I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”
Paa Transport.
S. i Oktober 1917.
Tilværelsen som Vagtmand har ikke mange Tillokkelser. Fra i Dag til i Morgen paa Vagt: 2 Timers Vagttjeneste og 4 Timer fri Døgnet igennem, og Fritiden er bunden til Vagtstuen, hvor der ikke findes mange Bekvemmeligheder, men til Gengæld i Reglen en utrolig Mængde Lopper. (Lopper er afskyelige! De er ikke til at komme til Livs. For det første er de forberedende Øvelser til en Loppejagt ret omstændelige, og for det andet er de i Reglen forgæves.) Efter Vagtdøgnet følger et ”Fridøgn”, hvor ”Friheden” dog er ret begrænset af Eksercits, Instruktion, Istandsætning af Udrustningsgenstande osv. Næste Dag er der ”Opsynstjeneste”, dvs. Opsyn med de Fanger, som er beskæftigede med Arbejde i Lejren, og den Tjeneste er om muligt endnu kedeligere og langsommere end Vagttjenesten. Og er den Dag endelig til Ende, begyndes der forfra igen med Vagt, saa Afvekslingen i Programmet er meget indskrænket.
En ret interessant Afveksling kan Transporterne byde paa, især de længere. I en saa stor Lejr gaar der jo daglig en Mængde Fangetransporter ud og ind fra Arbejdskommandoer, men det hænder ogsaa, at Fangerne skal bringes langvejs hen eller hentes langvejs fra. Før jeg blev afkommanderet, var jeg saa heldig at faa flere længere Transporter, bl.a. en til Vestfalen og en til Nordfrankrig.
Før man begiver sig paa en saadan længere Transport, er der i denne Krigstid én Ting, der er ligesaa nødvendig som Billetten, og det er Provianten. Man gør bedst i at regne med, at man maa leve af, hvad man selv bringer med. Og i den Henseende er vi her i det ellers som fattigt udskregne Polen ret heldigt stillede, idet man kan – og især kunde – faa tilstrækkeligt af alt, naar blot man har de nødvendige ”Finanser”. Jeg forsynede mig da rigeligt, eller i hvert Fald tilstrækkeligt, og da jeg med min Fange, der skulde afleveres til en Grube i K., kom til Industriegnene i Vest og i Kupéen aabnede for Madkassen, hvor der baade forefandtes Brød, Smør, Æg, Pølse, Skinke og andre Herligheder, saa jeg ganske tydeligt at jeg vakte min Medrejsendes levende Misundelse. Men enhver er sig selv nærmest. Det Princip har Krigen yderligere knæsat. Og jeg spiste min Mad paa farisæisk Vis, dvs. glædede mig over, at jeg ikke var stillet som de andre Mennesker.
Naar man første Gang kommer til Industriegnene i Vesttyskland, imponeres man. Egnen er langt tættere befolket. Overalt Jernbaneskinner! Og Tog farer i alle Retninger. Det hele synes at være en eneste stor Bydel, især om Aftenen, naar Lysene i Tusindvis skinner ud i Mørket. Hvilke Kræfter, hvilke Værdier kan ikke her frembringes! Og nu under Krigen er alle disse Kræfter taget i Tilintetgørelsens Tjeneste! Underlig Tanke! – Men bedst er det at lade være at filosofere over Krigen. Dens mange ”hvorfor” løses dog ikke nu!
Min Fange skulde jeg som nævnt aflevere ved en Kulgrube, og ved denne Lejlighed fik jeg lidt af de ydre, for mig hidtil ukendte Forhold ved denne Industri at se. Interessantere havde en Tur i Dybet jo været, men derom kunde der jo desværre ikke være Tale. Selve Industri- og Kulbyerne, med Kulstøv overalt, paa Gaden, i Luften, har jo i sig selv intet særligt tiltrækkende for Udenforstaaende, men imponerende er Landskabet med de utallige, kæmpemæssige Skorstene og med de bjerghøje Dynger af Kulaffald ved hver Grube.
Endnu interessantere var dog Turen til Belgien og Nordfrankrig. Jeg skulde hente en Fange i C., en Polak, der havde faaet Lov til at vende Hjem til sin Hjemstavn, Warschau. Det var kort efter Proklamationen af det nye Kongerige Polen.
En Tur tværs igennem Tyskland fra Øst- til Vestgrænsen tager 24 Timer, men stor er Forandringen i Landskabet i Løbet af det Døgn, og større endnu, naar man kommer til Belgien lige fra Polens udstrakte, flade, ensformige Sletter. Et morsomt Træk er betegnende. Her er i Polen spænder man et Par smaa magre Krikker – eller maaske kun én endda – for en vældig Arbejdsvogn, hvis Dimensioner vi ikke tilnærmelsesvis kender hjemme hos os. Og Hestene faar lægge sig i Selen, thi Vognen læsses til Randen. I Belgien derimod ser man 2-3 store, stærke, fede belgiske Heste trække afsted med en lille tohjulet Vogn, noget større end en velvoksen Trillebør. Men det ligger jo i de ”lokale Forhold”. Her i Polen gaar det ”lige ud ad Landevejen”, i Belgien gaar det over Bjerge og Dale. Men alligevel er det bedre at være Hest i Belgien end i Polen!
Min Rejserute var gaaet over Berling-Køln-Aachen, og den nærmeste Vej var jo nu over Lüttich-Namur til C. Men da jeg nu endelig var kommen saa vidt, kunde jeg have ønsket at se Løwen og Bryssel. Til alt Held kom jeg i Lüttich ”af en Fejltagelse” ikke ind i Toget til Namur, og jeg var saa nødt til at fortsætte til Bryssel.
Om eftermiddagen naaede vi Løwen, og da der om Aftenen igen var Forbindelse med Bryssel, besluttede jeg at stige ud. Jeg syntes ogsaa, at jeg nu, efter at have kørt uafbrudt i 1½ Døgn, kunde trænge til en Smule Hvile. Og nogle overordentlige interessante Timer tilbragte jeg i den gamle belgiske Universitetsby. Den har faaet Krigen at føle. – Smukkest af alt var det prægtige Raadhus, der bortset fra en enkelt Granat i Kvisten er bleven helt skaanet.
Fra Løwen til Bryssel er der kun en god halv Times Kørsel, og i god Tid ankom vi til Residensbyen. Da jeg her fik mine Papirer undersøgt, maatte jeg jo besvare nærgaaende Spørgsmaal om, hvad jeg egentlig vilde i Bryssel. De Spørgsmaal blev klarede, og da jeg nu engang var ”kørt galt i Byen”, var der jo ikke mere ved den Sag at gøre.
Borset fra de mange Soldater fik man egentlig ikke noget stærkt Indtryk af Krigen i Bryssel. Livet forekom at være ret normalt. Sporvognene gik som sædvanligt, var overfyldte. De elegante Kaféer var stuvende fulde, saa man gennem Spejglasruden (thi som Landstormmand, med lange Støvler, Rygsæk og Gevær kan man selvfølgelig ikke vove sig ind slige Steder. Hvad vil en Spurv i Tranedans!) De nyeste Aviser, paa Fransk og paa Tysk, kunde købes paa Gaden, og Folk syntes at tale og le og more sig, som de altid havde gjort. Men et Træk forraadte Krigstilstanden: En vis Aldersklasse savnedes blandt de civile Mænd. De laa nu paa den anden Side Fronten. I det lille Stykke der er tilbage af Belgien. Men de unge Piger – i hvert Fald nogle af dem – havde allerede for længst fundet Erstatning – ”Ersatz” – i Soldaterne, der heller ikke syntes at være uvillige. ”Ein Tor ist immer willig, wenn eine Törin will”, siger Heine.
Efter en højst ubehagelig Nat i en belgisk kaserne gik Turen næste Morgen til C., hvor jeg skulde finde min Fange. Men hvor? Jeg løb fra Banegaardskommandanturen til Stadkommandanturen og tilbage igen, men igen vidste, hvor Stanislaus var at finde. Han var vist ved et eller andet Jernbanekommando. De telefonerede i Øst og Vest, men kunde ikke faa rigtig Besked. Dog var det sikkert, at han maatte være i Nordfrankrig. Men det var jo just ikke nogen tiltalende Opgave at gennemrode hele Nordfrankrig for at finde Fyren. Endelig blev det da med nogenlunde Sikkerhed konstateret, at han nok var ved en Station paa Strækningen mellem L. og A., vistnok i N. Og med den Besked begav jeg mig paa Vej.
Det blev en langsommelig Tur. Vi havde jo nu nærmet os Etappeomraadet, hvor Togforbindelsen selvfølgelig ikke kan være saa regelmæssig. Snart maatte vi vente paa Stationen, og snart midt paa Strækningen, og endelig Klokken 3 om Natten ankom jeg til mit Bestemmelsessted, hvor jeg antog, at Fangen var, – og han var der virkelig ogsaa. Her fandt jeg i Nattens Mulm og Mørke en mindre Arbejdslejr bygget, og ved Vagtens Hjælp fandt jeg en Seng, som var tom, og nu sov jeg de Retfærdiges velfortjente Søvn!
Næste Morgen fik jeg fat paa Fangen, og enhver vil kunne forstaa hans Glæde over at skulle sige Farvel til Frankrig og maaske komme hjem til sine egne. Det ar som en Forsmag paa Freden, der altid ligger og dæmrer forude i Maalet. Dengang var den jo langt borte. Men det vidste vi ikke. Nu er den rykket et Aar nærmere, men hvor nær, ved vi heller ikke nu, dens Omrids skimtes endnu kun lidet tydeligere.
Før vi begav os paa Hjemturen, foretog jeg en Spadseretur gennem Landsbyen N. Vi var endnu langt bag Fronten. Indtrykket af Landsbyen overraskede mig en Del. Jeg havde ventet at finde et ganske modsat Billede af en fattig polsk Landsby, som jeg daglig havde haft for Øje. Men i Virkeligheden gjorde den temmelig store Landsby et ikke meget bedre Indtryk. Alt saa om ikke ligefremt forfaldent, saa dog mindre vel vedligeholdt ud. Ogsaa her kunde jeg med Stolthed konstatere, at Nordslesvig kan maale sig med baade Øst og Vest.
Hen paa Eftermiddagen var vi rede til Opbrud, og den lange Hjemtur begyndte. Vi fik Selskab med en Postordonnans, der skulde til A. og hente Postsagerne, og som fortalte livligt om Livet og Forholdene der. Da vi kørte forbi L., fortalte han, at her var en fransk Spion bleven henrettet Aaret i Forvejen. Spionen, vistnok en Underofficer, var bleven sat af af en Flyvemaskine, der skulde have afhentet ham igen næste Nat. Men Skæbnen indhentede ham før. Han blev fanget, og han var selvfølgelig klar over, at det var halsløs Gerning, han havde øvet. Selv hans Modstandere ydede ham Beundring for hans Dristighed og Mod. Men Krigens Ret maatte gaa sin Gang, og han maatte dele alle uheldige Spioners Skæbne. Han afslog at lade sig et Tørklæde binde for Øjnene, og hans sidste Ord var: ”Vive la France!” ”Was hatte der Mann für Courage!” sagde Ordonnansen! Ja, saadan er Krigens Gang! Livet er Indsatsen, men kæmper man for, hvad man har kær, da er Livet jo ej saa Svært, Døden ikke heller!
For at faa saa meget som muligt ud af Turen, lagde vi Vejen hjem ad en anden Rute, over Metz, Frankfurt og Leipzig, men naar man har siddet 8 Døgn i Træk i Kupéen, saa kommer man dog tilsidst til at længes efter Vejende. Og det var med en vis Tilfredsstillelse, vi saa Baraklejren tone frem igen. Men alligevel var jeg godt tilfreds med Turen, mend det nye, Øjet havde mødt. Den graa og ensformige Soldatertid var et Minde rigere.
N-n.