Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten.
Det var allersidst i september måned 1918. Regimentet hørte til en »flyvende division«. Vi var her og der og alle vegne, og ikke ret længe ad gangen.
Nu var vi indsat i kampene omkring Reims. Fronten var i bevægelse. Nat og dag satte franskmændene ind med hårde angreb.
Om dagen, den 1. oktober 1918, lå reserveregiment 266 i højeste alarmberedskab i nærheden af fortet Brimont. Samme aften modtoges en ordre: »Regimentets første bataljon skal foretage en tilbagetrækning ved tretiden næste morgen«.
Mellem klokken 5 og 6 skulle anden bataljon foretage samme manøvre. Kun tredie bataljon, som jeg var tildelt, skulle forblive i kampstillingen langs Loirekanalens bred.
Nu lå vi her og havde det langt fra godt. Og jeg, ja, jeg havde om aftenen hørt, at jeg snart fik orlov. Den 5. oktober kunne jeg rejse hjem. Min kammerat, Nis Jørgensen, og jeg ville følges ad.
Nu skulle det være forbi. Vi ville gå over grænsen — hjem til Danmark. Værre kunne dette vel ikke være end helvedet her … Jeg havde allerede sikret mig til den forventede tur. Jeg havde forsynet mig med et sæt officers distinktioner, og en sølvkvast til sablen havde jeg også fået fat i. — Jo, det skulle nok gå fint! — Jeg ville gå foran ned til grænsen, og Nis skulle følge i hælene på mig. Jo, jo, det var en ting, der let kunne ordnes. Disse gamle karle, landstormsmændene oppe ved grænsen, kunne man da sagtens dupere …
Så kom der en ny ordre.
En patrulje på seks mand måtte af sted ud over kanalen. Dernæst hed det — helst unge og ugifte Jeg vidste, hvad det betød: Et meget farligt foretagende, som kun få ønskede at komme med på. — Jeg var blandt de seks uheldige mænd.
Patruljen udgjorde en slags stød- eller opfangspude for de vigende kompagnier. — Opgaven, vi skulle løse, var den, at vi skulle sende melding tilbage, når regimentets første og anden bataljon havde trukket sig tilbage over kanalen.
Uden tab nåede vi frem til hovedlandevejen. Ved en korsvej lå en af franskmændenes bunkers. Dækningen var bygget ind under vejen. To mand tog opstilling på vejen. De øvrige søgte ned i dækningen, hvor man jo var mere sikker.
På det aftalte tidspunkt kom kompagnierne fra de to bataljoner til syne, og dækket af mørket forsvandt de i retning mod kanalen. To mand blev sendt tilbage med meldingen og kom snart igen tilbage til os andre.
Det lod til, at franskmændene ville følge efter, men måske anede de endnu ikke, at den tyske stilling var rømmet. Som de sidste tyskere lå vi nu her som første linie. Alt var så underlig roligt.
Klokken var seks, da en af vore vagtposter råbte, at nu kom franskmændene …
Vi sprang op alle mand, men nej, der var intet at se. Ingen franskmænd viste sig. Ned i dækningen igen.
Dog næppe havde vi lagt os, før det atter brød løs. Skyndsomst op igen. Franskmændene var nu ved at rulle fronten op, både til højre og venstre for os. Tavse stod vi og så til.
Da lød der pludselig et højt brag bag os. — Hvad var det? — Tyskerne havde i sidste øjeblik sprængt broen over Loirekanalen. —- Og her stod vi! —
Afskåret! — Kan ikke komme tilbage!