Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten.
Den 16. september havde vi en god dag. Vi sov så længe vi ville, spiste, røg tobak og ventede på ordren til afmarchen. Hen imod aften fik vi ordre på at gøre os færdig.
Vi blev stillet op. Hestene blev spændt for, alt var i orden. Løjtnant Viederholdt besteg hesten, gav kommando, og batteriet satte sig i bevægelse. Først red løjtnant Viederholdt, så kom 50 – 60 kanonerer, dernæst iagttagelsesvognen (telefonredskaber m.m.), 4 kanoner, 8 ammunitionsvogne, en lang række bagagevogne, der var høvogne, skomager- og skræddervognen, og til sidst kom køkkenvognen. Ved hvert køretøj gik en mand som bremser.
Der var 6 heste for kanonerne, 4 for ammunitionsvognene, 4 heste for nogle af bagagevognene, andre var der kun to heste for. Der var to heste for køkkenvognen, dvs. når vi havde den almindelige hestebestand. Dog hændte det ikke sjældent, at hestebestanden blev reduceret til det halve. Så måtte mandskabet hjælpe til.
Vi forlod Beythem. Det var en dejlig fornemmelse at sige farvel til frontenfor nogle uger. Stemningen var god – vi sang af fuld hals:
Kanonendonner ist unser Gruss,
wir schiesen mit Morser und Haubitzen,
bald sind wir zu Pferde,
und bald sind wir zu Fuss,
aber immer bei unsem Geschiitzen osv.
Allevegne kom soldater og civilfolk ud til vejen, vi var glade – taktfast marcherede vi hen ad landevejen, – den ene sang afløste den anden, i det tjeme drønede kanoneme, som de plejede.
Efter et par timers march kom vi til Iseghem. Vi kørte op med hele batteriet på en lang rampe (perron), og i løbet af en time var hele batteriet læsset. For at rumme hele batteriet blev der anvendt 50 – 60 jernbanevogne. De fleste var fladvogne.
Kanonerne og alle de andre vogne kom på fladvogne, hestene kom i lukkede vogne, og der var personvogne til mandskabet. Hver ting fik sin plads, kanoner og vogne blev surret fast med barduner, der gik fra hjulene ned til siderne på jernbanevognene. Da alt var læsset på, blev mandskabet inddelt. Der skulle en post på hver fladvogn, og denne kunne ikke blive afløst, da toget i regelen kørte uafbrudt.
Jeg blev bestemt til at stå vagt ved 4. kanon. Trompeten lød, det var indstigningssignalet der lød fra hornisten, alle steg ind, jeg gik hen til kanonen, satte mig på Protzeren, og der opholdt jeg mig hele natten. Toget satte sig i bevægelse, og vi forlod Flandern.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.