Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Onsdag, ri. 6. sept. 16

Tak for dit brevkort, som jeg fik i formiddag. Det er fra den 2. sept. Jeg er glad ved at høre fra dig, selv om dine breve ikke er så glædelige. Du har det ondt, og du er ikke rask. Jeg kan se i aviserne, at kampen er hård ved Somme, men måske det gamle ord kan gå i opfyldelse »Når nøden er størst, er hjælpen nærmest«, og jeg beder så meget om, at Vorherre vil holde sin hånd over dig og være dig nær, når det kniber for dig. Og det har vi også lov til at tro, at han er. Hvor skulle ellers de gode vers og tanker komme fra, som er både dig og mig til stor trøst…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.