Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Med  vor  Høpresser  er  vi ankommet  hertil.  Vi er  indkvarteret  i  en  Hestestald  ved  Siden  af  et  Hønsehus.  Det  er  Vinter,  og  af  den  Grund  mener  Hønseejeren,  at  Hønsene  ikke lægger  Æg .  Han  har  sikkert  Ret.  Her  i  Byen  har  de  den samme  Slags  Ost  som  i  Rion. 

Der  er  ingen  Forskel,  men her  i  Byen  har  de  en  lumsk  Skovfoged.  Han  fandt  ud  af,  at hans  Ostebeholdning  svandt  for  voldsomt  ind  og  var  saa uheldig  —  eller  heldig  —  at  have  Rottegift  ved  Haanden.

Det  var  sikkert  en  god  Tanke,  men  den  var  djævelsk,  og den  Omstændighed,  at  flere  Kammerater  et  Par  Dage  efter laa  begravet  i  Høet  og  vred  sig  af  Mavesmerter,  kan  godt tyde  paa,  at  han  for  Fremtiden  faar  Ro  for  „Rotterne”. 

Jeg havde  en  betroet  Post  paa  Banegaarden,  og  Kammeraterne, som  vi  afløste,  havde  ogsaa  betroet  mig  et  „Tip”.  Der  stod nemlig  i  et  Hjørne  af  Pakhuset  en  Sæk  Mel . De  havde  næsten  tømt  den  helt  og  mente,  det  var  bedre,  om  vi  fortsatte, saa  den  helt  kunde  forsvinde. 

Ved  Middagstid var  det  gerne roligt  paa  Banegaarden  og  Tiden  derfor  gunstig  for  en  foretagsom  Krigsfange.  Dog  en  Middag  gik  det  galt.  En  Mand fra  „ Train ”  opdagede  mig,  da  jeg  i  min  Ivrighed  ikke  havde set  mig  for.  Jeg  var  oprigtig  ked  af  det.  Tankerne  om  et  Par Aars  „Prisson”,  medens  Kammeraterne  var  rejst  hjem,  fløj 165 igennem  mit  Hoved.

Dog  han  havde  Hjerte  i  Livet.  Han  fik at  vide,  at  Kosten  var  knap  og  lovede  saa,  at  hvis  jeg  indstillede  Forretningen  for  Fremtiden,  vilde han  lade  være  med at  melde  mig.  Jeg  holdt  mit  Løfte,  men  han  holdt   ikke   sit.

Da  jeg  et  Par  Dage  efter  fulgtes  med  Vagtmanden,  traf  vi Jernbanemanden  og  nu  sladrede  han.  Vi stod  imidlertid  lige ud  for  en  Vinstue,  og  de  var  begge  tørstige.  Jeg  fulgte  med, da  de  gik  ind, og  ved  et  Glas  talte  vi sammen  om  Sagen,  der kort  efter  blev  anset  for  at  være  druknet  og  ude  af  Verden. Men  da  havde  vi ogsaa  faaet  mange  Glas. 

I  Hotellet,  hvor  vi spiser  vor  Middagsmad,  er  Manden  i  Felten.  Der  er  derfor ingen  til  at  passe  Fruens  to  Køer,  men  det  er  vi  mere  end villige  til. Vi har  nu  baade  Mælk,  Æg  og  Mel  til  Pandekagerne,  der  er  en  eftertragtet  Ret  for  Peter  Petersen  fra  Bodum,  der  har  faaet  ondt  i  Halsen  og  ikke  kan  faa  andet  til at  glide  ned  igennem  den. 

„Madame”  opdagede  dog  ret  hurtigt,  at  Mælkemængden  var  skrumpet  ind,  og  de  Kødben, som  vi  fik  for  at  passe  Køerne,  skrumpede  nu  ogsaa  mere og  mere  ind.  Nu  steg  Mælkeydelsen  atter,  og  der  er  nu  igen mere  Kød  paa  de  Ben,  som  vi  faar  som  Belønning  for  vore Anstrengelser.