C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Fra dag til dag forstærkes artilleriilden. Vi har den følelse, at noget er under forberedelse. Den 10.august kommer der regulær trommeild.

Englænderen angriber, men os trænger han ikke frem til; vi ved ikke, hvordan det står til forude.

Om eftermiddagen kommer der melding om, at fjenden har løbet den venstre fløj af regimentet over ende. To delinger fra 7. kompagni bliver sendt frem, kommer imidlertid ud for så stærk artilleriild, at de må vende om.

Snart efter kommer der en ordonnans fra K.T.K. [1] kaptajn Hofmeister, som vi er underlagt: 5. og 6. kompagni træder straks an til modangreb!

Desværre indeholder ordren slet ingen angivelser af situationen derude foran og af angrebsmålet. – 2. og 3. deling får gennem min ordonnans ordre til at træde an til modangreb, så snart de ser 1. deling træde an. 6. kompagni til venstre for 5. træder ligeledes an, så snart 5. kompagni sætter i march. I løb iler jeg sammen med min ordonnans, korporal Julius Hansen, til banedæmningen for at alarmere 1. deling. Her i de sikre dækningsrum aner man intet om, hvad der sker ude foran.

Men den fortræffelige fører, Vizefeldwebel Wellmann, fatter straks situationen;  i løbet af et øjeblik er delingen marchklar. Vi træder an.

Terrænet umiddelbart til venstre for banedæmningen er et uigennemtrængeligt sumpterræn. I enkelt kolonne går det langs med banedæmningen, der byder god beskyttelse  mod indseende fra halvhøjre, over Haanebek-bækken. Jeg spørger posten foran et betonhus, hvor den forreste linje er, han peger ud foran på et sønderskudt hus; dér er den venstre fløj af det forreste kompagni.

Jeg får delingen deployeret og løber med Wellmann og ordonnanserne forud mod huset.

En meget lavtgående flyver beskyder os med sit maskingevær uden at træffe.

Vi er 10-15 meter foran husets murrester, da der pludselig falder en salve: jeg er som forstenet; 3 ordonnanser ligger ramt på jorden, 2 af dem er død, deriblandt min kære, tro ordonnans Julius Hansen, én ligger med maveskud, på mig går der et skud gennem stålhjelmen kun få millimeter over den højre tinding, og ud bagtil; den fremkomne splint rammer Wellmann i hovedet og sårer ham i tindingen.

– “Det er jo englændere!” råber Wejjmann.

– “Ja, det mærker man”, svarer jeg.

Nu bare væk i en fart! Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.

Til venstre for os løber en grav; vi springer ned i den og kryber på maven tilbage: Wellmann, som jeg først forbinder, en ordonnans,  hvis navn jeg desværre har glemt, og jeg – de eneste, der er blevet tilbage.

I mellemtiden er 1. deling kommet op på højde med os og har taget stilling  bag en hæk. Her bliver vi liggende. Også de  andre to delinger er ankommet, ikke uden tab, deriblandt Vizefeldwebel Kehlet og Unteroffizier Eistermann, begge udmærket prøvede førere; de er ikke hårdt såret, men er nødt til at udgå; det gør ondt i hjertet på mig, da jeg rækker dem hånden til afsked.

Natten falder på. Jeg inddeler kompagniet på ny og søger forbindelse med 6. kompagni. Løjtnant af reserven Saucke, den efter mange kampe erfarne fører for 6. kompagni, som man altid i kamp kunne forlade sig på, er der ikke – han  er under fremrykningen blevet skadet af en granat – men hans kompagni er der.

Mellem 6. kompagni og os, 5. kompagni, havde der i år og dag eksisteret et trofast våbenbroderskab. Hvor ofte har vi ikke i Polen hjulpet hinanden! Hvor ofte har det ene kompagni ikke fordelt sig i det andet og sammen kastet fjenden tilbage! – Nu lå vi igen side om side.

Kompagniet har ingen officerer mere, men jeg træffer to underofficerer, der meget villigt støtter mig i mine beslutninger; desværre har jeg glemt deres navne.

Vi lægger kompagniet, som er stormet for langt frem, længere tilbage og bringer det på linje med 5. kompagni samt regimentet til venstre for os – længselsfuldt venter vi på vor forsyningsenhed – men denne nat får vi ikke noget at spise!

Senere erfarer jeg årsagen: føreren af enheden, Vizefeldwebel Jacobsen, formoder, at vi endnu er i Wilhelm-stillingen; da han ikke finder os dér, går han sammen med en anden alene frem i håbet om at støde på os et eller andet sted ude foran. Men det kommer helt anderledes. De er kommet over Haanebek og strejfer om i terrænet.

Derved sker det, at Jacobsen springer ned i et granathul, i hvilket der ligger en maskingeværbesætning, men engelsk! Knap ser Tommy’erne “the German”, før de forskrækket træder til side og rækker hænderne i vejret. Men da de ser, at der kun er én, fatter de sig hurtigt igen og afvæbner nu tyskeren. Ved tegn gør de Jacobsen forståelig, at han skal gå bagud, men giver ham ingen ledsager med. 

Men næppe er Jacobsen kommet ud af deres synsfelt, før han går i en stor bue og vender velbeholden tilbage til sine folk i Wilhelm-stillimgen. Men til at bringe mad ud, er det nu for sent.

[1] “Kampftruppenkommandeur”, leder af stormtropoperationer fra en særlig kommandostation.

Af Regiment 84’s historie