26. juni 1916. Kresten Andresen: Flyver-esset Immelmann skudt ned

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Mandag den 26. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med skinke, som jeg fik i går. I går gik jeg en tur sammen med Iskov. Vi blev da vidne til et meget ejendommeligt syn.

Pludselig var luften fuld af engelske flyvere. De fløj omkring med en forfærdelig fart, vendte kort og smidigt i forskellige retninger, forsvandt i skyer og dukkede frem igen. De smed brandbomber ned. Det prægtigste fyrværkeri. Først så man en lille rund røgsky højt oppe i luften; den sprang med et lyn i mange runde røgskyer ud til alle sider, og hver af dem sprang så dybere ned i stumper og stykker, så det regnede ild og stjerner ned på jorden. Vi blev snart klare over, at angrebet gjaldt linjen af de tyske lænkeballoner, som også hurtigt så deres snit til at blive firede ned.

Det var et ejendommeligt fyrværkeri, som regnede det med ild og svovl fra himlen – og det over et meget langt stykke front. 

Forleden blev den berømte tyske flyver Immelmann skudt ned her. Jeg lå og sov i dækningen, men de, der var ovenfor, så det. Der er næsten flyverkampe hver eneste dag her. Englænderne er meget dristige og vover sig langt ind. Det ser ud, som når to haner ryger løs på hinanden, og så knatrer maskingeværerne.

Hvordan går det med høhøst-orloven?

Eder hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *