Senest ændret den 7. januar 2015 13:59

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids. Men den 26. december blev skibets skjulested opdaget.

Allerede den næste Dag lettede vi Anker og forlod denne Bugt, hvor vi havde fejret vor ensomme Jul. Vi sejlede uhyre langsomt gennem smalle Kanaler, kantet af for­revne Bjerge, forbi et Mylder af Smaaøer og Skær. Vi sejlede i Bugter og Sving under ustandselig Kimen af Maskintelegrafen tæt op ad stejle Klippevægge, der un­dertiden var saa nær hinanden, at man ikke skulde tro, det var muligt at komme igennem, og til andre Tider veg til Side for vældige Bassiner fyldt med Smaaøer og Klippespidser og sandsynligvis ogsaa med undersøiske Skær. Det var en nervepirrende Sejlads, skønt vi kun krøb fremad, og den sluttede, da Mørket faldt paa og al Navigation var umulig i disse uhyre vanskelige Far­vande. Den næste Dag gik vi videre med Dampbarkas­sen foran, og op paa Dagen gik vort Anker til Bunds i et nyt Skjulested i Ildlandets Skærgaard.

Vi var gennem en meget lang og snæver, bugtet Kanal naaet til et Sted, hvor Klipperne var veget til Side for at give Plads for et rummeligt Bassin, hvor en hel Flaade kunde have ligget for Anker. Kanalen fortsattes i vor Sejlretning, men baade Indløb og Udløb var næsten usyn­lige. Det saa ud, som Dresden var blevet tryllet ind i en smuk Bjergsø, lukket paa alle Sider af skovklædte Klip­per. Vi ledte efter den paa Kortet, men skønt Underoffi­cererne hjalp os, kunde vi ikke finde den nogetsteds.

Vi maatte ligge i en Kanal paa St. Inez Øen, men der fandtes hverken nogen Kanal eller „Sø” afsat selv paa de gode Søkort. Vi spekulerede meget over, hvordan Navigations-officeren havde fundet dette Skjulested til os — for efter Kortet skulde vi altsaa ligge paa tørt Land — men For­klaringen fik vi først senere, da vi kom i Land. Dér fandt vi en Pæl hugget ned i Vandkanten og mærket med Nav­net Bremen. Vi vidste, at den lille tyske Krydser, som vi havde afløst paa den mexikanske Kyst, havde været i Ildlandet paa Opmaalingstogt, før den blev sendt til Mexiko. Formodentlig havde den fundet og til Dels opmaalt Kanalen paa St. Inez Øen, og den var blevet op­tegnet paa de nye tyske Søkort og kun paa dem.

I det mindste laa vi paa en enkelt Undtagelse nær, som maaske har været en Tilfældighed, ganske uforstyrret af Eng­lænderne og deres Agenter, i denne hemmelige Sø over seks Uger og fik Besøg af to tyske Skibe, der ogsaa maa have kendt Stedet. Det var en god og fredelig Tid, fri for Slæbet ved Ma­skinerne og de lange Vagter.