Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.
I Farezonen
Om Aftenen gik Rejsen videre. Nu var der kun et kort Stykke tilbage ned til Halluin , som jeg skulde naa samme Nat. Denne sidste Strækning maatte Togene kun køre om Natten af Hensyn til Faren for Flyverne; vi kom nu ind i selve Farezonen. At jeg nærmede mig Fronten, det mærkedes paa mange Maader. Passagererne var nu ene Soldater. Kupeerne usædvanligt snavsede og medtagne, Vinduesruderne til Dels slaaede i Stykker, saa den kolde Natteluft havde uhindret Adgang. Lys maatte
der ikke være i Kupeerne, men Øjnene vænnede sig til Mørket, saa man alligevel kunde orientere sig derinde. Til Gengæld var Raketterne derude i Horisonten saa meget tydeligere. De steg og sænkede sig, røde, gule, blaa, det var Flyversignaler, fortalte Soldaterne mig, eller Signalet til Kanonerne, som laa længere tiIbage bag Frontlinjens Skyttegrave.
Soldaterne var til Dels paa Tilbagerejse fra en Orlov i Hjemmet, til Dels havde de været en lille Afstikker til Bryssel eller en anden belgisk By for at besøge Kendinge. Samtalen gik jævnt og ret stilfærdig, maaske lagde min Nærværelse som Civilist en Dæmper paa dem.
Deres aabenmundede Udtalelser paavirkedes imidlertid ikke paa nogen Maade.
Et Par Soldater, som havde været i Bryssel, fortalte, at nogle Jernbanevogne, som havde staaet paa et Sidespor, ved et Uheld ved Rangeringen var bleven masede, og Vognenes Indhold laa strøet paa Pladsen. De havde hovedsagelig indeholdt kostbart Bohave, Billeder og Kunstgenstande. Dette var jo ikke noget særlig paasaldende i disse Tider. Men hvad der virkede overraskende paa mig var, at det øjeblikkeligt blev slaaet fast, at det var selvfølgeligt noget, som Officererne havde „reddet” og nu sendte hjem.
Jeg ved ikke, om man havde noget som helst Bevis for den Slags svære Beskyldninger, særlig mod Officererne. Men Kendsgerning var, at ikke en tog Officererne i Forsvar mod slige Angreb, eller endog blot fremsatte den mindste Antydning om Tvivl.
Som eneste Civilist blandt Soldaterne vakte jeg selvfølgelig en Del Opmærksomhed, og det varede ikke længe, inden jeg kom i Samtale med de nærmest siddende. Mørkt var der jo derinde, men af og til lyste en eller anden Soldat op med sin Lommelampe, eller en Tændstik, fra en Pibe, som tændtes, gav et kort, blafrende Lys. Mørket var tættere bagefter, men Samtalen gik videre.
Jeg var rejst hjemmefra med en naiv Forestilling om, at man, hvis der ikke skulde findes Rum i Hoteller eller Gæstgivergaarde i Nærheden, saa kunde man vel henvende sig til „Røde Kors”, som vel ogsaa tog sig af tilfældige Vejfarende, Vi kendte jo kun Krigen fra Aviser og Breve.
Jeg fortalte Soldaterne om Hensigten med min Rejse og dennes Maal, og spurgte om, hvordan jeg vel nu skulde naa frem til Halluin, da man havde meddelt mig, at Toget kun gik til Menin, den belgiske Grænseby ved den fransk-belgiske Grænse.
Der var ikke andet for, udtalte Soldaterne, end at gaa Resten af Vejen til Fods.
Dette var utænkeligt for mig. Nu havde jeg rejst næsten uafbrudt i mere end 2 Døgn og ikke faaet anden Søvn, end den man kan faa i et overfyldt Jernbanetog, naar Trætheden overfalder en i nogle faa Minutter. Jeg vilde foretrække at søge hen til et af Byens Hoteller og blive der om Natten og saa gaa videre den følgende Morgen.
Det var jo mørkt, saa jeg kunde ikke se det Smil, som mine naive Bemærkninger har fremkaldt. Men jeg hørte det i Svaret. Hotelværelser maatte jeg ikke regne med, jeg kunde ikke blive i Menin, men maatte videre. Men, tilføjede Soldaten trøstende, jeg skal samme Vej, saa jeg skal nok hjælpe Dem og bære Kufferten for Dem.
Da vi ved 1-Tiden naaede Menin, holdt Toget midt i en Ruindynge, hvor Maanens klare Skin var det eneste Lys til at lede os paa Vej. Da først saa jeg, hvordan en By ser ud, naar Krigen har raset hen over den i aarevis.
Soldaten førte mig langs med Skinnene ind efter Byens Gader. Der, hvor vi gjorde Holdt, havde Stationen været, nu var denne ligesom hele den tilstedende Gades Bygninger en eneste stor Ruinhob, og dette Syn gentog sig helt Byen igennem.
En Billetkontrol var der slet ikke Tale om. Jeg har formodentlig ogsaa været den eneste Rejsende med Billet.
At hele Byen, der for Krigen havde talt omtrent 15.000 Indbyggere, en By altsaa omtrent som Haderslev, var de to Tredjedele af Husene skudt sammen.
I Halluin
Efter en lille halv Times Gang naaede vi den belgiske Grænse. Vi maatte over en Bro, som forbinder Menin med den franske Grænseby Halluin, en By, lidt mindre end Menin. En Soldat stod Vagt ved Broen, men vi kom uantastede over Broen, formodentligt fordi jeg var i Følgeskab med en Soldat. Kort efter naaede vi „Ortskommandanturen”, hvor jeg skulde melde mig ved min Ankomst, som den modtagne Instruktion lod paa.
Klokken var bleven henad 2, og det var derfor ret naturligt, at en Forstyrrelse paa den Tid af Natten ikke var saa velset af den vagthavende Skriver.
Jeg bad om at faa anvist et Kvarter, men søvndrukken, som han var, havde han ikke synderlig stor Lyst hertil. Først da jeg bad om, saa eventuelt at blive der i Vagtlokalet hos ham til næste Morgen, da jeg umulig kunde holde ud at gaa omkring paa Gaden, saa træt og udaset, som jeg var, da først bekvemmede han sig til at sø ge en Liste frem, fik opgivet et bestemt Nummer i en nærmere betegnet Gade, hvor han formodede, der vilde være Husrum for mig.
Saa traskede vi afsted for at finde Kvarteret, som ikke voldte os Vanskeligheder. Derimod mødte vi i det betegnede Hus Vanskeligheder, som vi ikke havde været forberedte paa. Huset var nemlig et
Nonnekloster. Da vi kom ind i en lang Korridor, viste Dørenes Plader, at Værelsernes Indehavere var Nonner. Vi havde ikke Mod til at trænge ind til dem paa denne Tid af Døgnet og vendte derfor om igen og gik tilbage til Ortskommandanturen.
Om han ikke havde opgivet os et fejlt Nummer, da det var et Nonnekloster, han havde vist os hen til.
Nej, vi kunde rolig gaa ind, Nonnerne var borte.
Saa prøvede vi vor Lykke igen. Vi gik ind i det første Værelse. Paa Døren stod: Søfter Elisabeth. Derinde laa et Par Soldater, Officersoppassere. Den ene fik vi rusket vaagen og forrettede vort
Ærinde. Men vi fik den Besked, at alle Værelser var optagne, udelukkende af Officerer.
Der var ikke en Seng at opdrive i hele Huset.
Ja, mente min flinke Fører, det er jo haabløst at søge videre. Vil De tage til Takke med at dele Kvarter sammen med mig og 2 andre Telefonister i Telefoncentralen, saa kan vi se Tiden an til i Morgen.
Der var intet Valg, og jeg tog med Tak mod det venlige Tilbud.
Den første Nat tilbragte jeg saaledes i Telefoncentralen.
Vi sov 5 Mand paa 4 Madrasser. Soldaterne, som jo var bleven vækkede ved vor Ankomst og skulde have Rede af Kammeraten for hans Udflugt, sov snart igen. For mig blev det ikke til Søvn den Nat.
Huset laa ved Hovedgaden, gennem hvilket der førte et Jernbanespor. Og her ad den Vej sortes om Natten Ammunition, og hvad der ellers skulde bringes frem til Ildlinjerne. Der var stærk Trafik, thi Banen kunde jo kun benyttes om Natten, og det gik ikke lydløst til. I det fjerne hørtes Kanonernes Torden, og saa ind imellem kom Telefonopringninger.
Alle disse uvante Lyde i de ejendommelige Omgivelser skulde nok holde Søvnen borte.