9. juli 1919 – Ribe Stiftstidende: Bismarckstatuen flyttes og Hr. Borgbjerg advarer “D’ Hrr. Sønderjyder”

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Bismarckstatuen, der forleden førtes fra Knivsbjerg til Aabenraa, hvor den overnattede i et vognskur, blev i gaar med jernbanen ført til Rendsborg, hvor den vil blive anbragt, indtil der er taget bestemmelse om dens fremtidige plads.

En særlig hilsen. Nu skal sønderjyderne tage sig i agt. Hr. Borgbjerg er ved at tabe taalmodigheden med deres tale om samlingsministerium osv. Han skriver i sit søndagsnummer bl. a.:

Alle danske, ogsaa socialdemokraterne, er glade over udsigten til at alt hvad der er dansk, samles, men vi er ikke mere benauede herover, end vi tør bede D’ Hrr. Sønderjyder om at forholde sig lidt tilbagetrukne indtil den tid kommer, da de tilhører vort land. D’ Hrr. i Sønderjylland maa vide, at Danmark, i modsætning til hvad Tyskland var tidligere, er et parlamentaristisk regeret land, hvor de partier, der er i flertal i befolkningen, danner landets regering, og det er nu saaledes, at socialdemokrater og radikale er i flertal her i landet og derfor landets regering, og vil Sønderjylland have deres interesser varetaget gennem en minister, kan dette kun ske ved, at vedkommende bliver medlem af den til enhver tid siddende regering.

Det er en vellykket hilsen. Som bekendt ogsaa i Sønderjylland staar der ikke et flertal af landets befolkning bag ved den nuværende partiregering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *