13. januar 1918 – Jens Iversen: “… en voldsom Maskingeværild”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 13. Januar 1918
Da der i Forgaars havde hersket Ro det meste af Dagen, var jeg i Mørkningen en lille Tur hos Siedels for at høre Nyt, eftersom de bor nærmere Krepost, den gamle, højtliggende Skanse fra Tatartiden, hvor Bolshevikkerne holder til. Siedel fortalte, at de som ogsaa andre Steder i Kvarteret havde indrettet en Slags Salvegarde, en privat Sikkerhedstjeneste om Natten, idet Naboer skiftevis patrouillerer i Gaden, deriblandt Fiedler, der nu om Natten har taget Ophold hos Familien Wiener, desuden Kindermann og nogle Jøder, hvis Synagoge ligger i Petro-Pavlovskaja.

Den røde Kommandant skal have givet Tilladelse til disse Værn. Hänel og jeg har i hvert Fald ogsaa begyndt samme Nat uden for Dom Smirnov. Vi afløser hinanden hver anden Time. I Nat kom Jelisaveta Aleksejevna af og til ned for at spasere med frem og tilbage i det stille Frostvejr, mens vi inde fra Byen af og til hørte Shrapnelerne eksplodere. Hun søger af aflede Tankerne. Da hun endelig mente at være træt nok til at kunne falde i Søvn, gik hun ind til Naboen, der har overladt hende Nøglen.

I Formiddags tog Skydningen pludselig til, men ebbede igen ud ved Middagstid. Da der er Udgangsforbud efter KL. 7, gik jeg hen paa Eftermiddagen til Siedels og kom i Skumringen paa Tilbagevejen ved den midterste Kanalbro ud for en voldsom Maskingeværild, saa jeg maatte søge Læ i en Port. Hjemme igen, kom Fru Chlebnikoff mig for første Gang i disse Dage opstemt i Møde. Hendes Broder, hvis Skæbne ved Fronten i lang Tid havde været ukendt, var pludselig dukket op hos hende og var lige gaaet. Han er Oberst og var Kommandør for et Regiment, men det eksisterer ikke mere. Men hun var glad for, at han var i Live og at han netop nu var kommet tilbage.

Hos os har vi ingen Skydning været udsat for. For saavidt er vor Beliggenhed tilsyneladende gunstig, da Kampens Centrum er den indre By.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *