Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der 22. marts ankom til Vis-en-Artois tæt ved Arras, men først en lille uge senere blev indsat i den store tyske offensiv.
Til sidst kom ordren. Natten mellem den 27. og 28. marts gik vi i beredskabsstilling. Vores artilleri og minekasteres ødelæggelsesild begyndte, klokken syv skulle der stormes. Beskydningen drønede uafbrudt i tre timer. Det fjendtlige artilleri, og så godt som muligt også infanteriet blev beskudt med gas, men en kraftig vind gav os ikke meget håb om, at det ville blive kronet med held.
Klokken syv stormede vi frem, blot for straks at mærke, at hverken englændernes infanteri eller artilleri var sat ude af kraft. Tabene på vores side var i begyndelsen meget høje, men, koste hvad det ville, kun fremad. Regimentesstaben befandt sig snart i forreste linje. Overalt så man de tyske tropper arbejde sig langsomt, men vedholdende frem. En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.
Bag os fulgte kanonerne fra ledsagdebatterierne, med opsiddet kusk. Møjsommeligt slæbte hestene kanonerne henover kratermarken. En hest, en kusk styrtede, som på kasernepladsen blev der spændt om, kun fremad.
Vi har nået de forreste engelske stillinger, et hold fanger bliver bragt bag ud, de fleste englændere er allerede flygtet, men igen og igen sætter karlene i baglandet sig fast, og deres maskingeværer fordrer det ene offer efter det andet. Dertil stadig granater og shrapneller der ovre fra, som om fanden var løs. Jeg rammes også af to splinter, den ene bliver stoppet af den tykke korttaske den anden slår, allerede for svagt, mod tornysterets skulderrem og lammer min arm.
Videre, stadig videre. I den tredje engelske linje køre angrebet fast. Til venstre for os er man ikke kommet så langt, en forfærdelig flankeild holder os tilbage. De forskellige enheder er for længst blandet sammen, den anden og tredje angrebsbølge løbet ud, kompagnierne blandet. Og det svære engelske artilleri sender skud efter skud ned i de stopfulde skyttegrave, det er forfærdeligt. Endelig får vi luft, vi kommer videre.
Regimentschefen er allerede noget forud. Efterretningsofficeren, løjtnant Jacobsen fra Flensborg, og jeg samler resten af staben og styrter bagefter. Da slår, fem skridt foran os, endnu en gang en ned, sort, stinkende røg og rød flamme. Vi ligger alle fladt på jorden, alle uskadt, alle uberørte, kun løjtnant Jacobsen, der lå ved siden af mig på jorden, svært såret, et kvarter efter er han død. Jeg efterlader to mand hos den sårede, jeg selv iler videre med resten.
– Nu bliver den fjendtlige ild efterhånden svagere, tilsyneladende pakker fjenden sine kanoner sammen. Det var en stor lettelse for os, men maskingeværerne fejede stadig hen over landskabet, og hvert spring fra et granathul til det næste var et livsfarligt sats. Vi var for længst igen sammen med regimentsstaben i forreste linje. Men hvor svag og hvor forvirret var denne linje, kompagnier, bataljoner, mellem hinanden. Havde der nu været reserver, der ordnet kunne have fortsat angrebet, og derved have givet os mulighed for at få orden på os selv og samlet os, så tror jeg, Arras kunne være blevet taget af de tyske tropper den dag.
Vi mærkede tydeligt, hvordan englændernes modstand hele tiden blev svagere. Men der var ingen reserver bag os, ja det syntes mig endda som om at angrebet i denne retning kun havde sekundær betydning, ellers ville det have været betydeligt stærkere. Vores division kunne ikke mere. Kompagnierne var skudt sammen og kastet mellem hinanden. Ved vores regiment var næsten halvdelen af alle officerer faldet eller såret. Da vi havde nået den tidligere ”Siegfried”-stilling, måtte vi indstille fremstødet, det havde ikke længere noget formål. Mellem vores regiment og nabotropperne gabte store huller, til højre for os var angrebet næsten overhovedet ikke kommet fremad.
– Vi satte os altså fast i Siegfried-stillingen og indrettede os på forsvar. Tropperne blev bragt i orden og det blev forsøgt at opnå forbindelse til naboregimenterne. Regimentsstaben fandt logi i et stort, af englænderne forladt dækningsrum, der i øvrigt var et stykke tysk arbejde, det stammede også fra Siegfried-Stillingens tid. Der sad vi nu og afventede det, der skulle komme. Snart hørte vi så, at angrebet ikke skulle fortsætte, der havde altså mere været en skinmanøvre, kun beklageligt, at denne manøvre havde kostet så meget blod.
Englænderne, der først havde ladet os omtrent i ro, fandt nu lidt efter lidt ud af, hvor vi puttede os og jog sit artilleri på os. Det blev nu igen ubehageligt, men det var dog ikke så slemt, det holdt sig inden for det udholdeliges grænser.
(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)