Senest ændret den 14. marts 2016 8:59

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden, der var med i den tyske Stillehavseskadre.

Den 26. om Morgenen fik vi dog andet at tale om. Vi fik Ordre til at gøre os klar til at træde an paa Dækket til Parade for Admiralen. Det virkede som en Lynnedslag imellem os. De fleste vilde hellere være traadt an paa Fægtningspladserne end stille til Parade for en Admiral, og den Nervøsitet, der beherskede Banjerne den For­middag, var meget større end før Slaget ved Santa Maria.

Underofficererne og det ældre Mandskab hjalp os efter Evne, for at vi ikke skulde faldt helt igennem. De rettede paa vort Tøj, paa Huerne og Kokarden. Den skulde sidde lige mellem D og R paa Huebaandet, og det blev antydet overfor os, at kun det rene Udskud af Menneskeheden kunde faa den fortvivlede Tanke at anbringe Kokarden andetsteds.

Baadsmandspiben lød: – Alle Mand op til Parade! Vi stormede op. Matroserne traadte an paa styrbords og Fyrbøderne paa bagbords Overdæk. Underofficererne rettede Fronten af og fremhviskede de sidste indædte Anmodninger til os om at opføre os ordentligt og ikke gøre os selv, dem og Skibet, ja, hele Landet Skam. Det var en virkelig stor Dag for dem efter mange Maaneders Dvale.

Paa Kommandoerne til Faldrebsvagten kunde jeg høre, da Admiralchaluppen lagde til, men jeg kunde ikke se det, da Luftskakten var i Vejen.

— Ret — giv agt — se til — venstre!

Kommandoraabene smældede, og Musiken faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”. En Gruppe Officerer, som jeg ikke kendte, begyndte langsomt at skridte vor Front af.   Det blinkede af Guld fra Huer og Epauletter, fra Knapper og fra funklende Ordner. Aldrig havde vi Folk paa Dresden i vor formløse Eneboertilværelse mødt no­get saa glimrende og ophøjet. Det var altsaa disse Folk, der havde samlet de spredte Skibe paa Havene og ført dem til Sejren ved Santa Maria, og det var deres Viljer, der inden længe igen skulde drive os ud paa Havet til nye Eventyr.

Forrest i Gruppen gik en lille Mand med energiske og hurtige Bevægelser. Han havde et solbrunet Ansigt med graasprængt Sømandsskæg og milde, venlige Træk, men lysende af Energi og Myndighed.   Jeg havde aldrig set ham før, men var klar over, at det var Admiral v. Spee. Som Reglementet bød, saa jeg ham lige ind i Øjnene, da han passerede forbi, og fangede et Blik fra to rolige, graa Øjne, der hurtigt gled videre til næste Mand.

Det var saa Admiralen, Kejserens Repræsentant paa Verdenshavene. Disse rolige, graa Øjne i det venlige Ansigt havde for faa Dage siden maalt tolv Hundrede Menneskers Livsmaal ud i Søslaget ved Santa Maria. Jeg saa ikke mere af Paraden, men stirrede lige ud efter Reglementet. Ikke langt fra mig hørte jeg en Stemme, som maatte være Admiralens:

– Jeg ser, at det er mest smaa Folk her om Bord, men det betyder jo ikke noget. De har gjort deres Sager fortræffeligt.

Et Øjeblik efter traadte vi af og forsvandt under Dæk, hvor vi med Undtagelse af en ny Parade, der varede gan­ske kort, opholdt os Resten af Dagen uden at bestille noget. Dresden laa for Anker, Bunkerne var fyldt, og der var endog stuvet Kul i Sække paa Dækket. Vi var klar til at sejle, og det stod os klart, at vi havde en lang Rejse foran os.

Men det blev en Dag fuld af de sælsomste Oplevelser. Endnu en Gang blev vi pebet paa Dæk og fik den Med­delelse, at Kejseren i Anledning af vor Sejr over Eng­lænderne havde dekoreret samtlige Skibschefer med Jern­korset af 1. og 2. Grad, og at der var uddelt 250 Jernkors til hele Eskadrens Mandskab. Hvem der var dekoreret, fik vi dog ikke at vide endnu. Samtidig var en Mængde Fyrbødere blevet udnævnt til Overfyrbødere, og til dem hørte jeg, uden at jeg var i Stand til at gætte mig til, hvor­for jeg var avanceret.

For at sætte Kronen paa Værket blev der senere ud­delt Vin til os. Det var noget rødt, stærkt Stads, som man let fik for meget af, navnlig naar man var saa afvænnet i ned Spiritus som vi, og jeg fik da ogsaa lidt for rigeligt.

Sent paa Eftermiddagen lettede vi.   Jeg var et Øjeblik paa Dæk og saa hele Eskadren svinge ud al Bugten. Vi havde tre Førselsskibe med, nemlig Båden, Santa Isabel og et nyt Skib, der hed Seydlitz. Hjælpekrydseren Prinz Eitel Friedrich var lettet nogle Dage i Forvejen, og „Gyngehesten” var ikke mere blandt Skibenes Tal. Den var blevet sænket Side om Side med sin sidste Prise, da den ikke kunde følge med de andre Skibe.

Nu gik det altsaa mod Kap Horn og derfra til Falk­land.   Ahrens mente, at vi kunde naa dem med de Kul, vi havde, men foreløbig gav det aabne Hav os en meget uvenlig Modtagelse, der ikke tydede paa nogen glat Rejse.

Det blæste godt, og Søen var i heftigt Oprør. Jeg havde en meget ubehagelig Vagt ved Ventilationsmaskinerne den Nat. Tung i Hovedet af Vinen var jeg, da jeg vaagnede, og bedre tilpas blev jeg ikke nede ved Maskinerne, der stank af varm Olie.   Jeg blev syg og kastede op og var meget mat og elendig, da Afløsningen kom.  

Først om Morgenen kom jeg til Hægterne igen, og kunde glæde mig over, at de fleste af de andre gik og klagede sig over Tømmermænd, mens mit Ildebefindende ganske var for­svundet.