Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Tilbageblik og Udblik.
Da den danske Hær i den forfærdelige Vinternat i 1864 gik tilbage fra Dannevirke, var det med en fjendtlig Befolkning i Ryggen.

Sydslesvig og Angel var da for længst tabt for Danmark.

Befolkningen havde i de foregaaende Menneskealdre overskaaret de sidste Baand, der bandt den til den danske Stat. Den hadede og foragtede Danmark, – denne ”Nation af Pottemænd med forarmede Krikker, og sorte Gryder, af forløbne Hosekræmmere og Studedrivere”.

Dansk Nationalfølelse, som vi kender den, som et Livselement, der gennemtrænger vor Livsfølelse, hele vort Væsen, har Befolkningen i Sydslesvig og Angel overhovedet aldrig kendt. ”Da Sønderjylland vaagnede -”, var det i Nordslesvig til Danskhed og Lovprisning af det danske Modersmaal, i Sydslesvig og Angel til Tyskhed og foragt for alt Dansk. I Nordslesvig lød ”Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang,” – Sydslesvig sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen deutscher Sitte hohe Wacht”.

Allerede den Gang var Skellet sat. Under det preussiske Styre har Sydslesvig, Mellemslesvig og Angel befundet sig godt. Den Smule Utilfredshed, der til at begynde med var med de nye Tilstande, svandt hurtigt hen, navnlig efter den fænomenale Opblomstring af økonomisk Velstand, der i den sidste Menneskealder skete i det tyske Rige.  Hvormange Stemmer vilde der vel være bleven angivet for Danmark syd for Flensborg-Tønder-Linjen, hvis der i Foraaret 1914 havde fundet en Folkeafstemning Sted som den i § 5 forudsete? 

Befolkningen i disse Egne har i de sidste Menneskealdre levet i Svingning med det tyske Folk. Den har fortsat sin Udvikling i en Linje, der var forberedt ved Aarhundreders Vanrøgt under ”dansk” Styre. Den saameget omtalte Svingning er først sket efter Tysklands Sammenbrud. Har man saa ikke Lov til at spørge efter Motiverne?

Hvorfor maa der ikke tales om Motiverne?  Er det en saa betydningsløs Handling at gaa fra een Stat til en anden, at Motiverne er ligegyldige? Naar en dansk Mand i Køllertiden udmeldte sig af de danske Foreninger for at faa en Tjenestedreng, eller han solgte sin Gaard til en Tysker for Vindings Skyld, blev der ikke lagt Skjul paa Motiverne.

Er det værre af en dansk Mand at sælge sin Gaard til en Tysker for Vindings Skyld, end af en Tysker at forraade det Land, han tidligere kaldte sit Fædreland, for at bjerge sit Mammon? Hvorfor maa der ikke tales om Motiverne?

Det er netop noget meget vigtigt med Motiverne. Det er meget vigtigt, om Folk stemmer dansk med Vilje til at dele gode og onde Kaar med det danske Folk, eller de gør det for at slippe for at betale Skat, for at fri sig for Følgerne af en Krig, de til at begynde med tiljublede og maaske har tjent sig rige ved.

Kan Danmark stole paa Folk, der svigter deres Land, fordi det er slagent og fattigt? Hvorfor skulde de samme Folk ikke senere sælge Danmark, naar de mener, at det lønner sig?

Man kan køre gennem Angel paa Kryds og paa Tværs og tale med alle mulige Slags Folk, uden at møde et Menneske, der har Længsel efter Danmark. Folk i Almindelighed hader ikke Danmark. Navnlig de Unge kender intet til Danmark. Danmark er dem ligegyldigt. Men tal med de Ældre. Der siges, at skraber man Russeren, kommer Tartaren frem. Skraber man Angelboen, kommer den gamle ”Schleswigholsteinisme” frem, Danskerhadet. Det vilde slaa ud i lyse Luer igen, hvis Angel atter kom under dansk Herredømme, og de Rivninger opstod, som det er ganske umuligt at undgaa i enhver Stat med blandet Nationalitet.

Allerede nu begynder Mistroen at ulme. Man tror ikke, at Afstemningen vil foregaa under lige Vilkaar. Man taler om Tryk af fremmede Besætningstropper, om Stemmekøb. Hvad nytter det med Modsigelser? 

I det hele og store maa det siges, at Mellemslesvig og Sydslesvig behandledes godt i Aartiet før 1864.  Hvad nyttede det? Det hindrede ikke et hadefuldt Pressefelttog mod Danmark, et uhørt Æreskænderi i tyske og andre Blade.  Hjemlige og udsendte Korrespondenter skrev Dag ud og Dag ind om det hjerteskærende Tyranni, den ”den forladte Broderstamme” var udsat for. De danske verdslige Embedsmænd skildredes som en Bande Voldsmænd og Optrækkere, de danske Præster som en Flok Slubberter, samlede op paa Københavns Brosten og puttede i Præstekjole med det samme, uden Tro og uden Kundskab, usædelige og forvorbne Naturer, der ikke var i Stand til at forrette en Daab eller afholde et Skriftemaal, næppe nok bekendt med Luthers lille Katekismus … 

Saadanne Minder om Danmark er det, der halvt forglemt ligger og lurer i Angelboernes Sind, og som igen vil slaa ud i lyse Luer, saa snart det gunstige Tidspunkt er der.

Jeg gav mig en Aftenstund i Samtale med en Mejeribestyrer inde i Hjertet af Angel. En Mand af Folket, født paa Egnen. Han betragtede det som ganske udelukket, at nogen paa hans Egn ville stemme for Danmark. Ganz ausgeschlossen!  Men han tilføjede paa sin sindige Maade, at kom Danskerne til Angel, vilde det give Ufred. De vilde ikke faa nogen god Modtagelse.

Efter mit Indtryk vil ingen i Angel paa en enkelt Undtagelse nær stemme for Danmark af ideelle Grunde. Man vil fastholde Tilhørsforholdet til Tyskland trods Nederlag og Ydmygelse. De rent materielle Grunde vilde være afgørende.

Kan Danmark være tjent med at bygge sin Fremtid i den tredje Zone paa et saadant Grundlag?

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.