Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 3. Novemb. 1916

Min egen Ven!
– Nu er vi lige kommet hjem fra en lang Spa[d]seretur i Byen, vi fik ingen Hvedebrød, der nok ikke mere og Kartofler er en Saga blot. Vi er trætte og pirren, Søs og jeg, Pus er i et straalende Humør og er det for Resten hver Dag i den sidste Tid. Agnete sagde, at vi havde faaet Held til at bøje Pus godt, for hun syntes før, at hun var et meget vanskeligt Barn. ”Vi” det Kompliment maa jo nærmest tilfalde mig, for du har jo ikke haft meget med hende, i det sidste 2½ Aar. Hun – Pus – synger tyske Sange: ”Mein Vater sind ein Flieger, mein Mutter sind ein Bommelom.” siger hun, men det hedder vist ”ein Pommerin.”

– Jeg er træt efter at have gaaet en saa lang Tur med dem. For Pus snakker ustan[d]seligt og spørger om alt og alle. Der er et Vindue der allerede er Juleudstilling i, det er med Dukker i alle Aldre og Størrelser, det var de meget optaget af, naturligvis. Og Pus vilde med Vold og Magt haven en Dukke. Jeg maatte saa til at forklare hende, at det var Julemandens det hele.

– Vi var inde paa Posthuset med en Pakke til vores alles sammens Far. Den indeholder et Stykke dejlig Leverpølse som jeg halvvejs fik hos Vange i Aftes, d.v.s jeg betalte det jo med Penge. Men der er er jo noget der hedder Kort. Jeg skulde hilse fra ham. Han har en vældig Forretning og vist ogsaa en god Forretning. […]

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)