Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86.

Den 7. Januar 1915.

Der faldt en af mine gode Kammerater, Lorens Meyer fra Flensborg-Egnen. En Time, før han faldt, var jeg henne i hans Jordhule for at laane den kære »Flensborg Avis« af ham. Lorens var en god dansk Mand. Han var svær, og med sine tykke, røde Kinder og sin djærve Natur var han en rigtig Type paa en hjertensgod Sønderjyde. Han led meget ved at skulle deltage i Krigen, og han vendte idelig tilbage til de Spørgsmaal: Hvor længe vil Krigen vare? Hvem vil sejre? Hvordan vil vor Skæbne blive i Sønderjylland efter Krigen?

Han pintes mere og mere for hver Dag, der gik. En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet og var død i samme Øjeblik. Det var paa Tilbagevejen fra Moulin under Udøvelsen af sin Pligt, han faldt, den Pligt, som han udførte saa samvittighedsfuldt, skønt den var ham saa inderligt imod.

Vi begravede ham nede i Byen Moulin paa en fri Plads lige ud for Indgangen til den store Stenhule, ved Foden af en Bakke under Skyggen af høje Popler, hvor Smaafuglene sidder og synger over hans Grav. Med Ansigtet vendt mod Nord mod sin Hjemstavn og sine kære ligger han der og sover. Ak! Midt i sin Ungdoms Vaar kaldte Gud ham hjem til sig. Vi sørger nu over ham; han var os alle en hengiven Kammerat. Ære være hans Minde!