Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op og genoptage sin kapertogt mod engelske og franske skibe.
Enhver kunde jo regne ud, at dette Herreliv maatte faa en Ende engang. Naar Besætningen fra Conway Castle engang kom i Havn, var vor Tilbagevenden til det aabne Hav afsløret, og Jagten vilde igen begynde. Den kunde kun faa ét Udfald.
Vi havde efterhaanden lært Navnene udenad paa de engelske Krydsere, som vi kunde vente at møde, enkeltvis eller flere i Følge. De havde alle sammen efter Tur været i Punta Arenas for at tage Kul eller proviantere, og Tyskerne dér havde trofast holdt os underrettet om, hvilke Skibe der kom. Der var de smaa hurtige Krydsere Glasgow og Bristol, og de store Krydsere Carnarvon, Cornwall og Kent. Allesammen var de større end Dresden og havde sværere Kanoner. Vi kunde allerhøjst regne med at traktere dem, som Nürnberg havde trakteret Kent, men aldrig paa at overvinde dem eller jage dem paa Flugt.
Det vidste vi allesammen, men vi saa stadigvæk ikke saa meget som et Glimt af en Englænder og begyndte efterhaanden at tro paa, at vore Officerer igen havde narret dem med falske Radiomeldinger eller lignende Spøgefuldheder. Nu — i Begyndelsen af Marts — gik der Rygter om, at vi skulde møde et Kulskib fra Brasilien og sammen med det forsøge at komme hjem til Tyskland. Havet var jo stort, og maaske havde vi endnu en Gang Held med os og slap igennem.
Men det gik altsammen helt anderledes, end vi havde tænkt.