Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Flandern.
Swevezeele, den 14. Marts 1917.
Kære, kære Venner!
Tak, inderlig Tak for dit kære Brev, og Tak for Kortet med den korte, men kære Hilsen. Brevet kom den 3. ds. og Kortet den 6. ds., Pakken kom i Gaar, mange, mange Tak for den. I kan tro, det smagte.
Men jeg havde været ængstelig for, at ogsaa den var gaaet tabt; thi det tog jo Tid, før den kom; men Grunden var, at der stod »Stab 2. Bataillon«, der skal staa »Stab 1. Bataillon«. Fejltagelsen ligger maaske i, at J. B. er ved 2. Bataillon, ikke?
Nu har jeg Pakken og er meget glad for den.
Vi er bag Fronten siden den 1. Marts, og bliver her til den 21. Byen, hvor vi ligger, hedder Swevezeele, en lille Købstad paa 6-7000 Indbyggere, 25 Kilometer bag Fronten.
Dog er det ingen Hviletid, vi har her. Hver Dag har sine Plager med Eksercits og alt muligt andet, saa der næsten ikke er en eneste Fritime i Døgnet.
Men det værste er dog, at vi maa fryse den ganske Dag. Det er koldt og har været meget koldt, men Brænde faar vi ikke meget af. Jeg blev da ogsaa saa forkølet, at jeg blev alvorlig syg. Og som et Minde om den Tur har jeg nu en hyppig tilbagevendende Tandpine, og en Kind saa tyk som en knyttet Næve. I Gaar maatte jeg gaa i Seng, saa voldsomme var Smerterne, i Dag er det meget bedre..
Forude trommer Englænderne saadan hver Dag, at Vinduerne klirrer her. Der venter os en slem Tid, og godt er det at vide sit Liv og alt i Vorherres Haand. »Alt staar i Guds Faderhaand«, ogsaa den Tid, som kommer.
Fylder Mismodet en Tid min Sjæl, saa lyser det dog altid, naar jeg tænker paa denne korte Lidelsens Tid i Forhold til den evige Glæde.
Mennesker vilde hinanden ondt, og hvad gør vi selv? Ejede man dog blot denne vidunderlige Kærlighed, som tilgiver alt, haaber alt, tror alt.
Livet her er kun en Kamp for at naa frem til dette Stade, naa frem til det evige Liv derhjemme hos Vorherre. Og dog, der er saa meget, der binder os hernede:. Arbejdet, vi fik kær, Hjemstavn og Venner, Livet selv i al sin Dejlighed og al sin Usselhed. Man hænger ved Livet, for Livets Skyld..
Og man længes ikke mindst mod at gøre det godt, som man forbrød og forsømte. Der er saa uhyre meget for mig at gøre godt, saa meget at indhente i det daglige Liv, og derfor længes jeg tilbage.
Bag ved alt dette staar Guds Vilje kan synes haard, . . . naar vi vandrer hans Vej, et dejligt Landskab ligger da i Baggrunden, der skal du naa hen, siger Gud; men du skal vandre den Vej, jeg viser dig. Aa Gud, hvor er det svært, din Lov er haard, min Gud, og mine Kræfter svage. Men hjælp mig, naar det svigter for mig.
— Da jeg stod ved Pozieres og saa de Hundreder af døde Kammerater, lemlæstede, ilde tilredte, følte jeg Væmmelse ved Tanken om at skulle ligge saadan en Gang. Aldrig saa jeg andet end stivnende Rædsel malet i disse fortrukne Ansigter, aldrig et Smil, aldrig var end et Stænk af Fred gydt ud over deres Træk.
Sammen med disse Døde laa levende, slumrende Kammerater,-hvilende med Hovedet paa deres døde Kammerat.
I deres Ansigt læste jeg Fred og Tryghed. De kunde ikke mere, de opgav alt, lagde sig til at sove, og mange deres sidste Søvn. Sjælen var i Ro, som Børn gav de sig hen i Skæbnen. Aldrig nænnede jeg at vække disse slumrende, dødtrætte Mænd, de kunde jo kun vaagne til Gru og Forfærdelse. —
Men det gav Tanker af dybeste Art.
Kødet værger sig mod Undergang og Smerte, men Sjælen kan finde Fred selv i alt dette uhyggelige. Dødskampen forvrænger Ansigtets Træk, men derfor kan Sjælen godt have fundet Freden, dens Paradis.
Det er Angsten for Menneskers Ondskab, som endnu staar malet i den Dødes Træk; Sjælens Fred, Freden med Gud, kan Mennesker ikke røre.
Og det er min Trøst nu, da vi igen gaar ud i de haarde Kampe: »Guds-Freden i mit Hjerte«.
Kunde denne Fred overvinde Legemets Angst og Afsky for Tilintetgørelse, kunde jeg drage ud med Glæde, men det er ikke saadan for mig, jeg haaber, jeg tror, det vil komme i Dødens Stund, naar Gud lader Paradisets Klokker ringe, da vil Legemet endnu kæmpe hin tunge Kamp, men Sjælen vil juble; thi den er forløst. —
Men der var et endnu, jeg lærte ved Pozieres: I den dagelange Kamp med Fjenden faa Meter foran os, under brændende Sol og mørke, kvalfulde Nætter, kunde jeg ikke bede. Der var ingen Ro til at folde Hænderne til Bøn, der var ingen Styrke, jeg vaagede for mit og for mange Kammeraters Liv.
Da kunde jeg have raabt af Lungernes fulde Kraft, men jeg vidste, I kunde ikke høre det: »Bed for mig!«
Det er Raabet, som jeg i Dag former som en Bøn: “Venner, bed for os.”
Vær kærlig hilset og modtag igen min hjerteligste Tak!
Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)