Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

De første dage gik alting efter ønske, englænderen strøede nok egnen af, men ingen i vor umiddelbare nærhed. Den 7. skød vi, mens der var fjendtlige flyvere direkte over os, følgen var at stillingen blev forrådt. Vi måtte nu flere gange forlade stillingen, men mand blev livsfarligt såret i underlivet, ligesom han havde en mængde andre sår. Vi fik ham forbundet og skaffet bort, men han døde på hovedforbindingspladsen.

Natten derpå da jeg lå i min hytte og sov, blev jeg vækket af nogle øredøvende brag, mens jordklumper regnede ned på taget. Der kom endnu flere skud, da det blev lidt roligere krøb jeg udenfor for at se hvor granaterne var slået ned. De havde akkurat haft retning efter mig, det nærmeste hul var kun 3 m fra min borg, blot disse 3 meter kortere så havde jeg ikke været der mere.

Vi lå netop midt i ildregnen, derfor indrettede vi vor fremtidige bolig lidt længere til venstre, der var en plet som hidtil var bleven nogenlunde skånet. Samme nat blev to mand letsårede ved 2. halvbatteri, den ene et skud gennem låret, den anden 2 skud i hovedet.

Dagen efter blev jeg afløst og kom til Menegate. 2 dage efter at vi var flyttet, slog en granat ned netop i det hul, som jeg havde forladt. Det kan man nu kalde et tilfælde, eller hvad man vil, men jeg tror ikke, det var et tilfælde.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)