5. juli 1919. Hvem skal være formand for Den internationale Kommission for Slesvig?

Paa britisk Initiativ var (23. Juni 1919) Spørgsmaalet om Formandskabet i den internat. Plebiscit-Kommission for Slesvig bleven rejst. Fra fransk Side svaredes (26. s. M.), at da den dav. franske Gesandt i Kbhvn., Conty, var bleven udnævnt til Ambassadør i Brasilien og stod i Begreb med at forlade Danmark, havde Frankrig ingen Interesser at gøre gældende i Sagen, som — i Henh. til tidl. Afgørelse1 — vilde ordne sig selv efter Anciennetets-Principet, d. v. s. til Fordel for den britiske Minister i Kbhvn., Sir Charles Marling, som efter Conty’s Afgang vilde være den rangældste af de all. og ass. Hovedmagters Gesandter ved det danske Hof.

Under 30. s. M. sendte imidlertid U. S. A.s Udenrigsmin., Robert Lansing, den franske Udenrigsmin., Stéphen Pichon, følgende Brev:

Jeg tillader mig indtrængende at henlede Deres Opmærksomhed paa, at Kommissionen vilde være bedre i Stand til at løse sin Opgave til alle interesserede Parters Tilfredshed, hvis dens Formand blev enten Sveriges eller Norges Repræsentant. Mine Kolleger i den amerikanske Delegation og jeg selv er fast overbevist om, at hvis Kommissionens Formand er neutral, vil Stormagternes Upartiskhed derved blive yderligere fremhævet.

Det franske Udenrigsmin. videresendte 4. Juli dette Brev, ledsaget af følg. Note til Form. for F. K.s eksekutive Komité, André Tardieu:

I hoslagte Brev har Hr. Lansing gjort Hr. Pichon bekendt med sit Ønske om, at Præsidiet i den internationale Kommission for Slesvig skulde overdrages enten den svenske eller norske Delegerede, for derved yderligere at fremhæve Stormagternes Upartiskhed.

Paa den anden Side har den britiske Regering mundtlig meddelt det franske Udenrigsministeriums Departement for politiske og kommercielle Sager, at den vilde foretrække, at Præsidiet blev overdraget den britiske Delegerede for at lette Forbindelsen mellem Kommissionen og den britiske Admiral, der skal have Overbefalingen over den interallierede Flaadestyrke i de slesvigske Farvande.

Den britiske Regerings Forslag synes at frembyde praktisk Interesse, og Hr. Berthelot [Philippe Berthelot, Chef for det franske Udenrigsministeriums politiske Departement] vil derfor være Hr. Tardieu taknemlig for at forelægge det samtidig med det amerikanske Forslag til Drøftelse i den eksekutive Komité.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *