Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 6.2.1918

Min kære Inger!
Efter at jeg nu i længere tid har tænkt over den sag med at søge om at få mig stillet tilbage, er jeg kommet til det resultat, at det alligevel er det bedste at gøre alvor af sagen… Jeg har jo skrevet i mine sidste breve, at du skulle vente med at søge, men jeg synes, at nu da jeg er så gammel, er der vist ikke så stor fare for, at jeg bliver indkaldt igen. Man har jo da ingen hørt, som er blevet indkaldt af dem, der er blevet stillet tilbage. Bare det da nu må lykkes for os denne gang!… Måske det ikke er værd at skrive, at vi har Hans. Eller skulle han måske rejse bort i den tid, det står på. Det skulle han vistnok gøre, når du bad ham derom. Men så skal han jo også udmeldes hos Eickemejer, for ellers kan vi ikke stole på, at han anbefaler sagen. Ja, det er noget, jeg vil overlade til dig, kære Inger, men når der skal søges, er det jo bedst, at det bliver gjort grundigt. Kompagniføreren sagde jo i efteråret, at det var bedst, at den danske karl, vi har, helst skulle bort. Lad det så gå med gården, som det kan i den tid. Det skal vi så se at få oprettet, når jeg kommer hjem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918