11. juli 1917 – Mathias Damm: Tilbage til fronten

Senest ændret den 16. september 2017 21:54

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Onsdag Aften.
Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil nu begynde at Brev til eder og fortælle lidt om Reisen. Jeg kom straks i OJ sammen med et par der skulde med samme Tog som jeg og der kom saa et par mere til underveis. Vi kom til H Kl 9½ og 12½ kom “Rübe” Toget. Det lignede ogsaa et rigtig Roetog, thi det var lutter Godsvogne. Vi blev saa pakket ind i den, 40 i hver, og var saa paa Flyvende til Kønigsberg.

Det kunde nok passere at man kom til at sætte sig i et andet Hjørne af Vognen, end Meningen var. Ellers gik det helt gemytlig. Jeg var sammen med nogle Nordslesviger i det ene Hjørne. Deriblandt L. Lassen, C. Glochaus Mand. Han er ved Reg 410. Der er mange Nordslesvigere. De andre, fra Reisen til Hamborg, havde jeg tabt af Syne i Mørket der om Aftenen.

Mandag Aften begyndte der en at spille paa Mundharmonika i den anden Ende af Vognen, og mærkelig nok blev jeg med et lysvaagen, jeg var ellers ved at sove, thi det var saadanne Stykker som Jens Veimand, Skamlingsbanken og Jeg er en simpel Bondemand, det viste sig at være en af de første Reisekammerater fra O. J.

I Kønigsberg blev vi sorteret, alt efter Kulør og Bestemmelsessted. Saa var de fleste Nordslesviger borte. Jeg fandt en i min Vogn. Til al Lykke var jeg nu kommen hen efter Forenden, der var det knap saa slemt med at flyve rundt. Saa gik alt godt til vi kom her til i Eftm. Og glad var jeg forresten, at jeg nu var færdig med det Kvarter dennegang. Nu havde jeg jo ogsaa ligget paa Banen i over tre Døgn uafbrudt.

Nu bliver jeg her til i morgen og saa gaar det med lille Perle et Stykke og saa til Fods for Resten. Jeg har jo Tid nok, og det gjorde slet ikke noget om der var Fred naar jeg kom dertil. Jeg skal nu have skreven til J. Glochau, jeg fik jo hans adresse. Han er ogsaa her i denne Egn ved Armeringen, men længere til venstre. Han skal jo nok blive glad, naar han hører fra mig.

Nu ved jeg ikke mere dennegang, det regner og har gjort siden vi drog fra Meklenborg. Haaber saa i have faaet en Slat deraf ogsaa.

Nu mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *