Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i oktober og november deltog i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien.

Jeg kan ikke fortælle mange detaljer fra vores march, særlig fordi jeg fra den tid ikke har nogen breve til at hjælpe min erindring. Det var dengang fuldstændig umuligt at komme af med post, da hele forsyningsvæsnet endnu ikke var bragt i orden. Forplejning kom der heller ikke, vi var altså henvist til det, som landet kunne byde på. Gud ske takke lov var det foreløbigt også nok. Dog var der flere misforhold. Værst var det, at italiernerne stort set ikke har noget salt, da der vist er statsmonopol. Det skete ofte, at vi måtte indtag vores mad uden salt, hvad for det første smager modbydeligt og heller ikke bekommer legemet vel. Kartofler og korn, altså mel og brød, fandt vi også kun meget lidt af.

Den italienske bonde lever af at dyrke vin og majs, og at holde enkelte svin og køer. Befolkningens hovedernæring bestod morgen, middag og aften af polenta. Denne ret, ofte tilberedt uden salt, er ingen nydelse især ikke for ganer, der er bedre vant. Næsten alle bønder havde i kælderen vin i store fade. Blandt dem fandt vi ganske fine sorter, men måtte også først vænne sig til den italienske drik, da vinen er noget andet end den tyske eller franske. Som dessert til vores måltider fik vi næsten altid herlig frugt – æbler eller vindruer, der var også mange spisekastanier.

Køkkenerne var meget primitive, et komfur fandt man kun hos de rigere folk. Ovne kendte italienerne knap, selvom det – som vi tydligt mærkede i december – kan blive temmelig koldt. I dagligstuen befandt sig en muret forhøjning, hvorpå der brændte åben ild. Røgen steg muntert op til loftet, ligesom hos de gamle germanere. Skulle der laves polenta, så hængte man en stor gryde i en krog over ilden. Det der skulle steges blev på en pande stillet over flammerne på en trefod. Brød bagte italienerne på den måde, at de lagde dejen i den varme aske og dækkede den til med den, til den var bagt. Man ser i hvert fald, at tyskerne i denne henseende er italienerne vidt overlegne, for hvad jeg har skildret her, er ikke særtilfælde, men var almindeligt.

Vi kom rigtig godt ud af det med befolkningen. Selvfølgelig var de i begyndelsen meget bange, især for tyskerne, som der blev fortalt de mest gruopvækkende historier om. Snart blev de dog mere tillidsfulde og begyndte at fortælle. Meget karakter havde de ikke, for det første de gjorde, var at skælde morderligt ud på deres regering og hær. Franskmændenes nationale stolthed, der sætter fædrelandet over alt, besad italienerne ikke.

At vi fik så meget at vide af indbyggerne, skyldtes, at vi mødte mange mænd, der i deres ungdom havde arbejdet længere tid i Tyskland og derfor talte tysk. Jeg forsøgte efter mulighederne at forbedre mit italienske, og gjorde også så gode fremskridt, at jeg kunne mere end ”buon giorno, signorina” osv. Var vi blevet længere tid i Italien, havde jeg sikkert snart lært sproget, ikke mindst takket være mine franskkundskaber.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)