Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv. Sammen med to kammerater er han gået på opdagelse i den rømmede by Merville.
Enkelte Granater begyndte at falde i Byen, og Braget af sammenstyrtende Murværk gaven uhyggelig Fornemmelse. Vi kiggede lige indenfor nogle Steder. Vi var naaet omtrent gennem Byen. Gaden fortsatte over en Bro over Lys-Floden.
Ved Gaden foran Broen laa et større Etablissement – tilsyneladende en tidligere Hotel- og Restaurationsvirksomhed. Det skulde vi endnu lige have efterset. Der var ret mørkt, kroget og dystert indenfor.
Jeg vilde lige om et Hjørne bøje af ind ad en Dør, da jeg midt i Bevægelsen stivner. En kold Sved føler jeg bryde frem. En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng.
Haanden gaar lynsnart til Revolveren, men ellers staar jeg som naglet til Stedet. Synet var for uventet og pludseligt. Men der sker intet. Englænderen ligger fuldstændig stille – han sover maaske. Jeg vover mig lydløst lidt nærmere. Øjnene ser nu mere tydeligt i det underlige Halvmørke. Han har et saa underligt graagult Udseende. Han sover ikke. Han er død.
Nu ser jeg først, at det er en stor Sal, fyldt med 2-Etagessenge. I flere Senge bagved ligger andre – alle i Uniform. De er alle døde. Vi var dumpet ind i et tidligere engelsk Feltlazaret.
I en anden stor Sal ved Siden af laa Tøj, Tæpper og andre Udrustningsgenstande i en halv Meters Højde spredt ud over hele Gulvet. Jeg tog et Par Uldveste med. I Gaarden stod et stort splinternyt Lazarettelt. Rundt omkring flød det med Forbindssager – de fineste Lærreds- og Gazeting, som vi ikke havde set før. Vi maatte klare os med Papir. Vi fik Lommerne fyldt.
Alt vidnede om hovedkulds Rømning. Men Artilleriilden var imens blevet mere intensiv. Mange Granater faldt i Nærheden. Der blev lagt Spærreild ved Broen, og det begyndte at blive ret uhyggeligt. Godt, at vi ikke skulde over Broen til den Side.
Vi skyndte os samme Vej tilbage. Ved Kirken var det heller ikke rart. En Brisantgranat eksploderede midt paa Gaden, og Splinterne røg til alle Sider. Men vi havde hørt den komme og var i Sikkerhed i en Port, da den eksploderede. Vi naaede helskindede hjem og havde faaet Lysten styret. Vi skulde ikke mere til Byen.
Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.
Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.
Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.
Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.