Sønderjyden Jens Heise fra Sydals forsøgte at desertere i efteråret 1917, men det mislykkedes. I stedet tilbragte han det følgende halvandet år skjult hjemme på sit eget loft.

Det er denne historie, der har inspireret til Karsten Skovs roman “Knacker”, der igen har været forlæg for filmen “I krig og kærlighed.” Nedenfor er den gengivet i N. Petersen-Paulis anonymiserede version fra 1921.

En Arbejdsmand fra den sydlige Del af Als havde været Soldat i henved 3 Aar, blev saaret og kom paa et Hospital. Senere kom han til et Rekreationskompagni i Flensborg for at samle Kræfter og skulde nogen Tid efter med en Transport sydpaa.

Da han imidlertid syntes, at det kunde være nok med denne Transporteren til Fronten, skrev han i et Brev til sin Hustru, at han er deserteret til Kolding, men gaar den følgende Nat over Sundeved og Sydals til sit Hjem, som han naaede i Morgenstunden, meget træt og udmattet efter den 8 Mils lange Vandring.

Efter at være blevet styrket lægger han sig til Hvile, og da hans Brev fra Flensborg ankom om Eftermiddagen, maatte Konen bringe det hen til Kommuneforstanderen. Skønt det kunde læses i Brevet sort paa hvidt, at han var flygtet, blev der for en Sikkerheds Skyld foretaget en Husundersøgelse, uden at der fandtes noget mistænkeligt.

Manden holdt sig skjult og blev hjemme i 10 Maaneder; men da der stadig ikke var Udsigt til Krigens snarlige Afslutning, besluttede han at desertere rigtig.

Paa en Nattevandring langs med Stranden finder han en Baad et godt Stykke mod Vest og slæber den hen til det Sted, hvorfra han agter at starte den følgende Aften, da Tiden den Nat var for fremskreden til, at han kunde naa over Havet. For at Vagten ikke skal mærke noget mistænke­ligt den følgende Dag, sænker han Baaden til Bunds tæt ved Stranden; men uheldigvis blev Vandstanden meget lav, saa at en Del kom til Syne over Vandfladen.

Sol­daten [dvs. strandvagten, RR] blev den vaer og er snart klar over, at der var noget misligt ved den Baad. Han gjorde Anmeldelse; Sagen blev nærmere undersøgt og de nødvendige Forholdsregler truffet.

Arbejdsmanden véd ikke noget om alt det, der er foregaaet ved Stranden, og gaar derfor om Aftenen, efter at have taget Afsked med Kone og Børn, ned til Baaden.

Men her springer uventet to Gendarmer frem fra et Skjul og griber fat i ham. De spørger efter hans Navn, som han angiver, og den ene Gendarm udbryder fornøjet: „Her har vi gjort en god Fangst!”

Aa ja, Synderen var vel for­varet. De to Helte snakker og brovter og er godt til Pas. Nu gælder det om at faa deres Bytte bjerget, og det er jo en let Sag for to velbevæbnede Herrer. For at være mere smidige, hvis det skulde komme til Haandgemæng, havde de aflagt deres Mantler et lille Stykke borte, vel ca. 20 Meter. Da den ene gaar hen for at hente disse, passer den anden paa Forbryderen.

Der gaar ligesom en elektrisk Strøm gennem den arresterede. Overmagten er mindre; et gunstigt Moment. Som tænkt, saa handlet. Gendarmen fik et saa kraftigt Stød, at han trimler tilbage i en Torne­busk, og Manden suser af Sted. Da Gendarmen er kom­met til sig selv efter at have gispet nogle Sekunder, raaber han til sin Kammerat: Hjælp!

Denne kommer hurtigt, og skønt Flygtningen ikke er langt borte, glemte de to prøj­siske Gendarmer i deres Forfippelse at raabe Holdt og at skyde.

Den undvegne løb sporenstregs til sit Hjem, fortalte Konen det passerede og forsvinder derpaa skyndsomt.  Hun venter Gendarmerne samme Nat for at foretage Husundersøgelse; men de kom, mærkeligt nok, først to Dage senere, efter at de har foretaget Undersøgelser paa Halv­øen Kegnæs, hvorfra nogle unge skulde give Møde ved Militæret. Antagelig har de troet, at det var en af disse, som opgav falsk Navn ved Stranden.

Gendarmen spurgte Konen, hvor Manden var. Vistnok i Kolding, var Svaret. „De lyver; De maa sige Sandheden, ellers bliver de straf­fet.” Men hun blev ved sit. Ved Bortgangen opfordrede han hende til at melde, naar Manden kom hjem. Jo, det skulde hun selvfølgelig nok.

Arbejsmanden havde søgt Tilflugt i et ubenyttet Ma­skinhus, en lille halv Mil fra Hjemmet, og hans Bror, som havde Nøglen, bragte ham Mad.

Fem Dage efter Episoden tog han hjem. De fik en Seng opsat paa Loftet, hvor han sov om Natten, og han fik lavet en usynlig Luge gennem Skillevæggen til Naboens Loft, hvorigennem han i Til­fælde af Husundersøgelse ved Nattetider kunde und­slippe.

Om Dagen, naar Konen gik paa Arbejde, opholdt han sig inde i Stuerne bag aflaaset Dør og nedrullede Gardiner. Gendarmen kom nogle Gange og bankede paa, men maatte gaa igen, mens den eftersøgte gennem en Spalte ved Gardinet smilede ad Lovens Haandhæver.

Gen­darmen spurgte ud hos Naboerne; men ingen havde set det mindste til ham.

Desertøren foretog Spasereture ved Nattetider paa de ubefærdede Engstrøg sydøst for Byen, saa Naboerne faktisk var uvidende om, at han var hjemme.

Saaledes forløb 8 Maaneder efter hin Aften ved Stran­den. Han havde nu holdt sig hjemme i 1½ Aar.

Den 8. Januar 1919 var der Fødselsdagsfest hos hans gamle Mor, i hvilken Anledning der var forsamlet nogle Slægt­ninge og Venner. „Desertøren” tog med derhen, og der var stor Glæde over, at han lykkelig var vendt tilbage fra Danmark; men de syntes — at han var blevet lidt bleg.

N. Petersen-Pauli: Sønderjyske Rømningsmænd (1921)