Karsten Skov og kulturjournalist Hans Christian Davidsen fra Flensborg Avis.

Det er en bog i stort format med masser af lækre fotos fra filmen og sættet, og den giver en lægmand et ganske interessant, men også ret overfladisk indblik i filmproduktion. Denne anmelder føler i hvert fald ikke, at man kommer rigtig tæt på.

Bogen er udgivet på Gyldendal Gymnasium og tænkes anvendt i undervisningen. Forlaget skriver på sin Facebookside:

”Bogen går bag om filmen ‘I Krig & Kærlighed’, som kan ses i biograferne netop nu. Den indvier ikke bare eleverne i alle faser af filmarbejdet, men giver dem også et unikt indblik i 1. Verdenskrig, og hvordan den kom til at præge særligt den sønderjyske befolkning i generationer.”

Denne anmelder er ikke i stand til at vurdere, om bogen giver et korrekt indblik i filmarbejdet.

Med hensyn til det unikke indblik i 1. Verdenskrig ser det beklageligvis mindre godt ud, og man kigger desuden forgæves efter det lovede indblik i, hvordan krigen kom til at præge den sønderjyske befolkning i generationer.

På trods af de gode intentioner kan man desværre ikke med god samvittighed ønske denne bog nogen stor udbredelse i den danske gymnasieskole. I hvert fald ikke før en lang række fejl og misforståelser er rettet.

F.eks. hober fejlene sig op i en sådan grad i de kun 40 linjer, der omhandler optakten til 1. verdenskrig, at de næsten snubler over hinanden.

Nogle eksempler:

Forfatteren får aflivet ærkehertug Franz Ferdinand (stavet ”Frans Ferdinand”) den 24. juni 1914 (endda to gange inden for tre sider, så det er ikke en slåfejl). Det var som bekendt den 28. juni.

Ententen (der før krigsudbruddet bestod af Frankrig, Rusland og Storbritannien) og som Tyskland følte sig omringet og truet af, bliver udvidet med en lang række lande, der først sluttede sig til ententen i løbet af krigen, herunder det neutrale og aldeles sagesløse Belgien.

Det er faktisk ikke nogen ligegyldig detalje, for hvis Belgien virkelig havde været en del af ententen, så ville den tyske invasion af landet jo ikke have været et groft brud på neutraliteten.

Kongeriget Preussen bliver gjort til et hertugdømme (!) ved rigssamlingen i 1870/71 og man må forstå, at ”store dele af Polen og Tjekkiet” ved denne lejlighed blev en del af Tyskland. Men det nuværende Tjekkiet var faktisk en del af Østrig-Ungarn, mens store dele af det, der i 1919 skulle blive Polen, havde hørt under Preussen længe før rigssamlingen.

At den østrigske kejser Franz Josef staves ”Frans Josef” hører til i småtingsafdelingen. Det er værre, at det påstås, at det skulle være tyskerne, der kalder Sønderjylland for ”Nordslesvig” (denne fejl gentages endda i et senere kapitel). Begrebet ”Nordslesvig” er tvært imod en meget dansk markering af, at denne del af Slesvig var dansksindet – i modsætning til resten. Det var heller ikke i 1864, at Slesvig, Holsten og Lauenborg blev en del af Preussen, men først i 1867.

Det er ligeledes forkert, at tysk i 1880 blev det eneste sprog, der måtte anvendes i skolen og kirken i Nordslesvig. I skolen skete det faktisk først fra 1889 (med undtagelse af fire ugentlige religionstimer) og i kirken skete det slet ikke! Der blev faktisk prædiket på dansk i de fleste sogne i Nordslesvig indtil 1920, ja selv i Flensborg blev der prædiket på dansk i Helligåndskirken.

Det har naturligvis ikke været lige muntert at være dansksindet sønderjyde mellem 1864 og 1920, men lad os nu heller ikke gøre det tyske styre i Nordslesvig værre, end det var!

De store og små fejl fortsætter – vi er stadig inden for de samme 40 linjer: Værnepligten var ikke tre år for alle våbenarter (fra 1893 f.eks. kun to år for infanteriet), og selvom det er rigtigt, at en del sønderjyder blev sendt til kaserner langt borte, så kan det ikke have været en rutinemæssig foreteelse. Det vidner det store antal sønderjyder i de regimenter, der havde kaserner i Haderslev, Flensborg og Slesvig, om.

Vi får som sagt aflivet ærkehertug Franz Ferdinand på en forkert dato igen, inden det går helt galt med forløbet af krigsudbruddet: Østrig erklærer Serbien krig for at straffe landet for attentatet – så langt, så godt, selvom man godt kunne have ønsket sig et par ord om det fatale ultimatum og den tyske ”blankocheck”. Men så lader forfatteren Rusland gå ind i krigen på Serbiens side. Det er ikke korrekt – Rusland mobiliserede for at få Østrig til at trække sin krigserklæring tilbage – og det er altså noget andet. For derved misser man faktisk den meget væsentlige pointe, at det var Tyskland, der erklærede Rusland krig. Tyskland følte sig tvunget til at erklære Rusland krig pga. den russiske mobilisering, fordi Tysklands planer for krigsførelsen (Schlieffen-planen) opererede med at slå Frankrig ud, inden Rusland kunne nå at mobilisere. Hvis Rusland fik et forspring, så ville de tyske krigsplaner nemlig kuldsejle.

Og så er det faktisk heller ikke Rusland, der erklærer Østrig-Ungarn krig – det er omvendt.

Tyskland går i krig på Østrig-Ungarns side, det er korrekt. Men det er helt forkert at lade Frankrig gå ind i krigen som en konsekvens af alliancen med Rusland. Det var faktisk Tyskland, der erklærede krig mod Frankrig og ikke omvendt!

En sådan perlerække af fejl og misforståelser på bare 40 linjer er altså virkelig ikke heldigt i en bog, der er tænkt til undervisningsbrug.

Det bliver lidt bedre i de følgende kapitler, men rigtig godt bliver det ikke. Det er f.eks. helt uforståeligt, at vi skal have gentaget myten om, at Bruno Topff ved revolutionen i 1918 erklærede Als som republik. Den skrøne har historikere for længst aflivet.

Den pudsige. lille kampvogn, der futter rundt i ruinbyen i filmens eneste (og ikke ret realistiske) krigsscene, er på trods af en vis lighed ikke nogen “tro kopi” af en britisk tank; de tyske tropper trængte ikke i 1914 så langt frem, at deres kanoner kunne beskyde Paris (det skete først ved den sidste tyske offensiv i 1918); Zeppelinhangaren “TOSKA” i Tønder er ikke 256 meter, men 243 meter lang og beregnet til Zeppelinere af en længde på ikke 180, men 196 meter; franske tropper kommer ikke til Sønderjylland den 15. januar 1919 for at overvåge den kommende afstemning, men først i januar 1920; optanterne kunne lige akkurat ikke kæmpe mod fortyskningen af Sønderjylland, fordi de derved risikerede udvisning; og de udviste optanter var ikke nødvendigvis dømt til et liv i fattigdom i Danmark, fordi de måtte efterlade ejendom i Sønderjylland (den preussiske stat konfiskerede den jo ikke og den kunne sælges sammen med løsøre). Forfatteren får vist her blandet rigsdanske tjenestefolk og optanter sammen.

Og sådan kan man faktisk blive ved!

Det er træls at være nødt til at skrive en sådan anmeldelse. Men resultatet står desværre slet ikke mål med de forventninger, man plejer at kunne have til de to sædvanligvis velskrivende forfattere.

René Rasmussen