Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

15. juni kl. 08.00-18.00

Jeg laa i en dyb og solid Jordhule sammen med to Mand. Der var godt og vel tre Meter Jord ovenpaa, og den var godt afstivet indeni med tykke Træstammer og saa rummelig, at vi kunde gaa oprejst derinde. Her søgte der mange hen, naar Bombardementet begyndte, da mange af de andre Jordhuler var skudt itu.

Under Bombardementet om Formiddagen, da vi netop var 19 Mand derinde, kom der en af de svære Granater og slog ned paa Hjørnet af Jordhulen og bragte alle Vægge til at revne, saa de truede med at styrte sammen. Det var godt, at Granaten ikke gik ned gennem Midten; thi saa var her bleven en Massegrav. Men en til af samme Slags kunde den ikke staa for.

Tavse og stille stod vi sammentrængte og saa paa hinanden. Af og til søgte Blikket hen paa det svage Hjørne. Det var, ligesom Revnen udvidede sig, hver Gang man saa derhen. Hver Gang en Granat suste ned i Nærheden, skælvede Jordhulen, og en Del Jord styrtede ned fra Loftet. To Mand stod hele Tiden parate med en Spade, ifald det værste skulde ske.

Saadanne Øjeblikke tog haardt paa mig, jeg fik Hovedpine, og Lemmerne rystede. Tankerne bevægede sig kun langsomt og i en snæver Kreds. Men man lyttede, lyttede — med tilbageholdt Aandedrag og hver eneste Nerve spændt — efter de frygtelige Projektiler, som med deres taktfaste Omdrejninger i Luften fremkaldte en uhyggelig Hvislen, der ubarmhjertigt nærmede sig os og endte med en dødbringende Eksplosion i vor Skyttegrav.

Midt under Trommeilden om Middagen kom et Par Mand af 4. Kompagni tilbage fra Stenbruddet, hvor de havde hentet Mad. Iblandt dem var ogsaa Andreas Jessen, som jeg kaldte ind i Jordhulen til mig. Vi talte lidt sammen om de kære derhjemme, og jeg fik en hel Mængde Hilsener med, som jeg lovede at overbringe, naar jeg nu om fire Dage rejste hjem paa Orlov. »Aa, kunde jeg bare rejse med dig,« sagde han, »og saa faa Lov til at blive hjemme; thi Afskeden fra Hjemmet er rigtignok haard, kan du tro.«

Jeg forsøgte flere Gange at overtale ham til at blive hos mig et Par Timer, indtil Artilleriilden havde lagt sig lidt; en Anelse sagde mig, at han gik i overhængende Fare. »Det kan jeg ikke,« sagde han; »jeg skal hen til mine Kammerater med Maden; de venter efter mig, og jeg maa gøre min Pligt.« Vi sagde hinanden Farvel og paa Gensyn! og da han gik, fulgte jeg ham med et langt, bedrøvet Blik. Det forekom mig stadig, at der vilde tilstøde ham noget; jeg kunde ikke slippe denne Tanke.

Om Aftenen, da jeg var nede i Stenbruddet for at hente Mad og Postsager, kom der en Bekendt fra 4. Kompagni og fortalte mig, at nu var Andreas Jessen falden. Han var falden omkring Kl. 3½, kun tre Timer efter at jeg havde talt med ham. Jeg syntes, den Skæbne var saa haard, saa jeg kunde næppe tro det. Desværre var det sandt. Min Anelse havde ikke skuffet mig.