Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. To gange havde han været i stilling, men nu forventede de at skulle afløses.
Den division, der skulle indfinde sig, udeblev stadig, så vi måtte på den igen. (Tredje gang i stilling).
Denne gang fik Lor. Lorensen og jeg et godt job, idet vi efterhånden var blandt dem, der havde været længst ved kompagniet. Lorens havde også været med i forreste linje begge gange og jeg altså en dag længere i stilling sidste gang, så vi forblev i køkkenslugten, hvor vi stod til disposition og kun var to ture sammen i Fumindalen.
Inden den bebudede afløsning skulle komme, mistede vi vor bedste mand, vor bataljonsadjudant, som jeg så ret havde lært at kende under mit ophold der som stafetløber. Han var ingen hurra-patriot, men en tysker med hjertet på det rette sted. I besiddelse af en dyb pligtfølelse og kærlighed til sit land var han, skønt kun garnisonstjenestedygtig på grund af en stor hjertefejl, gået frivillig med i fronten. –
På vejen tilbage over åbent terræn i Vaux-slugten gav han sine ordonnanser besked om at løbe så hurtigt, de kunne, for at nå sikkert over i løbegraven, han skulle nok komme bagefter, men grundet på sit dårlige hjerte var han nødt til at skynde sig langsomt.
Da han imidlertid ikke kom, gik de tilbage og fandt ham død, ramt af en granatsplint i hovedet.
To dage senere blev han med militæriske æresbevisninger begravet på soldaterkirkegården i nærheden af Loisson.
Jeg meldte mig frivilligt til at deltage i begravelsen, da jeg syntes, at manden var tabet af en frieftermiddag værd.
Enten i stilling eller udenfor – altid var han den samme. Aldrig har jeg hørt ham skælde ud eller bruge grov mund og altid forstående over for mandskabets problemer. I sin tale ved højtideligheden nævnede præsten også, at det formodentlig havde været sidste gang, han skulle have været i stilling, idet divisionen en af de nærmeste dage stod foran at blive afløst, og det var en kærkommen meddelelse at komme hjem med til kammeraterne.
Denne gang syntes det også at skulle slå til, thi næste dag, den 30. august, kom der ordre om at pakke for at læsse på jernbanevogne, som skulle fragte det til bestemmelsesstedet i Lothringen, hvor vi skulle ligge i ro.